Det der band

Kap 16

Vi lå i Stephanies seng med Ben and Jerry isbøtter. Vi lå og så videoer på hendes bærbar inde på Youtube. "Prøv at trykke på den der." Sagde jeg og pegede på en video. Hun trykkede på videoen. Det var de der videoer hvor du ikke måtte grine eller smile. Dem hyggede vi os rigtig meget med eftersom vi begge var... BLA BLA BLA, ikke noget. Hun brud ud i latter og det samme gjorde jeg. "Hvem har lavet det her?" Sagde Stephanie med en latter.

Min mobil bippede og jeg kiggede på den. En besked fra idiot. Idiot? Det var nok ikke noget jeg skulle læse så. Jeg lagde min mobil væk og så videre, på den latterlige video. Vi trykkede på Youtube knappen så der kom de anbefalede videoer op. Alt der var anbefalet til Stephanie var stort set kun 5 seconds of summer videoer. "Seriøst?" Sagde jeg. "Jeg kan ikke vente til at se ham igen." Sagde hun trist. Jeg ved endelig ikke hvorfor hun slog op med Michael, eller hvorfor Luke slog op med mig. Jeg burde nok havde lyttet til ham, men jeg kunne bare ikke.

"Undskyld jeg spørger, men hvorfor slog i op." Spurgte jeg forsigtigt. Hun kiggede på mig som om jeg var dum. "Det ved du vel godt, jeg mener Luke sagde det vel til dig?" Ja nu fortryder jeg meget jeg ikke lyttede til ham. "Jeg løb på en måde min vej." Hun kiggede på mig med store øjne. "Så du skred bare fra ham?" "Altså, ja, men..." Jeg skulle lige til at græde da hun sagde. "Din tumpe, du skulle været blevet hos ham og sagt farvel." Hendes følelser var helt klart blandede. Som de bare var æltet sammen, ligesom en dej. Og jeg havde det sådan set på samme måde.

"Hvorfor slog han op med mig?" Spurgte jeg med en lidt skinger stemme. Jeg gjorde meget for ikke at, græde. Hun trak mig ind til hende og krammede mig. "De skulle videre på Tour, de kan jo ikke blive ved med at være her." Sagde hun. Fuck jeg er en idiot. Jeg skulle ha' lyttet til ham i stedet bare for at skride. Han havde det garanteret lige så slemt som mig, måske værre. Men han var stadig lidt af en idiot. Han behøvede ikke at slå op med mig. Vi kunne havde skrevet og ringet sammen hver dag, og jeg kunne besøge ham en gang imellem. Måske virkede langdistanceforhold ikke for ham? Eller så... Jeg ved det ikke.

"Er de taget af sted?" Spurgte jeg. Hun kiggede over på uret som hang bag mig. "Jeg ved det ikke." Svarede hun. "Kan vi ikke tage tilbage til hotellet?" Hun trak sig væk fra mig og kiggede lidt ud i luften. "Jo!" Hun rejste sig og løb nærmest ud i gangen. Jeg fulgte efter hende. Vi tog vores sko på og var ude af døren på nul komma fem.

Vi småløb over til hendes bil som holdt parkeret ude på vejen. Da vi sad inde i bilen trådte hun på speederen og vi var så på farten.

Vi kom hen til hotellet og skyndte os ud af hendes bil. Elevatorerne var begge optaget, så vi tog hurtigt en beslutning. Trapperne. Åh Gud det var så hårdt, som at skulle bestige et bjerg med en retarderet lama hængene på en. "Skynd dig!" Sagde Stephanie da jeg sakkede bagud. "Ja jeg prøver, ikke alle kan løbe som en hest."

Vi kom endelig op til etagen. Vi gik hen til deres dør og bankede på. "Tror du stadig de er der?" Spurgte jeg bekymret. Hun kiggede bare på mig, og så tilbage på døren igen. Intet skete. "Måske hørte de det ikke?" Denne gang bankede jeg meget hårdt på. Stadig intet svar. Jeg kunne mærke et par tårer presse på, men jeg holdte dem inde så godt jeg kunne. "Ikke opgiv endnu, vi spørger receptionen om de er checket ud." Sagde Stephanie med håb i stemmen. Jeg nikkede til hende og vi gik over til elevatorerne.

Denne gang var den ene ledig, så den tog vi. Vi kom ned til receptionen og hen til skranken. "Bor der stadig nogle på værelse 80?" Spurgte jeg ivrigt. Damen kiggede først forskrækket på mig. "To sekunder, kan lige tjekke." Sagde hun så med et smil. "Hmm." Lød det fra hende imens hendes fingre kørte langs tastaturet. "De chekkede ud for 34 minutter siden, frue." "Tak." Sagde jeg trist og vendte mig så om. Stephanie så også ret skuffet ud. "Hvad nu?" "Det.. Ved jeg ikke." Svarede jeg.