Det der band

Kap 15

Jeg vågnede op i en tom seng. Luke var ingen vegne at se. Ingengang ude på badeværelset, da døren stod åben. Jeg vendte mig om til vinduet og kiggede ud mod poolen. Ingen. Hvorfor er her så stille? Jeg rejste mig op. Jeg gik ud på altanen og over mod drengenes dør. Jeg bankede stille på. Intet svar, så nu bankede jeg lidt hårdere. Efter et stykke tid kom Ashton til syne i døren. Han åbnede den stille. "Ja?" "Er Luke derinde." Spurgte jeg ham. Jeg kunne høre han sukkede meget lavt. "Nej han er her ikke." "Jamen, ved du så hvor han er?" Spurgte jeg utålmodigt. Han kiggede ned ad mig. "Flot tøj." Sagde han med et lille smil. Jeg kiggede med ad mig selv. Ups! Jeg stod i en kort T-shirt og man kunne se mine trusser. "Hey! Hold øjnene heroppe!" Sagde jeg og viftede mine hænder mod mit ansigt.

Jeg kiggede ned ad Ashton. Det kunne godt være at han stod bag døren med hovedet stukket ud, men den var stadig lavet af glas. "Flotte boxers." Sagde jeg med et lille grin. "Hey, du skal også holde øjnene heroppe." Sagde han og viftede med hænder på samme måde som, jeg gjorde lige før. "Jeg tror bare vi snakkes ved." Sagde jeg og drejede om på hælen. "Går du nogle steder i dag?" Hørte jeg ham sige efter mig. Jeg vendte hovedet mens jeg stadig gik. "Hvem ved?" "Lad vær med at gå nogle steder i dag." Hørte jeg lige inden jeg lukkede døren til mit værelse. Hvorfor skulle jeg ikke gå nogle steder i dag?

Han bestemte jo ikke ligefrem over mig, gjorde han vel! Jeg gik over til min mobil som lå til opladning. Jeg trak stikket fra og låste mobilen op. Ingenting. Nå nå, ser man det. Sjovt at mine veninder hjemme fra Danmark ingengang havde ringet. På noget tidspunkt overhovedet. Jeg havde kun en god veninde hjemme i Danmark. Jeg havde selvfølgelig også andre venner, men det var ikke det samme. De fleste af mine venner var drenge. Jeg foretrak at være sammen med drenge, eftersom jeg ikke gider være med i et eller andet dramalort.

Jeg kiggede hen på mit natbord. Der lå en seddel. Ville ikke vække dig, ses senere skat.
Nurgh hvor sødt. Han havde været så kærlig og ville hele tiden være sammen med mig, her på det sidste. Forståeligt nok, jeg er jo hans kæreste. Ih, det irriterede mig at han var så perfekt. Jeg blev ved med at prøve at lede efter noget uperfekt, men forgæves. Der var mange ting der ikke var perfekte ved mig, og i samligning til Luke, lignede jeg en pose kartofler. Han havde hele tiden sagt, hvor skøn jeg var, hvor sød jeg var og hvor perfekt jeg var. Det måtte jo passe når det var ham der sagde det. Han var bare så... NUTTET. Jeg kan ikke vente på at se ham igen, også selvom jeg så ham i går. Jeg vil bare være i hans varme favn og i hans nærvær.

___________
Jeg var blevet færdig med morgenmaden, og besluttede mig at ringe til Stephanie. "Hej Stephanie. Skal du noget i dag?" "Det er længe siden, og ja jeg skal noget." Svarede hun. "Oh okay, men så vil jeg ikke forstyrre dig mere." Jeg skulle lige til at ligge på da jeg hørte hende. "Nej dumme. Jeg skal være sammen med dig." Jeg kunne fornemme at hun smilede i telefonen. "Nå okay. Der er også en del du skal forklare for mig." Sagde jeg med et lille grin. "Okay, men hvad tid skal jeg komme?" Spurgte hun. "Kan du komme nu?" Spurgte jeg. "Altså som i lige nu?" "Ja som i lige nu." svarede jeg hende. "Hvem snakker du med sexy?" Hørte jeg i baggrunden. "Stephanie, hvem var det?" Spurgte jeg med et kæmpe smil.

"Det er... Min bror?" Sagde hun med en meget nervøs stemme. "Ville din bror kalde dig sexy?" Spurgte jeg grinende. "Han sagde ikke sexy, han sagde... Læksi?" "Er det Michael?" "Nej! Hør, jeg må smutte nu." Sagde hun og lagde røret på. Wow, Stephanie og Michael. Hvem havde regnet med det? (Sarkasme kan forekomme) Det var ikke ligefrem et chok. Jeg mener, hun havde været sammen med Michael. Den dirty lille... Ej hvad pokker, jeg elsker hende.

Jeg ville gerne fastlåst min teori, ved at ringe Michael op. "Det er Michael." Hørte jeg i røret. "Hej Michael, hvor er du lige nu?" Spurgte jeg, men tror ikke han hørte det, da jeg blev afbrudt. "Ikk tag den hvis det er Sasha!" Hørte jeg Stephanie råbe. "Hvorfor ikke?" Jeg kunne høre hendes stemme dæmpede sig. "Hun ved ikke du er her." Man kunne høre Michael grine. "Det tror jeg hun ved nu." Svarede han. Jeg kunne høre at han tog røret igen. "Sig at, hun er afsløret." Sagde jeg på en fjoget måde. "Ja okay." Svarede han og man kunne tydeligt høre at han smilede.

____________
Jeg ventede bare på at Stephanie skulle komme. Det var allerede blevet mørkt udenfor. Jeg hørte pludselig det bankede på. Døren blev åbnet, da jeg ikke havde låst den. Ind kom Luke. Han havde et seriøst blik i sine øjne, og hans øjne var også lidt røde. "Hvad sker der Luke?" Jeg rejste mig og stillede mig foran ham. Han stod og kiggede lidt på mig, og man kunne tydeligt se at han var trist. Han trak mig ind i et meget hårdt kram. Dejlig følelse. Hans varme krop mod min og han arme rundt om mig. Jeg kiggede op på ham. "Sasha, vi må snakke." Sagde han. Smilet på mine læber dæmpede sig da, jeg indså han var seriøs.

Jeg tog et skridt fra ham, og kiggede på ham. "Vi bliver nød til at slå op..." Sagde han stille. Først stod jeg helt stille, men så begyndte tårnene at presse på. "Hvad?! Luke?! Hvorfor?!" Jeg var helt ude af den. Jeg kunne mærke nogle tårer gled ned ad mine kinder. Han skulle lige til at sige noget da, jeg skubbede ham til siden og løb ud af døren. Jeg løb hen til elevatoren og trykkede på knappen. Dørene åbnede straks og jeg gik hurtigt ind. Jeg trykkede på stueetageknappen og lige da dørene lukkede så jeg Luke. "Hver sød at stoppe." Sagde han imens han prøvede at få dørene til at åbne igen, men uden held. Man kunne se han havde tårer i øjnene, men lige nu var jeg ligeglad. Jeg skulle bare væk!

Jeg kom ned i bunden af bygningen og løb direkte ud af de store døre. Den bedste måde jeg kunne håndtere mine følelser på, var at løbe væk fra dem. Min mor havde altid sagt man ikke skulle løbe fra sine problemer. Hvorfor ikke? Det hjalp at løbe, at bruge ens energi på noget andet. At tænke på noget andet. Jeg var i min helt egen verden, men jeg løb, og løb og løb. Jeg stoppede ikke.

Jeg løb lige indtil jeg ikke kunne mere. Mine lunger var tomme for luft og min pande fuldt med sved. Det var først da jeg kiggede op, jeg indså hvor langt jeg havde løbet. For jeg anede ikke hvor jeg var. Jeg kiggede ned på mine fødder. Pis, jeg havde ikke mine sko på. Og det lagde jeg først mærke til nu. Det hjalp at tænke på noget andet. At tænke på hvor ondt mine lunger gør, i stedet for at tænke på, den der anden ting. Jeg satte mig ned på jorden for at få pusten helt tilbage.

Jeg kiggede mig lidt rundt. Der var faktisk ret uhyggeligt, og jeg ville faktisk bare gerne væk. Jeg mærkede i min bukselomme. THANK GOD. Jeg havde min mobil. Nu kunne jeg i det mindste finde tilbage. Jeg ville ikke tilbage til mit hotelværelse, jeg ville hellere hjem til Stephanie. Jeg kiggede på min mobil. Utallige ubesvarede opkald fra Luke. Nej, nu skal jeg ikke komme i tanke om ham. Jeg gik ind på kontakter og ændrede hans navn til "idiot." Jeg kunne sagtens finde på noget mere kreativt, men det behøvede jeg ikke. For han var en idiot. Og jeg havde tænkt mig st sige at, jeg elskede ham.... Tåbeligt.
________________
Jeg havde gået i temmelig lang tid. Jeg fulgte bare GPS'en på min mobil, og jeg så hele tiden at beskeder poppede op fra "idiot." Hvorfor skulle jeg svare? Navnet sagde jo sig selv. Der er ikke nogle der gider at svare en der hedder idiot! Jeg ville ingengang læse dem. Da de poppede op, lukkede jeg dem straks igen, så jeg ikke kunne se dem. Jeg kiggede op fra mobilen. Her. Jeg var fremme. Jeg bankede på hendes dør og lidt efter kom hun til syne i døren. "Jeg troede jeg skulle hjem til dig?" Sagde hun forvirret. Hun kiggede ned ad mig. "Gud, hvor fuck er dine sko henne?" Hun åbnede døren så jeg kunne komme ind. Det var først da jeg kom ind at, jeg kunne de hende rigtigt. Hun havde grædt? "Hvad er der sket?" Spurgte jeg hende. Hun fjernede blikket fra mine fødder og kiggede så direkte på mig.

"Michael." Sagde hun stille. "Hvad er der sket med dig." Spurgte hun. Jeg brudte ud i tårer og hun gav mig et kærligt kram. "Du behøver ikke at sige det, jeg ved det allerede..." Sagde hun. Jeg kunne høre at hun også begyndte at græde. Vi havde stået lidt og grædt i armene på hinanden da, hun pludselig sagde. "Hey, skal vi ikke æde os fede i junkfood og is." Snøftede hun. Jeg nikkede og udstødte et meget kort grin.

__________________________________________________________
Husk at stemme på min historie, hvis jeg skal skrive mere😀