Two Of Us

En underlig start på koncerten

Dagen er endelig kommet, dagen hvor Lea og jeg skal til Nialls koncert. Selvom jeg er lidt nervøs for hvordan det hele bliver, efter Leas stunts, så er jeg sikker på at det nok skal blive en god oplevelse. Jeg har stadig ikke fortalt Lea noget om det VIP-kort, da jeg ikke vil skuffe hende, hvis det nu er en fejl i systemet. Ticketmaster er lidt som DSB, fejl og kaotisk hele tiden. Men nu må vi se, og så må vi tage den derfra.

Jeg fandt det tøj frem som jeg skal have på, hvilket er en sweater med lilla skrift, sorte jeans og et par Nike sko. Make-Up og håret blev hurtigt fikset, da mit lyse mellemlangt hår altid bare får lov til at leve sit eget liv. Og nu sidder det for det meste altid pænt, så det jo rart nok. Jeg finder hurtigt min taske frem og får puttet min telefon, billetter, powerbank og Leas glemte par trusser ned i tasken. Bare rolig, de er blevet vasket, men Lea skal nok nå at blive våd under koncerten, så et par ekstra trusser skader vel ikk? Hehe.

Lea spotter mig hurtigt ud af hendes vindue, så der går nok ikke længe før hun er ude af døren. Jeg står bare og tripper, for om det tager ét minut eller 10, så har jeg på ingen måder tålmodighed. Døren går heldigvis hurtigt op, og ud kommer Lea. Ok shit, man skulle jo næsten tro, at det var Konge familien hun skulle ind og besøge. "Jamen dog, der er virkelig en der gerne vil huskes af Niall" fniser jeg, og giver hende et blink med det ene øje. "Jeg sagde det jo, og nu får han også set hele pakken. Jeg har jo noget at skulle leve op til, hvis jeg skal være hans en dag." svarer hun tilbage, med et flirtende blik. Årh, typisk Lea i en nøddeskal. 

Vi hoppede på bussen, og så begyndte vi ellers bare at tælle stop. Jeg bor i Gentofte og Lea Emdrup, så vi har et pænt stykke til Royal Arena hvor Niall skal afholde sin koncert. Vi begge kigger op på skærmen hvor hvert et stop står, og ja, vi mangler så stadig 17 stop.

Endelig er vi kommet frem, og vi flyver nærmest hen over plænen og op til alle de andre fans. Utrolig lang kø, og det er der ved alle indgangene. Jeg falder hurtigt i snak med nogen af de andre fans, og det får jeg også det meste af tiden til at gå med. "Nå, er du så her helt alene?" spørger den ene pige mig så om. "Nej da, jeg er her sammen med min veninde Le" og i det, der går det op for mig, at hun ikke længere står ved siden af mig. Ikk nu igen, skal jeg seriøst til at løbe hele området rundt for at finde hende, præcis som jeg gjorde for 5 år siden, da vi var til One Direction koncert. Meeeh, Lea bliver i hvert fald aldrig ældre, i hvert fald ikke når det omhandler Niall Horan.

Jeg løber forvirret rundt, da jeg pludselig snubler over en sten. Yes perfekt, så gik der også lige hul i de par jeans. Lige midt på knæet, så det er jo i den grad synligt. Jeg rejser mig opgivende op, får lige kørt en hånd igennem mit hår, og så begynder jeg ellers bare at lede videre efter Lea.

Det begynder så småt at regne, og jeg går stadig forvirrende rundt og leder efter Lea. Det er så stort et sted, så hun kan jo være hvor som helst. Der går heldigvis ikke længe før jeg får øje på hende, og jeg løber så hurtigt jeg kan over til hende, så hun ikke når at forsvinde ud af syne. "Lea, du kan ikke bare gå uden at sige det til mig?" siger jeg forpustet til hende. "Undskyld Sophia, men jeg fik altså øje på Nia" mere nåede hun ikke at sige, før jeg afbrød hende. "Ja selvfølgelig, det er jo præcis som for 5 år siden til One Direction koncerten. Ikk også?" svarede jeg hende, med et undrende blik. Hun sukkede bare som svar, typisk.

Dørene gik endelig langt om længe op, og der gik ikke længe før det var vores tur, til at vise billetterne frem. Vagten bippede på dem, og da vi langsomt gik forbi ham, der blev jeg revet i armen og indtil siden. "Av for fanden" kom det højt ud af min mund. Lea vender sig hurtigt om, og kigger undrende på vagten og jeg. "Det var ikke meningen det skulle gøre ondt, det beklager jeg. Men jeg kan se på jeres billetter, at det er med VIP-kort, så I bedes venligst følge med mig." svarer vagten mig så. Jeg kigger over på Lea, og hun står med de største øjne, glæden stråler ud af øjnene på hende. 

Vi går akavet bag ham, og følger ellers bare stille med. "Sophia, hvad er det her?" hvisker Lea stille til mig. "Jeg blev ringet op i går, men jeg troede virkelig ikke på det. Ærligt, så troede jeg det var en fejl i deres system. Jeg har ikke købt andet end to helt almindelige ståpladser billetter, så jeg forstår ligeså lidt som dig." hvisker jeg tilbage til hende. 

Vagten stopper pludselig op, og peger hen på en dør. Lea og jeg står begge som to store spørgsmålstegn, vi forstår ingen ting. "Jeg opdagede lige dit hul på dine bukser, samt din rift på knæet. Hvis I bare går ind af den dør derover (han peger igen på døren), så skal du nok få lidt hjælp med det problem." siger han, smiler og går sin vej.

Akavet går vi ind af døren, og der sidder en kvinde og kigger hen på os. Ikke gammel, men heller ikke ung. Vi når dårligt nok ind af døren, før hun åbner munden "I må være Sophia og Lea, ikke sandt?" kommer det ud af hende. Lea og jeg kigger hurtigt undrende på hinanden, hvor Lea så hurtigt for sagt "Jo." jeg smiler bare akavet til hende. "Godt, jeg skulle vidst hjælpe dig Sophia med et par bukser og et plaster." siger hun, og smiler tilbage til mig. Er det her et Hospital, eller en Koncert? Ja, jeg ved det ærligt snart ikke. Siden den nat jeg stødte ind i Louis, der har dagene kun været en kæmpe forvirring. 

Jeg havde nu fået et plaster og et par nye sorte jeans på, og det var nu meget rart. Nu lignede jeg i hvert fald ikke en, som lige havde væltet på en motorcross inden koncerten. Vi står nu hvor vi skal, og vi fatter stadig intet af det VIP-kort. 5 Seconds Of Summer skal opvarme for Niall Horan, og de er nu begyndt at spille nogen af deres numre. Vi hopper, danser og skråler med på deres musik. Deres musik er nu også meget godt, men de overgår aldrig One Directions musik. Ja, selvom de ikke er et band mere, så er vi stadig fan af dem alle.

5 Secondes Of Summer hopper ned af scenen, og det betyder jo, at det er koncert tid om få minutter. Lea er allerede i hendes helt egen verden, og hun står allerede og græder. Århh, det er så sødt at se, hvor væk hun er i den mand...