Two Of Us

Det store tab.

Jeg har været hjemme i en uges tid, og jeg nyder rent faktisk friheden uden drengene. De er simpelthen så stresset, at det ikke gøre gavn for mig, at være omkring dem. Harry har prøvet at få fat i mig to gange hen over ugen, men jeg tror han har forstået mig nu. Lea er stadig hos Niall, og jeg ved faktisk ikke helt hvordan det går dem. Niall er trods alt en af drengene, og jeg gider ikke at se nogen af dem igen. Jeg fortalte også Lea omkring det med Louis, og hun blev helt chokeret over det. Vi blev enig om, at ikke have kontakt så længe hun var omkring en af drengene. Ingen af dem skal vide noget som helst om mig, de skal glemme mig.

Lige nu er jeg i gang med at hjælpe min mor, da min far kommer hjem senere i dag. Jeg glæder mig helt vildt, da det er 7 måneder siden jeg sidst så ham. Jeg ved han rejser igen om et par dage, så det er bare med at nyde tiden med ham. Han var her ikke på min fødselsdag, så nu får jeg helt sikkert endnu en. Han har faktisk ikke været hjemme på mine fødselsdage i 14 år, og selvom man skulle tro man vender sig til det, så gør man det aldrig. Men som min mor siger, så skal jeg ikke snakke om det foran min far. Min far vil gå igennem ild og vand for mig, så hvis jeg begynder at beklage mig, så mister han nok også sit job. Og nu er det ikke fordi, at det er verdensundergang, når jeg trods alt har kunne leve med det i 19 år. Min mor har gjort et fantastisk stykke arbejde, og jeg ved derfor også godt, at min far elsker sit job.

Mens jeg hælder noget koldt vand i mit glas, der ringer det på døren. Min mor er ude i stalden, så hun har ingen ide om, at der nu lige pludselig er gæster. Men hvem? Min far kommer først ved 19 tiden, og klokken er 13. Hmm, lad mig se på det. Jeg prøver at kigge ud af køkkenvinduet, men jeg kan ikke se nogen. Jeg forsøger så at kigge ud mod vejen, og der ser jeg en sort bil holde. Den genkender jeg, men hvor fra? Åhhh nej, HARRY! Hvad fanden laver han her?? Mens jeg står totalt og panikker, der ringer det igen på døren. Det er da godt nok grænseoverskridende, at han træder sådan op på min adresse. Hvis jeg husker rigtigt, så hader de selv uventet besøg. Nå men altså, han kan jo heller ikke bare blive stående derude. Jeg går langsomt ud mod gangen, tager fat i dørhåndtaget og åbner. "Shyyy" siger jeg hurtigt, og lukker døren i efter mig. Jeg går mod hans bil, og Harry følger med. "Hvad laver du her? Det er SÅ forkert på SÅ mange punkter, at du bare kommer uventet forbi min adresse. Jeg troede jeg havde gjort klart og tydeligt overfor dig, at jeg IKKE vil have noget med jer at gøre mere. Jeg nøjes med at høre jeres musik, og gå til jeres koncerter. At være en del af jeres liv? Nej tak" flyver det ud af mig. Jeg kan hurtigt se vandet sejle rundt i Harrys øjne, men hvad kan jeg gøre? Det er jo det her, at jeg føler. "Fint" mumler han. Han går forbi mig, sætter sig ind i sin bil og kører langsomt væk ned af vejen.

Min far er lige kommet, og jeg er overlykkelig for at se ham igen! Vi sætter os alle tre ned ved spisebordet, og både min mor og jeg kigger hen på min far. Nu går det op for mig, at han ikke ser så glad ud? Hvorfor er han ikke glad for at se os? Eller er det noget helt andet? "Er der noget galt?" spørger min mor ham om, mens hun ligger hendes hånd ovenpå hans. Han kigger først på mig, og så på min mor. "Jeg ved I havde lagt planer til fem dage med mig, men jeg bliver nødt til at tage afsted allerede i aften igen kl. 23" mumler han. Og jeg som troede, at min ferie ikke kunne blive værre.. Det kunne den så. "Hvorfor? Og hvornår får vi dig så at se igen? Der går vel ikke 7 måneder?" spørger min mor igen. Han vender blikket fra os, til at kigge direkte ned i bordet. "Der er kommet mange flere flyafgange, og de kan derfor ikke undvære mig. Det siger selvfølgelig også meget om hvor længe jeg vil være væk, og lige som det ser ud nu, der er jeg i hvert fald ikke hjemme før om 11-12 måneder" svarer han. "ET ÅR FAR?? Du bliver længere og længere tid væk, det bare IKKE okay. Ja, vi har holdt ud, men der er en grænse. Du har ikke været her for hverken min mor eller jeg, vi har stået ALENE med det HELE selv! Jeg ved dit arbejde kræver meget, men måske du så burde overveje hvad der er vigtigst. Dit arbejde, eller din familie?" siger jeg surt. Både min far og min mor ser chokeret over på mig, mens jeg bare ruller øjne af dem begge. "Lad vær mor, jeg kan godt aflæse dig. Selvom du ikke fortæller mig om hvordan du har det, så fortæller dine øjne mig alt" siger jeg igen, mens min far kigger over på min mor. "Vores datter har ret. Enten er det os, ellers er det dit arbejde" mumler hun, mens tårerne triller ned af kinden på hende. "I har ret. Eftersom jeg nærmest ikke kender min datter, og nok heller ikke dig længere, så er det nok bedst for mig at holde fast i arbejdet. I er alligevel vant til et liv uden mig, så det kan I nok også godt klare fremadrettet" svarer han min mor. Vi begge kigger alvorligt over på far, mens han bare klør sig i håret. "SKRID! LIGE NU!" råber jeg, men jeg rejser mig op fra stolen. Uden at tøve, der rejser han sig fra stolen og går ud i gangen. Jeg lister stille med, for jeg skal være sikker på, at han forlader huset. Han tager sin taske, åbner døren og smækker den i efter sig. Jeg hører hurtigt bilen der kører ud af grusvejen, og der bliver helt stille.  Han sagde ikke engang farvel? Jeg ser ham aldrig igen, jeg vil heller ALDRIG se ham igen.. Sikke et egoistisk fjols.

Jeg er hoppet ind til min mor og sove, hun har aldrig været så ødelagt som hun er nu. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op, min mor betyder alverdens for mig, og det her knuser mit hjerte i flere tusinde stykker. Hun sover heldigvis nu, så nu vil jeg også prøve at få mig noget søvn. Jeg tør ikke engang at tænke på hvordan dagen bliver i morgen, for jeg tror ikke min mor er i stand til det mindste.. Men jeg er her for hende, og jeg vil gøre ALT for at få hende på rette kurs igen. Hvis jeg kan komme mig over min EGEN far, så kan hun også komme sig over sin mand.. Eks mand, eller hvad man nu siger. Vi har stået alene sammen i mange år nu, og det kan vi også for altid! Sikke en dag, godnat.