Two Of Us

Hvad skal der ske?

Jeg forstår ingen ting, og det kan jeg se på Lea, at hun heller ikke gør. Jeg stopper op før Lea, så hun tager de sidste skridt over i mod Louis. Jeg vil helst undgå at snakke med ham igen, for det går jo galt hver gang. Hvorfor, ja det ved jeg ikke. Det lyder også helt skørt inde i mit hoved, for jeg har jo været fan af de drenge i snart 10 år, og nu vil jeg pludselig ikke snakke med en af dem. Det helt åndssvagt, men jeg ved bare, at det desværre nok er bedst sådan.

Efter lidt tid, så kommer Lea trippende tilbage til mig. Hun ser virkelig ked af det ud, så nu er jeg virkelig bekymret. Hvad har han dog lige sagt til hende? "Hvad sker der?" spørger jeg hende bekymret. Hun kigger op på mig, og tager akavet fat i min hånd. Ehh? Hvad fanden sker der lige her. "Louis har noget at fortælle dig, så please snak med ham." kommer det så ud af hende, mens hun fælder en eller to tårer. Jeg forstår mindre og mindre, altså hvorfor begynder hun at græde? Er der sket noget slemt, eller er det bare Lea-skør? Altså ja, selvfølgelig kan hun også finde på at græde, ved bare at snakke med en af de drenge. "Fint." svarer jeg hende bare, mens jeg allerede er på vej over til Louis. Han står ikke langt væk, men han havde da rykket sig lidt.

Jeg når ikke engang hen til ham, før han griber om mit håndled, og så var vi ellers bare hurtig på benene. Hvor fanden vil han have mig hen, og hvad fanden sker der lige for det her? Her følger jeg bare akavet med, ved siden af en verdensberømt popstjerne. Ikke kun det, men også en af mine største idoler. Well, det er helt urealistisk. Pludselig stopper han op, og jeg forsvinder hurtigt ud af alle mine tanker.

Hurtigt genkender jeg det lokale vi står i, præcis det lokale jeg gik ud af, for snart en halv time siden. "Såehh, hvad er der Louis?" spørger jeg ham akavet om, mens jeg endnu engang hopper op på bordet for at sidde. "Tjoh, jeg vil egentlig gerne lige få snakket om den aften hvor vi mødte hinanden i byen." svarer han mig, mens han kører en hånd igennem hans hår. Åh nej, bare nej. Det er jo præcis det jeg har gjort alt for at undgå, og nu er jeg nærmest tvunget til at snakke med ham om den aften. Nu kan det absolut ikke blive værre. "Louis nej, lad endelig den del ligg-" mere når jeg ikke at sige, før han afbryder mig. "Det er bestemt heller ikke for at snakke om selve mødet, men der var jo trods alt en grund til jeg gik over til dig." Jeg begynder at få en hjerne som en reje, det giver absolut ikke længere mening. "Hva?" svarer jeg ham bare, mens jeg kigger forvirret over på ham. Han går langsomt over i mod mig, og jeg kan bare mærke adrenalinen i mig. Han ligger den ene hånd under hagen på mig, skubber forsigtigt mit hoved op, og nu ser jeg endnu engang ind i de mest perfekte mørkeblå øjne. "Sophia, jeg giver ikke slip på dig nu. Jeg har gjort alt for at finde dig igen, og nu sidder du her. Lige her. Det er helt perfekt." wow, den havde jeg ikke lige set komme. Det Louis, Louis Tomlinson.. jeg forstår stadig ingen ting.

Der går ikke længe før en kommer tumlende ind af døren, og der står Niall. Jamen så mangler vi jo bare Lea, og så er vi alle samlet igen. Vent, hvor er Lea egentlig henne? Jeg hopper hurtigt ned af bordet, og kigger frustreret rundt. "Hvad sker der?" spørger Niall og Louis mig ad. "Lea? Ja, hvor fuck er hun henne?" svarer jeg dem bare panisk tilbage, mens jeg går forvirret frem og tilbage. Begge begynder at grine, det så typisk dem. Hvis man kender dem som en ægte Directioner, så ved man også godt, hvor useriøse de to drenge er. "Hun er lige her, bare rolig søde." siger Niall pludselig, åbner døren, og ind kommer Lea. Pyha, men hva? Hvordan er hun kommet herind igen? "Jeg fandt hende, og jeg vidste godt, at Louis havde noget på hjertet han skulle fortælle dig. Så Lea og jeg fik noget varm kakao, mens I lige fik snakket." får Niall hurtigt sagt. Den knægt snakker hovedet af folk, hvis han virkelig får lov til det. "Kakao, hvor er vores invitation?" svarer Louis ham hurtigt, og jeg kan bare se det triste blik. Godt, så kender vi de to drenge igen. Haha. "Jamen hvis tøserne ikke har travlt, så kan det da stadig nåes." kommer det ud af Niall. Lea laver hvalpeøjnene til mig, det får drengene selvfølgelig øje på, så nu er alle øjnene på mig. "Fint." siger jeg bare, og får slynget min taske over skulderen.

Det er stadig ikke gået op for mig, at jeg lige nu sidder sammen med Niall og Louis. Det er jo enhvers Directioners drøm, og helt uventet er den drøm gået i opfyldelse for Lea og jeg. Glade det er vi, selvom jeg hverken har set eller virket glad.

Under de lange samtaler vi alle fire har, der får jeg øjenkontakt med Niall et par gange. Jeg forsvinder ærligt så langt væk i min egen verden, når mine øjne mødes med de isblå øjne. Men jeg kan ligeså godt glemme alt om at fantasere videre, Niall og jeg bliver jo alligevel aldrig til noget. Det er for skørt at overhovedet at tænke den slags, jeg er jo bare en helt almindelig dansk gymnasie pige.

Klokken er blevet mange, så Lea og jeg skal hjemad. Vi krammer drengene farvel endnu en gang, bare et lidt længere kram denne gang. Da jeg vender mig om, der griber Louis fat i min arm. Igen, igen. "Kom lige med din arm." siger han, mens han smiler. "Jamen Louis, du har jo allerede fat i den." svarer jeg ham, mens jeg glor ned på hans hånd der har grebet om min arm. "Ups" svarer han mig tilbage, mens han finder en sort tusch frem. Han begynder stille at skrive nogle tal ned på min hud. "Jeg håber at høre fra dig." siger han, og går direkte over og omfavner mig.

Jeg trækker mig forsigtigt ud af hans arme, Lea og jeg skal hjemad nu, så desværre ikke mere Niall og Louis. Mens Lea og jeg gik ud for at finde en bus, der opdager hun min arm. "HVA' OKAY HVAD? HAR DU FÅET LOUIS TELEFON NUMMER?" skriger hun mig nærmest op i hovedet. "Shyyyy, men ja, det har jeg." svarer jeg hende tilbage, mens jeg bare stille og roligt går videre over mod busstopstedet. Lea følger med...