Tyven - One Direction FanFic

12. Hvor er jeg?!

12. Hvor er jeg?!

 

Sofias synsvinkel

 

Jeg slog forskrækket øjnene op! Hvor er jeg?! Hvad er der sket?! Og hvordan er jeg havnet her, i en stor seng, i et hvidt soveværelse, i en hvid natkjole?!?!?! Det sidste jeg husker er...?

 

DET KAN JEG IKKE HUSKE!!!

 

Okay Sofia slap af og tænk! Jeg forlod diskoteket med Niall og hans venner. Derefter blev vi overfaldet af Jack. Så bad Niall mig løbe, hvilket jeg gjorde. Og så...? ÅH NEJ!!! Nu kan jeg huske det! Og jeg vil faktisk helst være fri for at huske lige præcis det.

 

Efter jeg var løbet blev jeg overfaldet af Marco og Dan. De havde bundet mig og Marco havde revet mit tøj af, for derefter at pille sine egne bukser af. Marco havde voldtaget mig! Og han var langt værre end Jack.

 

Efter det var alt lidt tåget. Jeg mener at kunne huske Niall var kommet? Eller var det Max? Eller måske en anden?

 

Jeg kan slet ikke huske det, og det gør mig sur. Hvorfor er det lige det vigtigste jeg  ikke kan huske??? Nå, der er kun en måde at finde ud af det på, og det er at hoppe ud af sengen. Hvilket jeg ikke har lyst til for den er så dejlig blød.

 

Jeg gjorde det nu alligevel, bare mindre hoppe og mere slæbe. Men op, det kom jeg.

 

Jeg var lige ved at vælte tilbage i sengen igen, da en skarp smerte skar gennem mit underliv. Pokker tage Marco og hans forbandede lange fingre!!! Med lidt hjælp fra væggen kom jeg hen til døren og videre ud på en gang der førte hen til en trappe. Jeg bandede stille, og begyndte at gå hen mod trappen. Trappen virkede uendeligt lang, selvom den kun gik en etage ned.

 

Jeg tog fat i gelænderet og fik mig et trin ned, det resulterede i endnu en skarp smerte. Næste trin blev ikke bedre, og det samme gjaldt alle trinene hele vejen ned. Da jeg endelig var kommet hele vejen ned genkendte jeg stedet, og åndede lettet op. Det var hjemme hos Niall og Harry og resten af deres band. De var vidst allerede stået op, for der blev råbt højt om snyd og fairplay.

 

Jeg gik hen mod stuen hvor de sikkert alle sad. Og jeg havde ret. Louis, Liam og Niall sad alle og spillede fifa på stor skærmen. Zayn sad i en sække stol med et hæfte og en blyant i hånden, og Harry sad i den ene sofa med sin telefon. Jeg stod lidt akavet i døråbningen, med den ene hånd på maven. Jeg vidste ikke om jeg skulle banke på, eller bare gå ind, eller noget helt tredje. Jeg slap heldigvis for selv at tage beslutningen. Harry havde fået øje på mig, og rejste sig for at gå hen til mig. De andre havde endnu ikke bemærket mig, men det var jo også et spændene spil. Harry kom hen til mig og gav mig et bekymret smil. Han tog fat i min arm og støttede mig hen til den sofa han lige havde rejst sig fra. Niall fik øje på mig og satte spillet på pause (Med højlydte beklagelser fra de andre), og rejste sig hurtigt for også at støtte mig. Jeg kom ned og sidde med et smertes støn. Men det gjorde mindre ondt i siddende stilling end at stå op. Jeg gav Niall og Harry et taknemmeligt smil, og de smilede begge tilbage.

 

Så fik jeg øje på Nialls højre øjenbryn som var prydet med et plaster. Jeg rynkede mine egne øjenbryn og rakte hånden op og kærtegnede blidt plastret.

 

"Var det min skyld?" Spurgte jeg forsigtigt med skyldfølelse i stemmen.

 

Niall gav mig et smil og rystede på hovedet.

 

"Nej Babe, intet af det der er sket er din skyld." Svarede han med et forsigtigt smil, hvilket blot fik min skyldfølelse til at vokse. Det hele var min skyld, jeg skulle bare have holdt mig væk, jeg skulle have ladet vær' med at være så egoistisk. Jeg vidste jo sådan noget kunne ske!

 

Jeg havde den største lyst til at slå mig selv, men lod vær'. Det ville bare se underligt ud.

 

"Undskyld" Hviskede jeg meget lavt.

 

"Du skal ikke undskylde." Sagde Niall, og gav min hånd et klem. Jeg kiggede op i hans smukke øjne og mistede helt min bevidsthed. Den kom først tilbage da der var en der rømmede sig, og hostede falsk. Jeg blinkede og kiggede på Harry, som havde hostet. Han smilede ned til mig, og jeg gengældte smilet.

 

"Sofia er du sulten?" Spurgte Harry. Jeg skulle lige til at svare, da min mave gav sig til at rumle højlydt.

 

"Det tager jeg som et ja" Grinede Harry. De andre stemte i, og jeg selv grinte også lidt, men det gjorde for ondt at grine for meget.

 

Harry rejste sig for at hente noget mad. Jeg skulle også til at rejse mig, da Niall trak mig tilbage.

 

"Du skal ikke op at gå når det gør ondt på dig at grine!" Sagde han i en seriøs tone, men stadig med en undertone af et grin.

 

"Men hvad skal jeg så lave hele dagen?" spurgte jeg forvirret.

 

Niall smilede og sagde, "Du skal blive siddende på denne sofa, og se mig tæske Louis og Liam i fifa."

 

"Det kan du i hvertfald ikke!" Råbte Louis, mens Liam blot rystede på hovedet med et smil.

 

"Vi får se" Svarede Niall, og satte spillet igang igen.

Og det endte med vi tilbragte hele dagen inde i stuen, med forskellige spil, både storskærs spil og almindelige bræt spil. Det var hyggeligt og underholdene drengene beskyldte hinanden for at snyde. Men hele dagen havde jeg den her underlige følelse i maven. Det var som om der var noget galt, jeg kan bare ikke lige sætte fingeren på det.