Tyven - One Direction FanFic

10. FIGHT!!!!!!

10. FIGHT!!!!!!

 

Jack tog et skridt frem, så han kom tættere på os. Niall, som stod ved siden af mig, skubbede mig om bag ham. Jeg kiggede rundt om ham, ovre på Jack. Han så sur ud! Nej, ikke bare sur, MEN GAL!!! Man kunne nærmest se røgen stige ud af ørene på ham.

 

"SOFIA!!! KOM HER LIGE NU!!!" Lød Jacks høje brøl. Man kunne høre hvor gal han var. Og det er ekstremt! Hele byen må have hørt det.

 

"Hun går ingen steder." Niall derimod lød mere rolig. Og han, på en måde, beskyttede mig, sammen med de andre drenge som nu var trukket ud på en række ved siden af Niall. De stod lidt som to mure mod hinanden.

 

"Og hvem tror du du er siden du skal bestemme over hende?!" Jack råbte ikke så højt længere, men var stadig gal.

 

"Jeg kan kun spørge dig om det samme." Svarede Niall tilbage. Jeg kunne ikke holde smilet tilbage. Jack så helt forarget ud, han havde sikkert aldrig oplevet nogen der svarede flabet igen. Niall kiggede sig over skulderen på mig, og gav mig et smil.

 

"Hvem er I?!" Jack nedstirrede dem med et ondt glimt i øjet.

 

"One Direction, verdens sejeste, flotteste, klogeste, gladeste, fik jeg sagt flotteste?, og mest berømte band. Daaahhhhh......" Hvorfor overrasker det mig ikke at den kommentar kom fra Harry?!

 

"Glem ikke, mest sexede!" Tilføjede Louis med et frækt smil på læben.

 

Et fnis undslap mine læber, og alle kiggede hen på mig. Nogle venligt, andre ondt.

 

"Drenge, i må vel kunne forstå jeg ikke kan lade en skat som hende gå fra mig. Hun er for værdifuld!" Jack slog armene ud mod mig, mens han snakkede. Jeg brød mig bestemt ikke om det blik han gav mig! Et blik fuld af grådighed.

 

"Måske skulle du lytte til hende, og høre hvad hun synes om det I laver!" Liam trådte nu til for at hjælpe.

 

"Det er lige meget hvad hun synes om det!!! Hun skal bare gøre det hun for besked på!" Jack kiggede rasende hen på Liam.

 

"Det er derfor hun tager med os, fordi vi behandler hende ordenligt, modsat jer." Harrys dybe stemme lød nu i gaden, den tog mig i forsvar.

 

"SÅ ER DET NOK!!! GIV HENDE TIL OS NU, ELLERS KOMMER VI HEN OG TAGER HENDE FRA JER MED VOLD!!!" Jacks lunte var brændt helt ned nu. Og når lunten er brændt ned og så springer bomben.

 

"I FOR IKKE LOV TIL AT TAGE HENDE!!!" Niall råbte af ham nu, han var også blevet rasende.

 

Jeg havde lyst til at råbe de skulle løbe. De kendte jo ikke til, hvad Jack kunne gøre! De ville bare komme til skade! Og det måtte ikke ske! Det hele er min skyld, jeg valgte at tage med dem, jeg bragte dem i denne fare!

 

Jack gav mig et hoverende smil. "GRIB HENDE!" Råbte han.

 

Alle drengende gik frem. Henry (muskelbundet/ Sportsidioten) knækkede sine fingre, og nød tydeligvis situationen. Marco som også havde været i en masse kampe, ligesom Henry, så heller ikke ud til at hade situationen. Faktisk var den eneste som ikke så ud til at nyde situationen Max. Han så lidt bange ud.

 

Niall vente rundt for at kigge på mig, og lagde sine hænder på mine skuldre.

 

"Sofia, løb nu! Løb mens du stadig kan nå det! Vi afleder dem i mens!!!" Han snakkede hurtigt, og jeg kunne ikke undgå at bemærke han rystede let.

 

"Men hvor skal jeg løbe hen?! Og hvad med jer?! I må ikke komme til skade på grund af mig, I må ikke dø!!!" Tårerne trillede stille ned af mine kinder. Jeg var bange! Nok mere hunde ræd!!!

 

Niall gav mig et listigt smil. "Vi har en sikkerheds foranstaltning, og den bliver kaldt Paul. Vi har sendt bud efter ham, og han er på vej. Sofia, du skal løbe hen til det mest befolkede sted her i nærheden. Ikke diskoteket! Og så skal du gemme dig mellem alle menneskerne. Forstået?!" Jeg nikkede og han trak mig ind i et kram. Da han gav slip løb jeg.

 

Jeg løb alt hvad jeg kunne, og mere til. Der lød råb bag mig, og da jeg kiggede mig over skulderen så jeg noget frygteligt. Alle drengende sloges, eller alle undtagen to! Marco og Dan. De sloges ikke, fordi der ingen var at slås med til dem. Og fordi de ikke sloges, valgte de at løbe efter mig. Der gik en form for adrenalin sus igennem mig, og jeg løb endnu hurtigere end før.

 

Det var svært at løbe i den her kjole, fordi den sad så stramt. Men der var intet at gøre ved det. Jeg var nå nået næsten helt ned til enden af gaden, men inden jeg kom helt der ned drejede jeg mod højre ned af en sidegade. Det var det forkerte valg! Der var kun tomme pakhuse ned af denne gade. Ingen mennesker. Jeg kan ikke nå at vende rundt, for de er lige i hælende på mig. Jeg kom et godt stykke ned af gaden, og kunne se endnu en sidegade. Jeg satte den som mit mål.

 

Jeg havde trukket mine stilletter af, for ellers havde jeg slet ikke kunne løbe. Jeg var næsten nået hen til gaden da det skete!!!

 

En hånd greb fat i mit hår, og rev mit hoved bagover. Jeg skreg. Et højt skingert skrig. Mit løb blev brat standset. Jeg var blevet fanget!!!

 

Jeg blev smidt over skulderen på personen som havde grebet mit hår. Jeg sparkede og slog om mig, men det nyttede ikke. Jeg skreg efter hjælp, men det blev der sat en stopper for, da et bånd blev bundet om munden på mig. Jeg kunne se Dan, så det måtte være Marco som bar mig.

 

Han bar mig hen til det nærmeste pakhus, sparkede døren ind, og bar mig indenfor. Han smed mig, meget uforsigtigt, på det hårde betongulv. Dan smækkede døren efter sig, og kiggede ned på mig.

 

"Hvad gør vi så med hende nu?" Spurgte Dan og kiggede på Marco som var igang med at binde mine hænder omme på ryggen, fødderne havde han bundet.

 

Da han blev færdig rejste han sig op, og kiggede ned på mig.

 

"Jeg har noget i tankerne som jeg altid gerne har villet gøre, men som kun Jack må!" Han snakkede med en lav, lidt vred, stemme.

 

"Men når Jack nu ikke er her, kan han intet gøre ved det." Fortsatte han.

 

Jeg vred mig, og prøvede at komme op at stå, men det lykkedes ikke. Tårerne begyndte igen at trille ned af mine kinder. Jeg kunne ikke skrige, jeg kunne knap nok bevæge mig.

Derfor kunne jeg heller ingen ting gøre, da jeg mærkede lynlåsen, i min kjole, blive trukket ned...