To Paris with love

Et

3. juni

"Ellaaaa!" 

Sophies hæse stemme runger gennem den lille toværelses lejlighed. Jeg vågner med et sæt og sætter mig op i sengen. Fortumlet skubber jeg dynen til side og svinger benene ud over sengekanten. Jeg når at gnide mine øjne inden det går op for mig, hvilken dag det er i dag. Shit!

 "Ella er du vågen?", kalder Sophie igen. Jeg mumler noget uforståeligt og kaster et stjålent blik på det lille vækkeur, jeg har stående på den bunke slidte skolebøger, der i den seneste tid har gjort det ud for sengebord. 

Fuck! Uret siger 8.38, hvilket giver mig præcis 22 minutter til at gøre mig klar i. Jeg kommer straks på benene og tumler ud af døren og ind i rummet der gør det ud for både køkken, spisestue og sofastue. Sophie kigger på mig med er forfærdet blik, men det er tydeligt, at hun ikke kan skjule glæden, og et lille smil spiller om hendes mundvige. Delvist fordi det altid er mig, der er i god tid, og hende der halser bag mig, og i dag er det lige omvendt, og delvist fordi at i dag er første dag i resten af vores liv. I dag afslutter vi begge, efter fire års slid, college, hvorfra verden ligger åben for vores fødder. 

Sophies høje påtagede suk river mig ud af mine høje tanker om fremtiden. Hun griber min hånd og placerer mig den slidte lædersofa. "Umiddelbart finder jeg ikke det her passende til vores studenterfest", griner hun og holder et håndholdt spejl op foran mig. Jeg stirrer forfærdet på spejlbilledet. Mit tykke, mørkebrune hår står som i en sky omkring mit hoved. Mit pandehår ligner mere en uldtot end egentligt pandehår, og de krøller, der normalt giver mig hår lidt liv, får mig mere til at ligne en skovtrold end en glad og forventningsfuld, 21 årig student. Min blege hud og forsovede blå øjne får mig heller ikke umiddelbart til at se glad ud, men nærmere som om nogen havde vækket mig midt om natten. Sophie trækker en hårbørste frem og tæmmer min sky af hår bedre end jeg nogensinde selv ville kunne have gjort. 

Godt jeg har hende. Hun ser selvfølgelig selv helt fantastisk ud med sit lange rødblonde hår, der er sat op i en stram knold på toppen af hendes hoved. Hun er iført en smuk gulvlang bronzefarvet kjole uden stropper, og hun tårner sig langt op over mine 158 centimeter i hendes matchende høje sko med kilehæl.

 "Tag den her på!", beordrer hun med et skævt smil og hiver en mørkeblå kjole op af hendes kommode. Jeg holder den op foran mig. Den er smuk - går helt op i halsen og fra taljen og ned falder en uendeligt mængde af blødt stof. Jeg kigger skeptisk op på Sophie. "Er det meningen, at JEG skal have den på?" Hun nikker fuld af forventning. "Kan du lide den?" Jeg åbner munden for at sige noget, men inden jeg når at sige et ord tilføjer hun dristig: "Jeg tror i hvert fald godt at Casper kan lide den." Jeg stirrer på hende med påtaget vrede. "Virkeligt? Bringer du Casper op tyve minutter inden vi skal sidde klar i salen?" Hun smiler drillende til mig. Casper er den ene af den lille håndfuld drenge jeg i mine 21 år har datet. Casper var mit første kys og var da vi gik i middle school. På daværende tidspunkt var jeg skudt i ham, og jeg kunne ikke stå for hans kulsorte hår og hans glade safirblå øjne. Jeg fik da også mit kys, og vi var kærester en uge. Casper er den eneste rigtige kæreste jeg nogensinde har haft og den eneste dreng, jeg nogensinde har har haft følelser for, men det var overfladiske følelser for vi gik som sagt kun i middle school. Der er en grænse for, hvor seriøst kærlighed kan være, når man er 12 år. De overfladiske følelser jeg havde fortog sig dog også kort tid efter vi slog op. Desværre kom han efter high school på samme college som Sophie og jeg, og har siden første år rendt efter mig og desperat forsøgt på at få mig tilbage, hvilket jeg BESTEMT ikke har været interesseret i. Og i øvrigt stadig ikke er.

Ti hektiske minutter senere er vi klar. Sophie har, som den fantastiske vendinde hun er, lånt mig et par stilletter, der matcher til min blå kjole. Normalt er jeg ikke typen, der går i høje sko, og jeg vakler derfor ud af døren som en bambi på glatis, mens Sophie låser døren bag os. 

Morgentrafikken igennem Seattle er sparsom, så vores sidste tur til skole nogensinde går uden problemer. Sophies gamle mørkegrønne Mazda hoster og hakker som sædvanligt. Indtil for nyligt kørte vi altid i min røde Fiat, der var betydeligt nyere end Mazdaen, men jeg har solgt Fiaten og i stedet købt en enkelt turbillet til Europa med afgang i morgen. Mine forældre var ikke meget for idéen. "Ella, du har kun lige afsluttet college. Du har hele livet til at rejse, behøver du virkeligt tage afsted nu?", klagede min mor, da jeg ringede til hende for en måneds tid siden og fortalte hende den glædelige nyhed. Men min beslutning er taget, og min sparsomme garderobe er pakket ned i den store sportstaske, jeg brugte, da jeg svømmede. 

Jeg vil rejse alene har jeg besluttet. Sophie har fået en praktikplads på Seattle News og hun er lykkelig og ivrig efter at udleve sin drøm som nyhedsvært. Hun har flere gange spurgt, om hun nu ikke skulle rejse med mig, men jeg ved, at hun hver gang inderst inde har håber på et nej. Jeg ville heller ikke for noget i verden ødelægge hendes nyerhvervede jobmulighed. Jeg drejer hovedet og kigger på hende. Hun er helt perfekt, som hun sidder dér koncentreret om trafikken og Mazdaens mystiske lyde. Jeg er heldig at have hende. Vi har nu gået både middle school, high school og college igennem sammen, og jeg ved, at hun vil sidde og vente på mig her i Seattle, når jeg kommer hjem fra mit eventyr i Europa.

Festen går godt. Elever, lærere og forældre er glade og stemningen på skolen er ekstatisk. Sophie græder af glæde, Casper er mindre nærgående end sædvandligt, og jeg falder ikke en eneste gang i mine tårnhøje stilethæle. Vi får vores eksamensbeviser og trykker alle lærerne i hænderne. Mr. Hastings, Mr. Roberts, Mrs. Miller - dem alle sammen. Da Sophie og jeg igen sætter os ind i Mazdaen er det sent, og mørket har for alvor sænket sig over Seattle. Med henblik på min forestående rejse beslutter jeg mig for at gå tidligt i seng. 

Mens jeg børster tænder, vibrerer min mobil i lommen på de joggingbukser, jeg skiftede til i samme øjeblik, vi trådte ind af døren. Beskeden er fra min mor. "Hej søde skat. Er så stolt af dig. God rejse i morgen. Ring til mig så snart du kommer frem. PS: Huskede du at få den vaccine, som lægen anbefalede?" Jeg sukker af min mors sædvanlige overbeskyttende tone. Selvfølgelig har jeg fået den vaccine, hun snakker om. Hun tvang mig jo nærmst selv afsted til lægen. Alligevel bliver jeg varm inden i. Jeg kommer til at savne søndagsmiddagene hos mine forældre i den naturskønne Seattle-forstad Yarrow Point uden for byens os, hvor jeg voksede op. Jeg kommer til at savne min mors æbletærter og min fars evindelige snak om veteranbiler. Jeg kommer til at savne Sophie og hendes levende væsen. Ja, jeg kommer selv til at savne Caspers flirteri og Washingtons evige stålgrå skydække, tænker jeg, mens jeg for sidste gang lægger mig til rette i sengen og trækker dynen op over skuldrene. Den nat drømmer jeg om fremmede kulturer, blomsterenge og europæiske eventyr.