To Paris with love

Syv

"Er jeg den eneste af os to, der er hundesulten?"

Vi har siddet længe under æbletræet, da William siger noget. En dyb, knurrende lyd undslipper min mave. "Du er vist ikke den eneste", griner jeg, og han hjælper mig på benene. Vi slentrer tilbage langs Seinen og stopper først, da vi når en lille café. På fortovet står fine, små haveborde med rødternede duge og hvide hyacinter i gamle marmeladeglas, som erstatning for vaser. William vælger et lille topersonersbord, der står i skyggen af et stort platan-træ, og trækker som en ægte gentleman stolen ud for mig, inden jeg sætter mig. Mon det er en fransk ting?

William bestiller mad uden at spørge mig inden, hvilket ikke passer mig. Jeg har ifølge mine forældre og venner altid været lidt for kræsen, da jeg hellere spiser grønsager end kød, og derfor ofte er sprunget over, når mine forældre har serveret oksemørbrad eller t-bone steaks, som min far forguder ligesom alle andre amerikanske fædre. Jeg er dog ikke fanatisk og er om ingen omstændigheder vegatar, da min mors hjemmelavede lasagne er noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. 

"Deux croque madame s'il vous plaît." Williams bestilling foregår selvfølgelig på flydende fransk, og det går alt for hurtigt til at jeg med mine få franske gloser kan følge med. Han blinker til tjeneren, en høj, tynd, blondine, og hun ler skingert og lidt for højt, og jeg kan mærke en lille misundelse komme snigende. Jeg er ellers normalt ikke den jaloux type, men måske er det mere fordi, jeg aldrig rigtigt har haft mere end venskabelige følelser for en dreng. Den krukkede tjener stiller vores drikkevarer på den rødternede dug og efterlader os modvilligt alene. "I morges, da du spurgte om mit efternavn, kom jeg til at tænkte på noget", begynder William og tager en slurk af sin cola, inden han fortsætter. "Vi kender jo slet ikke hinanden. Jeg ved for eksempel ikke engang, hvad du hedder til efternavn, eller hvor du er fra, eller hvor gammel du er for den sags skyld." Jeg smiler af hans påpegelse og nikker enigt. 

"Okay, William", ler jeg. "Jeg hedder Ella Fernández Evans, jeg bor i Seattle, men er opvokset i Yarrow Point lige udenfor Seattle, og jeg er næsten lige fyldt 21 år." Williams øjenbryn rynkes. "Ella Fernández Evans?", gentager han og lægger hovedet på skrå. "Det var lidt af et navn. Hvorfra kommer Fernández?" Jeg griner. "Min far er mexikansk. Han kommer fra Puerto Peñasco, der ligger lige syd for græsen." Williams øjne er store af undren. Den reaktion har jeg oplevet før. Med min blege hud og blå øjen ligner jeg ikke ligefrem én med mexikanske rødder. "Det ligner det godt nok ikke", udbryder William. "Dine øjne er jo blå", fortsætter William undrende og læner sig ind over bordet. "Jeg ligner min mor ret meget." Jeg tager en slurk af min cola light. "Men mit hår har jeg fra min far", griner jeg og løsner min hestehale, så mit tykke mørkebrune hår falder ned over mine skuldre. William nikker inden han igen tager ordet. "Og du kommer fra Seattle. Det kunne jeg jo nok godt have regnet ud, når det var derfra vores fly gik." Han griner skævt.

Den blonde tjener med det lidt for høje grin kommer tilbage til vores bord under platan-træet og placerer to tallerkener med noget der ligner to skiver toastbrød foran os. Jeg kigger vantro op på William. "Har du bestilt toast til os?" William ler højlydt af min skeptiske reaktion på hans valg af mad. Han ryster grinende på hovedet. "Nej, Ella." Tjeneren placerer en flaske hvidvin og to højstilkede vinglas på bordet og William takker hende diskret. "Det er ikke toast, det er en croque madame", smiler han skævt mens han kæmper med vinproppen. "En fransk specialitet." Han blinker til mig og skænker mig et stort glas hvidvin. "Smag på det." 

Jeg tager en bid af specialiteten foran mig og opdager til min overraskelse, at der både er ost, skinke og et spejleæg gemt mellem de to gyldenstegte skiver toastbrød. Jeg nikker ivrigt. "Det smager skønt!" William tager en tår af det glas hvidvin, han har skænket til sig selv. "Det er min livret", smiler han og fortsætter "og jeg tænkte, at du da skulle smage det bedste af Paris, nu hvor jeg skal overtalte dig til at bliver hos mig." Min hjerte springer et slag over, og jeg rødmer dybt. Hvorfor er han så charmerende? Jeg tager en slurk af hvidvinen i håb om, at den kan køle mit hede indre ned. 

"Lige nu har jeg ikke specielt lyst til at tage hjem", indrømmer jeg og hører i det øjeblik, sætningen kommer ud af min mund, hvor flirtende det lyder.

 Hvad mon det er Paris gør ved mig? Mit ellers så tilbageholdende og alt andet end flirtende personlighed er pludseligt vendt 180 grader, og jeg føler mig både flirtende og sexet. Williams ansigt lyser op som et barns til juleaften, og han puffer med foden blidt til mig under bordet. "Du er sød, ved du godt det?" Han stemme er dæmpet, og han smiler, så jeg får et glimt af hans perlemorshvide tænder. "Hvad ved du om det?", griner jeg. "Måske er jeg den værste lille bitch, du nogensinde kommer til at møde." William ler højt og varmt. "Jeg tvivler kraftigt." Han stikker til sin croque madame. "På trods af at jeg knapt kender dig." Jeg drikker lidt mere af den kølige hvidvin, som jeg efterhånden godt kan mærke gør mig en anelse svimmel - svimmel på den gode måde. "Jeg kender da dig endnu mindre", smiler jeg. "I det mindste ved du, hvor gammel jeg er, og hvor jeg er fra." 

William nikker anerkendende. "Spørg mig om noget, og jeg svarer dig på det", siger han uendeligt hæst." Jeg har så mange spørgsmål til ham, at jeg ikke aner hvilket et, jeg skal stille. "Hvor gammel er du?" Hans blik bliver alvorligt. "Jeg er lige fyldt 29." 

"Hvad er du?" Ordene ryger ud af mig. "Er du 29!?"

 Hans dybgrå øjne er stadig alvorlige, og han nikker. Jeg kigger op på den azurblå himmel. Otte års aldersforeskel er alligevel en del. Jeg kigger ned igen, da jeg hører ham fnise ukontrollabelt. "Det er en joke, Ella!" Han griner og kører sin hånd gennem det pjuskede mørke hår. "Jeg er 22 - ligner jeg virkeligt en der er så gammel?" Jeg smiler, ryster opgivende på hovedet og sparker ham under bordet. "Blev også lige bange", griner jeg. "Du er naiv, min lille mon chéri. "Mon chéri." Jeg bliver brændvarm indeni. Lidt fransk kan jeg da. Er jeg virkeligt hans skat?