To Paris with love

Otte

"Okay, min tur til at stille et spørgsmål." Vi har spist op og drukket ud og slentrer nu ned af den solbeskinnede gade. Den ene hvidvinsflaske blev til to, og jeg kan godt mærke at mit hoved snurrer mere rundt end det plejer.  William er vist også lettere beruset. 

"Har du en kæreste?" Min stemme er modigere, end jeg regnede med. Jeg skyder skyden på vinen. William smiler skævt. "Nej, jeg tror bare ikke, jeg er det, pigerne vil have." Smilet vokser og ender i et hæst grin. Han er skide dejlig, og han ved det godt selv. Jeg kigger væk. Det ville nu ikke have gjort mig noget, for så kunne jeg have ham for mig selv. Min hjerne begynder at udarbejde alle mulige scenarier af ham med langbenede, magre, franske modeller. Han er med garanti tusind gange mere erfaren på det område, end jeg er. Jeg skubber tankerne om de franske piger fra mig, da jeg mærker hans blik på mig.

"Har du da det, siden du bliver så stille?" Hans bryn er rynkede og hans ansigt er pludseligt lagt i alvorlige folder. "Mig? Gud, nej". Spørgsmålet kommer fuldstændigt bag på mig. "Hvorfor skulle jeg have det?" Han griner for sig selv og ryster på hovedet. "Glem det, El." Jeg kan mærke at noget rører på sig i min mave ved lyden af kælenavnet. "Hvis jeg er El, er du så Will?" Han tager min hånd, og mit hjerte banker så hårdt, at jeg er bange for, at han skal kunne høre det. "Du må kalde mig lige hvad du vil, Ella."

Han slipper til min ærgrelse min hånd, og det går op for mig, at det er fordi, vi står foran hans lejlighed. Vi bestiger den uendelige række af trappetrin, inden vi igen står midt i loftslejligheden.

 "Siesta!", udbryder William og smider sig på sengen. Jeg ler og smider mig stadig med skoene på ved siden af ham. "Tag noget af alt det tøj af, Ellaaaa". Han trækker på a'et, og hans smil er flabet. Jeg kan godt se i hans øjne, hvad det er, han tænker på. "Hvad nu hvis jeg fryser?", snapper jeg tilbage, selvom det langtfra er sandheden. Williams selvskab er nok til at holde mig varm indeni. "Og hvad nu, hvis jeg har en regel om, at man skal være nøgen i min lejlighed?" 

Jeg kan ikke lade være med at smile. "Det ville jo kræve at du også tog noget af det tøj af", fniser jeg lidt for tøset. 

William tøver ikke ét sekund. Den mørkeblå Sorbonne universitets-tshirt bliver krænget af i et snuptag og giver mig frit udsyn til hans overkrop. Inden jeg når at se mig om, ligger de stramme sorte jeans på gulvet sammen med t-shirten, og han ligger henslængt ved siden af mig kun iført boxershorts. Jeg mærker mine kinder blive endnu varmere end vinen har gjort dem, så jeg kigger væk i håb om, at han ikke lægger mærke til det. "Din tur!" Williams smil er sjofelt. 

Jeg ved ikke om det er vinen, der får mig til det, eller om det er det faktum, at jeg befinder mig i kærlighedens by, men langsomt løfter jeg op i min tshirt-kjole. Williams øjne sluger min bare hud centimeter for centimeter. Hans blik hviler et sekund længere, da han når til mine sorte blondetrusser. Han trækker vejret dybt og lader blikket glide op til mine øjne. Ansigtet lyser af nysgerrighed, og jeg kan mærke, at mit hjerte banker hårdere og hurtigere ved øjenkontakten. Hans øjne lyser stålgråt som himlen hjemme i Washington. Det føles hjemmevant og trygt, selvom det ikke engang er to døgn siden, jeg første gang mødte det blik. 

Stemningen, der før var fjollet og legesyg, er skiftet ud med en pludselig seriøsitet, og under seriøsiteten ulmer begæret så voldsomt, at det er til at tage og føle på. William lægger en hånd om min talje og trækker mig helt tæt på ham - så tæt, at vores næsetippe rører hinanden. Hans øjne er altopslugende og forhindrer mig i at tænke på andet end ham, hans viltre, nøddebrune hår og ikke mindst hans læber, og hvor forfærdeligt dejligt det ville være at mærke dem mod mine egne. Beruset af endorfiner lader jeg mine læber nærme mig hans og hører ham undertrykke et lille gisp af overraskelse, da vores læber mødes.

I alle de amerikanske, pladderromantiske kærlighedsromaner beskrives et godt kys som en eksplosion af fyrværkeri. Normalt kunne brække mig over sådanne film, men nu forstår jeg hvorfor. Det er fordi jeg aldrig selv har følt fyrværkeriet. Før nu. 

For idet jeg trykker mine læber mod Williams, og han grådigt kysser mig tilbage, er det som om, mit indre eksploderer i en lykkerus af fyrværkeri. Jeg kan mærke ham smile gennem kysset, og jeg trækker mig lidt tilbage for at betragte hans ansigt. Selvom han prøver at holde smilet tilbage, ligner han en lille dreng juleaften. "Jeg havde sgu ikke troet, at det ville blive dig, der skulle kysse mig." Hans stemme er lavmælt, varm og utroligt kærlig, og hans øjne lyser som to sole. Jeg kan ikke lade være med også at smile, overrasket over situationen. "Det havde jeg sgu heller ikke." Det mener jeg virkeligt. Han fører en tot hår om bag mit øre. "Troede, du skulle have lidt mere af Wills charme, inden du var mør". Hans grin er fjoget, og det er tydeligt at se på ham, at han er bundglad over, hvad de sidste par minutter har ført med sig. Det er jeg også, og idéen om Paris virker pludseligt mere og mere tiltrækkende i mit hoved. Som jeg ligger her i William Wilders loftlejlighed på toppen af kærlighedens by, er jeg ikke kun bundglad, men bundlykkelig.