To Paris with love

Tre

Regnen trommer aggressivt mod ruden, mens jeg sidder i bussen, der fører til centrum af Paris. Mit hår er gennemblød og klæber sig slaskende ind til min hals, og jeg fryser efter at have gået fra lufthavnen til busstoppestedet. Bussen er proppet med mennesker. Farverige, glade turister med solbriller og shorts på trods af den silende regn. Uendeligt mange forskellige sprog flyver gennem luften. En mor skælder sin lille dreng ud, på sædet ved siden af mig, på et sprog der, i mine ører, lyder som russisk. En ung pige snakker højlydt i sin mobiltelefon, og et kærestepar er lige lovligt kærlige ved hinanden. 

Ensomheden rammer mig pludseligt, og jeg føler, at jeg er helt alene i helt ny verden. Ingen venner at snakke i mobil med og ingen kæreste at holde om. Ingen Sophie. Ingen mor og far. Jeg kommer pludseligt i tanke om, at jeg har lovet Sophie at ringe, når jeg kom frem, og jeg fisker min mobil op af lommen. En hvid iPhone 6, som jeg meget imod min vilje fik i julegave af mine forældre. Jeg havde ellers insisteret på, at jeg ikke ville have nogen ny mobil, da jeg var yderst tilfreds med min gamle Nokia, men min teknologi-besatte far havde allerede købt den splinternye iPhone. Typisk ham. 

Jeg taster hurtigt Sophies velkendte nummer og ringer op. Jeg venter, hvad der føles som en evighed, før hun tager mobilen. "Heeej det er Sophie Andersson." Hendes glade stemme giver mig en klump i halsen, og jeg kan mærke mine øjne blive våde. "Hej Soph, det er Ella", mumler jeg. "ELLA! Er du kommet godt frem? Er det godt i kærlighedens by?" Hendes entusiasme på mine vegne er åbenlys. "Det går fint", forsøger jeg, men min stemme knækker, og tårerne presser på. "El, er der noget i vejen?" Sophie lyder oprigtigt moderlig og bekymret, og jeg mærker varme tårer langsomt løbe ned over mine kinder. "Ella, græder du?" Jeg snøfter og forsøger forgæves at tørre mine våde øjne med mit regnvåde ærme. "Ella, hvad er der galt?" "Ikke noget, Soph, jeg føler mig bare en smule ensom. Alt er så nyt og fremmed, og jeg savner dig og min mor og far og Seattle", snøfter jeg og opdager, at den lille dreng ved siden af stirrer på mig med store øjne. Jeg ville også stirrer, hvis der sad en forpjusket pige og græd ind i sin telefon på et fremmed sprog, tænker jeg, og forsøger at fremtvinge et lille smil til drengen. "Skal jeg komme over til dig?", spørger Sophie og får mine tanker tilbage til telefonsamtalen. Hendes stemme er fuld af oprigtighed og seriøsitet, og jeg ved, at hun mener det bundalvorligt. "Nej, Soph, det skal du ikke! Du skal blive i Seattle og imponere alle på Seattle News." Hun sukker i den anden ende. "Jeg er bare bekymret for dig, El." 

Bussen stopper med et ryk og de farverige turister vælter ud. Jeg rejser mig for at følge med, stadig med Sophie i røret. "Det skal du ikke være! Jeg skal bare lige vænne mig til det hele." Jeg forsøger at lyde optimistisk, og hun virker beroliget. "Okay, El, men lov mig at ringe til mig snarest muligt igen." Jeg smiler ned i telefonen. "Selvfølgelig, jeg ringer snarest. Jeg skal bare lige finde mig et sted at bo inden", griner jeg. Vi siger farvel, og jeg føler mig straks en smule bedre tilpas. 

Til min fornøjelse er det stoppet med at regne igen, og jeg kigger mig nysgerrigt omkring. Jeg står foran enorm bygning i gammel stil med påskriften "Gare du Nord". Banegården går jeg ud fra. Den efterhånden lavthængene sol titter frem bag de tunge uvejrskyer, der er på vej væk, og efterlader en lille plet fejlfri, rosa himmel. Med et lettere sind krydser jeg en bred vej og fortsætter ned af en smallere og hyggeligere gade. På grund af tidsforskellen mellem Washington og Europa er klokken allerede lidt i ni, og solen er ved at gå ned. De gammeldags gadelamper, der står langs vejen, er tændte og kaster et blødt og varmt lys fra sig. Rundt om mig vrimler det med franskmænd og yndige pariserinder i moderige outfits. Gadecaféerne er proppede, og atmosfæren er fyldt med latter og snak. På trods af, at det er ved at være sent, er folk på de små fortovsrestaurenter stadig igang med aftensmaden, og jeg mærker til min overraskelse, at jeg er hundesulten. 

Ved næste gadekryds finder jeg en lille café, hvor der ikke er nær så proppet, og køber en clubsandwish og en caffe latte to go. Jeg sætter mig ned på en bænk under et stort, gammelt platantræ, hvis brede krone rækker langt ud over vejen, og tager en stor bid af sandwichen. Mobilen vibrerer pludseligt i lommen på mine jeans, og jeg flår den op. Det er mit mor. Shit, jeg skulle have ringet til hende, da jeg landede, husker jeg pludseligt, at jeg lovede hende i går aftes efter festen. "Hej søde skat, er du kommet godt frem?" Lyden af hendes stemme fylder mig øjeblikkeligt med en enorm savn til hende og min far. Hvis jeg ikke havde besluttet mig for at begive mig på eventyr i Europa, havde jeg lige nu siddet i deres hyggelige, gamle hus i Yarrow Point og spist søndagsmiddag og hyggesnakket. Men i stedet sidder jeg alene på en bænk midt i Paris. "Det går godt mor", overbeviser jeg hende om. "Vejret er helt perfekt", forsætter jeg og skuler op til de mørke skyer, der nærmest dækker himlen, "og jeg har allerede fundet mig et godt og billigt hotelværelse at bo på", lyver jeg og håber på, at hun ikke gennemskuer mig.

Min mor snakker i yderligere 10 minutter om alt fra Sophies nye job til min fars nyeste veteranbil-køb, mens jeg prøver at følge med. Da vi har lagt på, skyller bølgen af ensomhed igen ind over mig. Mørket har efterhånden sænket sig over Paris, hvilket minder mig om, at jeg må skynde mig at finde et sted at sove i nat. Jeg trækker benene op under mig på bænken og kigger ud i mørket. Mine øjne fyldes igen med tårer, da jeg tænker på, hvor længe der går, inden jeg kommer til at se min mor og far og Sophie igen. Måske var den her rejse en dårlig idé? Tårerne har nu frit løb og strømmer ned af kinderne på mig, og jeg forsøger forgæves at holde hulkene inde. Måske skulle jeg bare tage det næste fly tilbage til gode gamle, trygge Seattle, hvor jeg har befundet mig i hele mit 21-årige liv. 

Tårerne vælter ud og gør mine jeans våde af saltvand, og jeg er overrasket over mig selv. Det er som om, at nu hvor sluserne først er åbnede, er det svært, at lukke dem igen. Jeg putter Williams høretelefoner i ørerne, lukker øjnene og græder lidt mere, mens jeg lytter til den sørgmodige klavermusik, han introducerede mig for.