To Paris with love

Seks

Efter William har proppet mig med et solidt morgenmåltid bestående af røræg, croissanter, juice og caffe latte, tager han mig ved hånden og fører mig ud af den lille loftslejlighed og ned af den uendelige mængder af trapper og ud på gaden.

Gaden myldrer med mennesker - både turister og lokale. Langs fortorvet er små boder åbnet, og fransker gloser flyver gennem luften. Stedet er som en modsætning til aftenen forinden, hvor mørket havde skræmt enhver levende sjæl væk fra gaderne, og den eneste lyd i natten var Seinens rislen. William fører mig over den smalle men travle gade og slipper til min irritation min hånd. 

"Det allerførste sted, jeg vil vise dig, er et sted, der betyder noget helt særligt for mig", siger han og sender mig hemmelighedsfuldt smil. "Hvad er det?" Han svarer ikke og tager istedet min hånd. "Hvad er det, William?" Gentager jeg nysgerrigt og prøver at fange hans blik. "Det får du at se om lidt, Ella", smiler han og kigger væk ud over vandet. Vi har passeret en bro over Seinen og går nu langs brinken hånd i hånd. Himlen er stadig klar og cyanblå og uden en eneste sky, og floden risler stille afsted ved siden af os. Der er tydeligvis mange andre, der har fået samme idé som William, for flodbrinken vrimler med solbrændte turister med kameraer og solbriller. 

William maser os gennem turistmylderet og drejer op af en gyde, der er så smal, at den kraftige juni-sol ikke kan trænge ned gennem hustagene. Der bliver færre og færre turister jo længere William fører mig op af den smalle gyde, og da vi til sidst når et stort, solbeskinnet torv, er der stort set ingen mennesker tilbage. Torvet er hyggeligt og belagt med brosten og omgivet af gammel men velholdt bebyggelse. Træer og anden bevoksning vokser overalt langs husene og gør området grønt og naturligt. Men det er ikke dog ikke det hyggelige torv, der i første omgang fanger min opmærksomhed. Det er den enorme kirke, der tårner sig op midt i mellem de gamle huse. Med to brede tårne, et utal af spir og store mosaikvinduer. Kirkens stålgrå murværk står i skarp kontrast til den azurblå himmel, og synet er betagende.

William står med armene over kors og smiler overbevisende og tydeligvis glad for min måbende reaktion. Jeg vil sige noget, men jeg er for overvældet af den enorme bygning til at kunne få et eneste ord over mine læber. Det er intet mindre end et smukt syn. For foden af den enorme kirke vokser frodigt blomstrende buske, træer og mellem torvet, som William og jeg står på, og kirken er en dybgrøn, veltrimmet græsplæne. "Velkommen til Notre Dame, Ella", smiler William og laver en fejende armbevægelse imod den enorme kirke. Den varme juni-sol spejler sig i de fine, gamle mosaikvinduer og får dem til at skinne i alverdens farver. "Det her er jo... fantastisk smukt", hvisker jeg og kigger op på William, der stadig smiler stort. 

"Jeg vidste, du ville kunne lide det." William lægger armen omkring mig og fører mig længere hen imod kirkens tykke mure. Armen omkring min skulder forsvinder, og det bliver istedet mørkt, da han lægger hænderne for mine øjne. "Du kan ikke se noget, vel?" Jeg griner sagte. Hvad tror han selv? "Nej, William, jeg kan ikke se noget overhovedet." Han ler og fører mig videre, og jeg kan mærke underlaget under mine fødder skifte fra brosten til græs. 

"Sæt dig ned her, Ella", lyder Williams hæse stemme tæt på mig. Jeg adlyder og sætter mig ned på græsset. William følger efter mig. "Okay, nu fjerner jeg mine hænder, og så skal du bare nyde udsigten." William fjerner sine store hænder fra mine øjne, og det kraftige sollys blænder mig. Jeg blinker et par gange og måber så over den fantastiske udsigt. Vi sidder på en lille plet dybgrøn græsplæne under et lavt æbletræ med ryggen til den enorme kirke, Notre Dame. Foran os løber Seinen glitrende og plaskende og bag Seinen folder Paris sig ud. Jeg kan ikke se andet end huse så langt øjet rækker. Midt i det hele tårner Eiffel-tårnet op og bryder billedet. Himlen er stadig skyfri og solen spejler sig i Seinens vand og får alt til at glitre som om nogen havde spredt tusindvis af diamanter deri. Æbletræet, som vi sidder under, er i blomst, og grenene med de svagt lyderøde blomster hænger over os og gør stedet næsten eventyrligt. Der er ingen andre mennesker i nærheden, og ikke engang lyden af de ivrige og glade turister trænger hen til denne lille, perfekte plet. Der er helt stille bortset fra flodens pludren og fuglenes sang. 

Jeg kigger på Williams ansigt. Solen skinner på hans ansigt og får det viltre, mørkebrune hår til at glitre i alle tænkelige brune nuancer. Han er utroligt smuk, tænker jeg og rødmer. "Såå er du overtalt til at blive i Paris nu?" William vender ansigtet mod mig, da han med et skævt smil stiller sit spørgsmål. Jeg griner hæst. "Jeg har jo givet dig en uge, til at få mig til at forelske mig i..." Jeg tøver. "... til at forelske mig i dig", har jeg lyst til at sige, men gør det selvfølgelig ikke. "... til at forelske mig i byen." Han øjne er store og uendeligt grå. "Og du er da godt på vej", ler jeg og skuer ud over Paris, der fortsætter så langt øjet rækker. I hvert fald til at få mig til at forelske mig i ham. Der er knapt gået et døgn siden vi mødtes i flyet, og jeg er allerede godt på vej til at forelske mig i ham. Jeg læner mig ind mod William og hviler mit hoved på hans skulder. Han lægger armen omkring mig, og sådan sidder vi længe. Vi snakker ikke. Vi sidder bare og nyder stilheden og kigger ud over Paris, mens byens liv går videre.