To Paris with love

Tolv

Vi ligger i sengen længe og snakker. Lige indtil min mave klager af sult, og William spæner ned af trapperne. Han kommer tilbage med to bokse med kinesisk ti minutter senere, og vi ligger i de hvide lagener og spiser. Jeg spilder karrysovs, men han griner bare. Han forærer mig sin sidste forårsrulle, og jeg får næsten tårer i øjnene, fordi jeg aldrig har oplevet noget så romantisk før. Han spørger mig, om jeg har nogen søskende, om jeg kan snakke spansk og om jeg nogensinde har været i seng med nogen før, og jeg svarer nej, nej og nej. "Det føltes ellers ikke sådan", siger han refererende til det sidste spørgsmål. Mine kinder bliver varme, hvilket ikke ligefrem er noget sjældent for tiden. "Det var dejligt", konstaterer jeg nøgternt. "Mere end dejligt", giver William mig ret og kysser mig på panden. "Du lugter af sur/sød-sovs". Jeg fniser. "Lugter?" William løfter et busket øjenbryn. "Du mener vel, at jeg dufter af sur/sød-sovs aka. verdens bedste opfindelse." "Jeg er nu mere en karry-pige." William sukker. "Jaja, sådan nogle mennesker findes der jo også." Hans smil er uimodståeligt dejligt. Tænk at jeg lige har været i seng med ham. I tankerne giver jeg mig selv et klap på skulderen. Well done, Ella. Sophie ville være stolt, det er jeg overbevist om.

Da vi har ligget i sengen længe, og jeg er på nippet til at falde i søvn, er der en mobiltelefon, der ringer med en høj skinger lyd, og jeg vågner øjeblikkeligt. William roder i lommen på hans jakke, der ligger slænget over en stol, og fisker en telefon frem. I den anden ende er der en, der siger en hel masse på fransk, kan jeg svagt høre. William svarer noget uforståeligt på fransk, og griner lidt, da han kigger over på mig. Er det mig, de snakker om? Gid jeg kunne forstå bare det mindste fransk. Jeg må få købt mig en parlør. "Oui, oui, oui", griner William. "Á plus tard." Han lægger på og smider mobilen fra sig på den lille hvidmalede skammel, der gør det ud for sengebord. 

"Hvad handlede det om?" Jeg løfter skeptisk et øjenbryn. "Det var Gabriel. Min ven." Han laver en forklarende armbevægelse. "Han studerer jura, bor lidt længere nede af gaden. Vi har været venner altid. Hans forældre er ret rige. De holder et bal i aften." Han fniser lidt af hans eget ordvalg. "Eller fest om man vil. Han vil have os med." 

"Hvad?" Jeg må have set sjov ud i ansigtet, for Will griner. "Du skulle se dig selv." Han kysser mig blidt på kinden. "Hvorfra ved ham Gabriel, at jeg er inde i billedet?" Jeg undrer mig oprigtigt over invitationen. William må have mange andre smukke piger, han kunne tage med sig til bal, hvis han ville. 

"El, drenge fortæller også deres venner ting. Det er ikke kun noget piger gør." Han blinker. "Jeg har da ikke fortalt Sophie om dig, mig og alt det her", indvender jeg tørt. "Hvem er Sophie?" "Min roomie hjemme i Seattle. Vi deler en lejlighed inde i centrum." Han smiler og nikker. "Javel." "Nå, men det var et sidespor, vi kom ud på der", fortsætter jeg. "Er du virkelig sikker på, at du vil have mig med til denne hersens fest?" En lille nervøsitet breder sig i min krop. "Hvem skulle jeg da ellers have med?" William svarer straks, og hans spørgsmål hænger lidt akavet i luften. "Selvfølgelig, vil jeg have dig med, El! Jeg synes..." Han rømmer sig lidt og kigger genert væk. "Jeg synes, at du er ret dejlig. Og så fascinerer du mig ikke så lidt." Hans smil er skævt og enormt charmerende. "Specielt når du gør det der." Han aer mine varme kind med sin håndryg. "Det er sødt, når du rødmer." Jeg tager hans hånd og holder den i min, og sådan sidder vi lidt overfor hinanden, mens vi holder i hånd, indtil jeg bryder den behagelige tavshed. "Hvor mange kommer?" Min stemme er bekymret. "Og hvad skal jeg have på?" 

Jeg farer op fra den bløde seng, inden William kan nå at sige noget, og roder allerede panisk i min store sportstaske, der er fyldt til bristepunktet. Med t-shirts, sommerkjoler, jeans, sneakers, striktrøjer - men ikke en eneste aftenkjole. Ikke én. "Fuck". Jeg tager mig til hovedet. "Ella, det er ikke noget stort, du skal ikke bekymre dig om dresscode." William trækker en stribet t-shirt over hovedet og kommer ned til mig på gulvet. "Hvad med....", forsøger han, mens han roder i den fyldte taske efter et godt bud. "William?" Jeg har fået en idé. Han kigger op. "Hvad så?" "Hvor er den nærmeste tøjbutik?"

Der går flere timer, inden jeg igen sætter mine ben i Wills lille taglejlighed. "Ella, er det dig?" Williams hæse stemme runger ude fra badeværelset. Jeg smider skoene og lister over gulvet og åbner døren til badet langsomt på klem. Rummet er helt dampet til, og William ligger i badekaret med løvefødder, der står midt i rummet. Hans egne fødder stikker ud over enden af karret, der åbenlyst er for kort til ham. Godt man selv er lav, så man ikke har sådanne problemer. Jeg fniser. "Ligger du godt?" Han kigger skeptisk rundt i badeværelset. "Måske jeg skulle anskaffe mig en bruser", konstaterer han erkendende og peger med sin ene fod på de (lidt for mange) poser, der hænger over min ene skulder. "Har du købt alle Paris' kjoler eller hvad?" Han ler hjertevarmt, og jeg kan mærke sommerfugle flakse i min mave. "Kunne ikke beslutte mig, okay?" Jeg griner, og det lyder mere fjalet, end jeg bryder mig om. I aften kan kun blive god.