To Paris with love

Ni

William åbner det store vindue, der fører ud til den lille altan, og kravler smidigt ud. Han er trukket i et par løse joggingbukser og en t-shirt og har to store strikkede tæpper over den ene arm. Med den anden hånd gør han tegn til, at jeg skal følge med. Jeg smider min kjole over hovedet og kravler efter ham ud gennem vinduet. 

Altanen er ikke større end at det lille metalbord og de to stole, der står på den, kun lige akkurat kan være der. På altanens rækværk hænger altankasser, der bugner med blomstrende margueritter. Mon det er William, der har plantet dem? Jeg fniser lidt for mig selv ved tanken. 

William smider det ene af tæpperne i hovedet på mig, og jeg sætter mig på den ene stol og trækker benene op under mig. William forsvinder ind i lejligheden igen og efterlader mig alene med Paris. Udsigten domineres af Seinen, der, som en blå slange, snor sig gennem byen. Kigger jeg til højre, tårner Eiffeltårnet sig op over alle de gamle huse, og hist og her mellem husene stikker gamle snørklede kirketårne op. Det er lidt noget andet end Seattles skyskrabere. 

William stikker hovedet ud gennem vinduet. "Rødvin eller hvidvin?" Pjuskede totter af det mørke hår falder ned i panden på ham, og han kniber de grå øjne sammen for ikke at blive blændet af den skarpe juni-sol, der bager ned på terrassen. Er det ikke noget med, at der er mere alkohol i rødvin? Så bliver vi måske fuldere og William måske mere kærlig og gavmild med kyssene. Siden vores læber skiltes fra det første kys, har jeg nemlig cravet kys nummer to. 

"Vi går med den røde denne gang." Jeg skammer mig lidt over at tænke på den måde, men så igen: Hvor ofte sidder man lige i byernes by en juni-eftermiddag med en dreng, der mest af alt ligner noget fra en Calvin Klein-reklame? Det er i hvert fald ikke noget, jeg har prøvet før. 

Calvin Klein-modellen kommer tilbage, og med et koncentreret ansigtudtryk balancerer han ud gennem vinduet med to glas mørkerød vin fyldt præcis til randen. "Håber du kan lide den billigste fra Carrefour", smiler William, stadig dybt optaget af ikke at spilde, mens han sætter glassene fra sig på det lille havebord. Hvad i alverden er Carrefour, undrer jeg mig, mens jeg tørstigt tager den første tår af den køleskabskolde rødvin. "Altså det franske svar på Wallmart", fortsætter William, som om han har hørt mine undrende tanker. 

"Nu er det jo ikke alle, der kender Paris lige så godt som dig, vel?" Jeg griner anerkendende over min egen manglende viden om byen. Billetten til Frankring blev købt rimeligt spontant, så det var begrænset, hvor meget jeg fik undersøgt om landet, inden flyet fløj. William ryster på hovedet og kigger ud over tagryggene uden at sige noget. "Hvorfor er det egentligt, at du bor her? Du er vel ikke fransk, vel?" Han ryster på hovedet for anden gang. "Nej, det er jeg ikke." Han kigger stadig ud over byen og den knaldblå himmel, der hænger over os. Den snakkesagelige og legesyge William, som jeg igennem de sidste døgn har lært at kende, er pludselig anderledes melankolsk. Han åbner munden for at sige noget, men lukker den igen, og blikket flakker tilbage til mig. "Min far", hans stemme er svag. Jeg får en klump i halsen, da jeg mærker, hvor det bærer henad. "Min far var franskmand." Han tøver længe inden udsagnsordet. De grå, grå øjne indeholder pludseligt uendelige mængder af sårbarhed. Min mund føles underligt tør. Ville det være upassende at tage en tår vin nu? Det ville det, konkluderer jeg. 

William ryster på hovedet for tredje gang inden for kort tid. "Men det vil jeg ikke pine dig med at høre på." Hans ansigt er gulddommeligt smukt - næsten smukkere alvorligt, end når han er glad. De høje kindben, den olivenfarvede hud og det mørke pjuskede hår. Han smiler ikke, og jeg kan se, at det trækker lidt i hans højre mundvig. Øjnene er knebet sammen og paraderne er pludseligt oppe igen. "Fortæl mig noget sjovt om dig." William forsørger at lede samtalen og tankerne væk. "Jeg vil gerne grine." Nu er det min tur til at ryste på hovedet. "Nej." Han ser ikke engang overrasket ud over min genstridighed. Nærmere opgivende.

"Fortæl mig noget om din far." Jeg er overrasket over de ord, der kommer ud af min mund. Hvorfor sagde jeg det? Af en eller anden grund har jeg lyst til at se ham sårbar - til at lære den William at kende, der kan være ked af det, bange og vred. William tænker længe, mens han kigger ned i sin rødvin. Jeg begynder at frygte, om han har glemt, hvad det var jeg sagde. Han kniber øjnene yderligere sammen og synker en klump i halsen. Hans øjne møder mine. "Jeg er født i Paris. Efter college flyttede min mor hertil og fik job som au pair. Hun mødte min far, der..." William tøver igen. "Der var forfatter. Skrev digte. Poesi. Han charmerede hende, og efter en måned var hun gravid. Hele graviditeten boede hun sammen med min far i min hans lejlighed i Latinerkvarteret. Efter jeg blev født, gik det galt. De fik en skilsmisse, og min mor flyttede til Seattle til min mormor og morfar og tog mig med. Men fra jeg var fem har jeg boet halvdelen af året i Seattle hos min mor og halvdelen af året i Paris hos min far. Hans kropssprog er en anelse mere afslappet nu, og han laver en gestikulerende bevægelse med venstre hånd ud over altankanten. "Og derfor snakker du fransk", konstaterer jeg lavt. 

"Derfor." Han tager en stor tår af vinen, og der er endnu en pause i samtalen, mens vi begge to sidder i vores egne tanker og kigger ud over byen. Helt ude i horisonten er den opal-blå himlen begyndt at blive svagt rosa. "Min far døde i vinters." Hans stemme er klar, men sorgfuld, og ordene giver næsten genlyd mellem hustagene. Ansigtet er overraskende udtryksløst, men øjnene afslører ham. Han er ikke så sorgløs og lykkelig, som han har givet udtryk for. Der er noget, der ligger og ulmer under overfladen, og hvad jeg ved om det indtil videre er vist kun toppen af isbjerget.