To Paris with love

Ti

6. juni

"Min far døde i vinters." Lyden af Williams sorgfulde stemme runger stadig i mit hovede, da jeg vågner morgenen efter. Min første indskydelse er at kigge til venstre, for at se om William ligger ved min side blandt de hvide lagner i den store dobbeltseng. 

Det gør han ikke. 

Sengen er tom og det eneste, han har efterladt er hans mandige og krydrede duft af moskus, der kronisk hænger i lagnerne. Jeg sætter mig med et sæt op. Fuck. Hvor er han. 

Lettere forvirret kigger jeg rundt i lejligheden, men han er ingen steder at se. Ikke engang ude på altanen. Knagerne, der hænger ved siden af hoveddøren, er er tomme, og Williams sneakers ligger ikke kastet på gulvet som sædvanligt. "Tag en dyb indånding, Ella", messer jeg for mig selv, da mærker panikken over at være efterladt alene brede sig i kroppen. Han er sikkert bare lige nede for at hente croissanter ved bageren og er tilbage inden, jeg ved af det. 

Jeg rejser mig fra den ellers behagelige og varme seng for at tage et bad på badeværelset, der til min overraske er rimeligt stort i forhold til den lille loftslejlighed, der ikke kan være meget mere end 50 kvadratmeter.

Siden jeg var helt lille, har jeg elsket at være i bad. Det er min oase, hvor jeg slapper af og lader op, og denne gang er ingen undtagelse. Midt i loftlejlighedens badeværelse står et stort badekar med løvefødder og det hele, og allerede da jeg lader mig synke ned i det varme sæbevand, kan jeg mærke roen brede sig i kroppen. Da jeg efter 30 minutters ren afslapning stiger op af badekarret, har jeg lagt panikken bag mig og klar er på en ny dag. Også selvom William ikke er her. Jeg vikler det lodne, hvide håndklæde omkring mig og lister ind i stuen. Hvis man altså overhovedet kan kalde rummet, der er kombineret stue, soveværelse og køkken, for stue. Der er stadig ingen spor af William, og knagen, hvor hans jakke plejer at hænge, er stadig tom. Han er vist ikke nede at hente croissanter til morgenmad alligevel. I så fald har det i hvert fald taget utroligt lang tid. Apropos morgenmad knurrer min mave pludseligt voldsomt, og det går op for mig, at jeg er hundesulten. Vi nåede heller aldrig at få noget at spise i går aftes. Det hele fortog sig lidt i snak om Williams far.

Jeg finder en pakke toastbrød i et af køkkenskabene, toaster to stykker i toasteren og spiser dem grådigt på altanen med jordbærmarmelade, mens jeg spejder ned i gaden under mig for at se, om William skulle være i syne. Det er han ikke, og da klokken nærmer sig 11, og han stadig ikke har vist sig i lejligheden, iklæder jeg mig sneakers og den nye stribede sommerkjole, jeg købte i Seattle et par dage inden jeg rejste, og smækker hoveddøren bag mig. 

Da jeg træder ned på gaden, føler jeg mig pludseligt alene. Men denne gang er det ikke alene på en negativ måde, ligesom det var min første aften her. Istedet føler jeg mig alene på den der frie måde, hvor man føler, at man har hele verden foran sine fødder. Igen i dag er himlen skyfri, og formiddagssolen blinker til mig oppe mellem tagene. Jeg er heldig med vejret. Havde ellers hørt, at det regnede meget i Europa. Selvom en del af mig er dybt bekymret for hvor William er, og hvordan han har det efter vores snak i går, er det lige nu skubbet væk, og jeg beslutter mig for istedet at få en skøn dag i Paris på egen hånd. Når jeg så kommer hjem til lejligheden senere, er han helt sikkert hjemme, og så kan vi snakke lidt mere om tilværelsen. Hvis han altså er i humør til det. Det fornemmer jeg ikke, at han er særligt tit.

Med en opløftet sindstilstand begiver jeg mig ned af den hyggelige gade, hvor William bor. Jeg kommer til et lille torv med boder, der sælger alt lige fra frugt til frisk fisk, og jeg går nysgerrigt fra bod til bod, mens jeg suger alle de nye indtryk til mig. Omkring mig flyver franske vendinger gennem luften, og jeg forstår ingenting af det. Alt føles så eksotisk og fremmed. Måske jeg skulle have taget et franskkursus, inden jeg tog afsted? Eller måske i det mindste have købt en engelsk/fransk-ordbog. 

Lidt længere nede af gaden, helt nede ved Seinen, ligger en lille café med stribede markiser og en håndfuld borde med udsigt ud over vandet. Det ser hyggeligt ud, og jeg bestemmer mig for at sætte mig ved et af de små borde og bestille en kop kaffe. Det føles først lidt grænseoverskridende at sidde på en café alene (det er ikke noget, jeg nogensinde har set nogen gøre hjemme i USA), men da jeg kigger rundt, ser jeg, at der sidder mange andre som mig - unge kvinder og mænd, der drikker deres morgenkaffe uden andet selskab end deres eget, og jeg føler mig straks bedre tilpas. Ja, måske jeg næsten blender ind i mængden. 

En høj tjener med hvidt forklæde og hørfarvet, pjusket hår står pludseligt foran mig og sender mig et bredt tandpastasmil. "Bonjour mademoiselle, hvad kan jeg gøre for dig?" Jeg får en smule røde kinder og ville ønske, at jeg i det mindste kunne bestille en cappuccino på fransk, så jeg fortsat kunne blende ind i mængde. "Bare en enkelt cappuccino", bestiller jeg, og tager mig selv i at blinke til tjeneren, der smiler skævt og frækt tilbage. Hvad har jeg gang i? Hvad er det Frankring gør ved mig? Jeg føler mig som en helt ny person - på den gode måde altså. Måske har flyveturen over Atlanten og det faktum, at jeg de sidste par døgn har boet hos en fremmed - som så ikke er så fremmed mere, fjernet lidt af min generthed. 

Tjeneren med det forførende smil kommer tilbage og stiller en dampende cappuccino foran mig. Ved siden af lægger han en serviet. Det er først da jeg har drukket ud og rejser mig for at gå videre, at jeg opdager, at der bag på servietten er skriblet nogle tal med en sjusket håndskift. Jeg smiler for mig selv og lægger servietten med tjenerens telefonnummer i min lille skuldertaske, inden jeg fortsætter ud for at opleve endnu mere af kærlighedens by.