To Paris with love

Fire

Da jeg igen åbner øjnene er det mørkt omkring mig. Med undtagelse af to lysende øjne. Lysegrå, som himlen hjemme i Seattle. De lysende øjne nærmer sig, og personen foran mig taler. 

"Ella?" 

Det giver et gib i mig, da jeg opdager, at personen foran mig er William. Han hæse stemme er overrasket og forvirret. "William?" Min stemme er et hulk. William nærmer sig yderligere.

 "Ella, hvad laver du ude nu? Klokken er halv elleve", begynder han, men stopper da han hører, at jeg græder. 

"Ella, græder du?" Hans stemme er sagte og sørgmodig. Han sætter sig ned på den kolde bænk ved siden af mig og lægger forsigtigt armen omkring mig. Hans arm omkring mig føles varm mod min kolde krop, og jeg læner hovedet på hans skulder, for at varme mig endnu mere på ham. Han nusser min arm med hans varme hånd og kigger ned på mig. "Har du et sted at sove i nat, Ella?" Jeg ryster svagt på hovedet og kigger ud i det mørke intet foran mig. Jeg kan høre, at han åbner munden for at sige noget, men så lukker den igen. "Jeg tror jeg rejser tilbage igen i morgen." Min stemme er hæs og nærmest lydløs. Hans hånd stopper brat med at nusse min arm, og han retter sig op, så jeg er nødsaget til at fjerne mit hoved fra hans skulder. "Er Paris så slemt?", spørger han, og et lille smil spiller forsigtigt om hans læber. Hans dejlige læber. Jeg ryster igen på hovedet og smiler - stadig med tårer i øjenkrogen. 

"Kom!" Han rejser sig brat og tager fat i min kolde hånd. Han trækker mig ud i mørket på tværs af vejen og drejer ned af en sidegade, der er oplyst pletvis af gamle gaslygtepæle. For enden af vejen kan jeg gennem mørket skimte vand - Seinen måske?

Lige inden vi når vandet, stopper William. Han slipper min hånd og lægger istedet sin arm omkring livet på mig. Vi står foran en stor ejendom af ældre dato, mere kan jeg ikke se, da mørket omslutter os. William åbner den tunge dør med sin frie hånd og fører mig ind af den. 

Et svagt, varmt lys tændes automatisk, da vi træder ind i opgangen, og en gammel lugt af træ omslutter os. William fører mig op af en uendelig lang række trapper, og da vi når øverste etage, åbner han endnu en tung trædør. Vi står i en lille loftslejlighed, der umiddelbart kun består af et enkelt rum. Rustikke træplanker dækker gulvet og oven på dem ligger tykke, bløde kludetæpper. Væggen modsat os er skrå og dækket af gulv-til-loft-vinduer. Det midterste vindue står åbent og fører ud til en lille altan, og bag altanen, ude i mørket, ses en glimtrende stribe af Seinen. 

"Taadaaa!" William fjerner sin arm omkring mig og laver i stedet en fejende armbevægelse. "Velkommen til min ydmyge bolig." Han tager min taske fra mig og stiller den på gulvet ved siden af os. 

"Bare lad som om du er hjemme." William smider sin jakke over en stol og forsvinder. Jeg sparker mine sneakers af og træder længere ind i lejligheden. Til højre for det enorme glasparti med altanen står en seng. En tyk boxmadras med en rodet og krøllet dyne smidt hulter til bulter sammen med en flok puder. Ved siden af sengen står en hvidmalet skammel med en lille lampe ovenpå. Fra både den lille lampe og den fine gamle lysekrone, der hænger i loftet, stråler et gyldent lys, der bader den lille loftslejlighed i varme. "Er du træt?" Jeg kigger til højre hvor Williams stemme kommer fra. Han står bag en koge-ø, der adskiller stue og soveværelse fra det mindste køkken jeg nogensinde har set. Jeg ryster på hovedet. "Lidt måske." Han smiler et lille smil og går langsomt hen imod sengen, mens han trækker sin sweater af, så jeg kan se hans veltrænede mave. 

Åh Gud. Jeg kigger genert væk. 

"Skal vi gå i seng?" 

Jeg spærrer øjnene op. "Vi?" Hans smil vokser yderligere ved min overraskelse, og et lille grin undslipper ham. "Ja, Ella-som-i-Nutella, min ydmyge lejlighed har desværre intet gæsteværelse." Han smiler skævt - tydeligvis sarkastisk, og inden jeg får set mig om, har han også smidt bukserne og ligger henslængt på sengen med den krøllede dyne halvt over sig. Jeg står stadig akavet for enden af dobbeltsengen og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. William rækker ud efter en stikkontakt ved siden af sengen og lysets slukkes, så det kun er den lille lampe på skamlen og lysene fra byen, der skinner gennem det store glasparti, der oplyser rummet. 

"Kommer du herned eller hvad?", spørger William lettere utålmodigt stadig med et lille smil spillende om mundvigene. Jeg hiver min mors hjemmestrikkede sweater over hovedet og trækker mine jeans af, og prøver ihærdigt at dække mig kun iført min grå Seattle Central College t-shirt og trusser. Det lykkes ikke godt, og jeg kan mærke Williams brændende blik på mig. "Er der kun én dyne?" Jeg lyder mere forfærdet end jeg egentligt er ved tanken om at skulle sove under samme dyne som William. "Er det SÅ slemt at skulle sove sammen med mig?", vrisser han med en påtaget fornærmelse. Jeg griner let og sætter mig på knæ på kanten af sengen. Han kan ikke holde den sure maske og et stort smil bredes over hans ansigt. En lang tot mørkebrunt hår falder ned i hans pande og giver mig en forfærdelig lyst til at røre ved hans hår. Det er pjusket og ser tykt og sundt ud. Kaskader af kaffefarvet dybbrunt hår. 

William rækker hånden ud efter mig og afbryder pludseligt mine tanker. En varm pegefinger rører forsigtigt mit lår og kører op, ned og op igen. Jeg lukker øjnene og nyder den sarte, varme berøring. Pludseligt er der to hænder. Jeg gisper, da William griber hårdt fat i mig og trækker mig ned i sengen til ham. "Hvis du ikke kom herned af dig selv, måtte jeg jo hjælpe dig lidt", griner William hæst og kigger op på mig med mørke øjne. Jeg ligger ovenpå ham med benene viklet ind i hans, og jeg kan mærke mit hjerte galopere i mit bryst. 

Hvad er det jeg laver? Jeg kender knapt nok William og her ligger jeg i hans seng i hans lejlighed i en fremmed by i et fremmed land. Jeg sukker dybt og ruller ned fra William, så jeg i stedet ligger ved siden af ham under den krøllede dyne. "Jeg burde få noget søvn", sukker jeg, mens jeg stirrer op i det hvidkalkede loft. "Du har ret", mumler William stille og slukker den lille natlampe på skamlen ved hans side, så lejligheden bliver kulsort. Jeg vender mig væk fra William og det hvidkalkede loft og kigger i stedet ud over Paris. Eiffeltårnet lyser op regelmæssigt med fem sekunders mellemrum, som fyrtånet, man kunne se fra mit vindue hjemme i Yarrow Point, og for foden af Eiffeltårnet glimtrer Seinen i det svage måneskin. Jeg mærker William trykke sig ind til mig og hans varme, beroligende hånd om livet på mig. Jeg når at tælle 16 lysglimt fra Eiffeltårnet, inden jeg drifter hen i en dyb og rolig søvn.