To Paris with love

Elleve

Servietten med den charmerende tjeners mobilnummer brænder i min taske som en lille fræk hemmelighed, og mit selvværd når skyerne. Tænk engang, hvad Paris kan gøre ved en. Jeg slentrer op og ned af de smalle gader med høje, antikke huse på hver side, og franske gloser, der flyver gennem luften og føler mig helt hjemme - også selvom jeg kun har tilbragt knapt tre døgn her. Noget indeni mig siger, at denne her tur kommer til at ændre mig. Ja, måske har den allerede ændret mig? Jeg tager servietten op af min lille crossover skuldertaske og læser cifrene igen og igen. En lille uro spirer frem i min mave. William-uroen. Og pludselig ville jeg ønske, at det var hans mobilnummer, der var kradset ned på servietten, så jeg kunne gribe telefonen og ringe til ham. Høre ham ad om han var okay. Tænk hvis han ikke er okay efter vores snak i går. Uroen har vokset sig lidt større, end jeg bryder mig om, og jeg kigger mig per refleks omkring efter ham. Et kirketårn, jeg går forbi, ringer med klokkerne og fortæller mig, at klokken har slået et. Gad vide hvor stor statistisk chance der er, for at jeg tilfældigvis støder ind i ham i en by med to millioner indbyggere. Ikke særligt stor. Jeg sukker for mig selv. 

Efter at have fordrevet yderligere en time med at nervøst slentre rundt i byens gader, beslutter jeg mig for at gå tilbage til lejligheden. Fuck, hvad vej var det nu, jeg kom fra? Måske var det også at sætte min ikke særligt gode stedsans på prøve, da jeg bare sådan begav mig ud på egen hånd. Heldigvis har jeg min iPhone, og jeg takker indvendigt min far for at have købt den til mig til jul. Med Google Maps i den ene hånd begiver jeg mig mod Williams lejlighed i håb om, at han er der, og det viser sig faktisk, at jeg er meget tættere på end jeg troede. Jeg er vist gået i ring. 

Jeg tager i døren, og da den uden videre går op, sukker jeg lettet. Han er her. 

"William?" Intet svar. Jeg standser ikke for at tage skoene af, men vader direkte ud på altanen. Tænkte det nok. Der sidder han. Med ryggen til mig og kigger ned - tydeligvis optaget af noget. Han vender sig ikke om, da jeg kommer, men han er helt sikkert klar over min tilstedeværelse. "Undskyld, El". Hans stemme er ikke ligeså skrøbelig som den var i går, men jeg kan stadig mærke et strejf af sårbarhed. 

"Undskyld, Ella", gentager han, inden jeg når at sige noget. Jeg får en uimodståelig trang til at kysse ham. Op ad halsen og på hans dejlige mund og i hans uglede hår. Fortælle ham hvor skøn han er og trøste ham og sige til ham, at alt nok skal blive bedre. Han vender sig om, og de grå øjne er ærlige. "Undskyld jeg bare sådan skred uden at sige noget." Hans mund former langsomt ordene, og hans blik brænder sig ind i mit.

"Hvor var du?" Pludseligt kan jeg mærke, at jeg er en smule sur på ham. Sur fordi, at han bare sådan forlod mig og gjorde mig så pokkers nervøs . "Et sted jeg burde have været for lang, lang tid siden." Al surhed forsvinder ligeså hurtigt som det dukkede op. Selvfølgelig. Det burde jeg kunne have sagt mig selv. Han havde noget, han skulle ordne. Noget, der omhandlede hans far.

Jeg tænker ikke, inden jeg gør det. Læner mig hurtigt frem og trykker mine læber mod hans læber, der er koldere, end de burde være. Trykker hårdt og intenst, og lader gnisterne mellem os varme ham. Det føles så rigtigt og trygt at være tæt på ham. Som om jeg endeligt har fundet noget, jeg har savnet hele mit liv. 

William trækker sig tilbage fra kysset, og kysser mig istedet blidt på kinden. "Sæt dig." Han klapper på sædet af den anden stol, der står på den lille altan, og jeg sætter mig adlydende. "Jeg har noget, jeg gerne vil læse for dig". I Williams skød ligger en gammel, slidt notesbog indbundet i sort læder. Han slår op på første side. Med en sirlig skrå håndskrift står der noget fransk. "On ne voit bien qu'avec le coeur." Williams stemme er hæs, og den måde han udtaler de franske ord gør mig blød indeni. Også selvom jeg ikke forstår et kvæk af, hvad han siger. "Kun med hjertet ser man klart", oversætter han, som om han havde hørt mine tanker. "Det er smukt", siger jeg og mener det virkeligt. Er det af din far?" William ler kort. "Nej, Antoine de Saint-Exupery. En kendt forfatter." Han bladrer lidt i notesbogen, og jeg kan se at mange af siderne er tætskrevne. "Men det er min fars notesbog, og den er mit kæreste eje." 

"Må jeg?" jeg rækker hånden frem mod bogen, og han nikker og lægger den i min hånd. Siderne er gulnede af solen, og på nogle af siderne er blækket tværet ud. Jeg bladrer langsomt. På de første mange sider er der skrevet på fransk, men hen mod slutningen er det franske blandet med engelsk, og håndskriften er anderledes. En side med æseløre i hjørnet fanger mig, og jeg stopper op og læser. "Fjerde juni. Jeg mødte en i flyveren, og hun faldt i søvn i mit skød. Hendes øjne var store og blå, ligesom junihimlen over Sacré Coeur, store mørke pupiller, bambi-øjenvipper og stort mørkt hår. For første gang nogensinde ville jeg ønske, at flyveturen mellem Seattle og Paris varede længere end den gjorde." Jeg kan mærke Williams blik på mig, og mine kinder bliver varme. "Er det mig?", får jeg fremstammet smigret med en spag, genert stemme. Vores blikke mødes, og det er så intenst, at jeg bliver nødt til at kigge væk igen. 

William ler roligt. "Nej, det er hende den anden fremmede pige, der faldt i søvn i mit skød." Han vender øjne. "Nu er det ikke fordi, det sker så tit for mig, vel Ella."Jeg kan ikke lade være med at smile, og jeg puffer drillende til ham. "Åh nej, det gjorde du bare ikke lige det der." Han lader som om han er sur, men kan ikke rigtigt holde masken. "Vengeance". Hans velformede læber formes i et lille djævelsk smil. "Hævn". 

Med et sæt rejser han sig, og mine ben forsvinder under mig. Han svinger mig over skulderen og bærer mig ind gennem vinduet ind i lejligheden, hvor han smider mig på sengen. Han læner sig ind over mig og hvisker i mit øre. "Man må ikke slå, vel Ella?" At høre ham udtale mit navn giver mig kuldegysninger over hele kroppen. Den gode af slagsen. Han kysser min øreflip og fortsætter i et spor ned over min hals, mens hans store hænder langsomt lister sig op under min sommerkjole og rører ved mine lår. Det kilder i min mave og endnu længere nede, og jeg forsøger at undertrykke et støn. Hans læber strejfer mine, og spændingen mellem os slår gnister. "Kys mig!" Min stemme er overraskende bestemt. William adlyder, og lader sine nu varme læber møde mine i et dybt kys. Hvordan kan han kysse så godt? Han kører sin pegefinger langs min trussekant så det gibber i hele min krop. Jeg må have ham nu. Hurtigt krænger jeg hans grå sweatshirt af og bliver igen helt chokeret over hans veltrænede mave. Damn, er den dreng virkeligt perfekt på alle måder? Jeg lader min fingrer glide langsomt ned over hans overkrop og endnu længere ned og ifølge hans ansigtsudtryk, nyder han det. "Ella", sukker han, imens han hiver min kjole over hovedet på mig og smider den fra sig på gulvet. Han åbner nemt min BH med den ene hånd, hiver mine trusser af og kysser mig dybt, mens han trænger op i mig med et lavt, dybt støn. For hvert stød flyver jeg højere og højere, og pludseligt eksploderer fyrværkeriet i mit underliv i en million gnister, og jeg ryster af nydelse og ekstase, inden vi begge to forpustede falder om ved siden af hinanden, og da vores øjne mødes, kan vi ikke lade være med at grine. 

"Hov", siger William, "hvad skete der lige der?"