Eyes Of A Wolf

Overnatning under fuldmåne

Vi sad alle tre inde i teltet og snakkede. Det var nu omkring en måned siden jeg startede i klassen. "Kan jeg snakke med Collin alene?", Spurgte jeg. "Ja, klart!", Sagde Casper og smilede. Det var et falsk smil. Jeg tænkte at jeg nok hellere måtte fortælle ham at jeg ikke havde fået min ulveform endnu. "Det cool", svarede han, "du ved jo at jeg allerede har...", mere nåede han ikke at sige inden jeg bad ham om at tale lidt lavere. "At jeg allerede har fået min!" "Vi skal bare være væk herfra inden klokken 12!", sagde jeg bestemt.

Da det blev nat, sneg vi os ud. Vi løb ind i skoven. Jeg stoppede, og kiggede mig omkring. Collin stoppede lidt længere foran. "Komme du?", Spurgte han og kiggede op på månen. "Nej", sagde jeg, og satte mig ned,"jeg vil ikke ha' at du skal være her hvis jeg kommer i min ulveform". Han vendte sig om, og løb mens han forvandlede sig til en ulv. Han kiggede en sidste gang, og løb så.

Siden jeg var 12, har jeg siddet ude i skoven og tegnet i mit kladdehæfte ved hver fuldmåne, halvmåne og nymåne. Der var helt stille. Indtil jeg kunne mærke et spænd i maven. Det bredte dig hurtigt til hele kroppen. Jeg rejste mig for at hente hjælp, men mine ben knækkede sammen under mig. Jeg anede ikke hvad der forgik. Jeg skreg af smerte. Jeg klemte øjnene sammen. "Er du okay?!", Hørte jeg en stemme sige. Jeg skreg endnu højere. "Hvad sker der?!", sagde han igen. Jeg vidste nu hvad der skete. "Løb!", Råbte jeg. "nej! Jeg kan ikke efterlade dig her!", sagde han. Jeg åbnede øjnene. De brændte. Det var Casper. Han kiggede op mod månen. Hans øjne var gyldne. Han var snart ikke længere i menneskeform. Han var en ulv. Ligesom mig og Collin. Jeg kunne mærke varmen i mit blod. Han løb ufrivilligt væk fra mig, og jeg kunne se at han forvandlede sig til en ulv og løb videre.

Jeg var en ulv. Jeg havde ventet på det i så mange år, og nu skete det endelig. Da det blev morgen, gik jeg tilbage til lejeren. Jeg havde intet problem med at komme i menneskeform. Der var ingen i teltet da jeg kom tilbage. Jeg faldt hurtigt i søvn.

Jeg vågnede af at Casper lå og lejede med mit hår. "Godmorgen, smukke", sagde han og satte sig op. Jeg følte mig nu ellers ikke ret smuk. Jeg kunne mærke at mit hår var 'all over the place'. "Hvor er Collin?", Spurgte jeg, og kiggede over på hans tomme sovepose. "Jeg har ikke set ham siden igår. Hvad lavede i enlig ude i skoven?", Spurgte han. "Vi ville have noget frisk luft", sagde jeg, men han virkede ikke overbevist.

Vi gik ud for at finde ham. Han havde fortalt mig, at han nogle gange havde svært ved at komme tilbage i menneskeform. Jeg ville finde ham, og prøve at hjælpe.

Da jeg så ham, gik jeg langsomt tættere. Casper havde også set ham, men prøvede at stoppe mig. "Pas på Jen!", Sagde han og tig fat i mig. "Lad os nu gå tilbage! Han er her jo ikke!", Sagde han og stillede sig foran mig. Jeg skubbede ham til side, og gik stille tættere på Collin. Casper tog sig til hovedet. Jeg tog hånden frem foran mig. Jeg gik hen til ham, så min hånd var en halv meter fra ham. Jeg gik langsomt ned i hug. Han fulgte min hånds bevægelser. Da min hånd rørte jorden, lå han helt stille. Han skiftede til menneskeform. "Tak",sagde han lidt flovt. Casper stod helt mundlam. Han havde nu forstået at jeg var som ham. "Hvad laver han her?", Spurgte han agressigt. Inden jeg nåede at svare, sagde han:"nu ved han alt!", han rejste sig op. "Nej, han er ligesom os! En ulv!", Sagde jeg, og prøvede at berolige ham. "Jeg prøvede ligesom at hjælpe med at finde dig!", Halv-råbte Casper. "Jeg har ikke brug for din hjælp!", Råbte Collin tilbage og sendte ham et dræberblik. "Jeg kunne sgu da ikke efterlade hende alene sammen med en der er syg i hovedet!", Råbte Han og hentydede til Collin. "Det er sgu da dig der er syg!" Råbte Collin og skubbede Casper. Jeg kunne mærke min vrede. "STOP!", råbte jeg. "det er nok!" "Det er sgu da ikke min skyld at han fucking skubber mig, sådan!", råbte Casper og 'demonstrerede'. Og så begyndte de igen.

Det endte med at jeg løb. Jeg løb dybt ind i skoven. Mens jeg løb, kiggede jeg tilbage for at se om de løb efter mig. Det gjorde de. De var et godt stykke bag mig. Jeg vendte hovedet tilbage, og væltede ind i en. Jeg dækkede mine gyldne øjne så meget som muligt. "Det må du virkelig undskylde", sagde jeg. Det var en dreng. "Det går nok", sagde han og kiggede bag mig. Han kunne se drengene løbe efter mig. "Jeg er ret klodset!",sagde jeg og kiggede tilbage. De kom nærmere og nærmere. Jeg ville ikke snakke med dem. Ikke mens jeg var sådan. Jeg ville bare gå amok på dem. "Nå men vi ses", sagde jeg, og kiggede tilbage en ekstra gang. "Vent! Er de efter dig?", Spurgte han alvorligt. Jeg tøvede. "Altså nej, eller jo, der skete noget og jeg vil helst ikke snakke med dem!" De var ikke andet end ti meter væk nu. "Kom!", Sagde han. Det så ud til at han var på alder med mig. Men skulle jeg følge efter ham? "Hey? Er din øjne gyldne?!", spurgte han, og prøvede at kigge på dem. "Nej", svarede jeg og kiggede tilbage igen. De var oppe ved os på ingen tid nu. "Hør her, jeg er ikke idiot!", sagde han og grinte, som om jeg havde rigeligt med tid. "Jeg er ligesom dig", sagde han, og smilte til mig. Collin og Casper var nu kun fem meter fra os, så jeg tog hans hånd og løb.

Sammen løb vi ned til søen. "Hvem er du enlig?", Spurgte jeg, uden at føle mig dum. "Mit navn er Connor, jeg er 16",sagde han og kiggede ud over vandet. "Hvilken skole går du på?", Spurgte jeg forvirret. Jeg vidste nemlig at der kun var en skole her i området. "Ingen", svarede han ligeud, "efter jeg blev varulv, var mine forældre skuffede over mig, så de smed mig ud". "Hvor bor du så nu?" Jeg blev ved med at stille spørgsmål. "Ingen steder, i det fri?", Sagde han og smilede til mig. "Nu er det min tur", sagde han, og satte sig anderledes. "Hvilken skole går du på?", sagde han hentydende. "Dumt spørgsmål!", Sagde jeg og grinte. Min mobil blev ved med at summe. Collin og Casper havde skrevet til mig tilsammen 32 gange. Mine forældre havde ringet 5 gange, men alligevel blev jeg siddende. "Hvor bor du så?", Spurgte han. "I huset du kan se der", svarede jeg og pegede. "Okay", sagde han, og kiggede. "Hvad er dit nummer så?", spurgte han flirtende. Han tog en tusch op af lomme og rakte den til mig. Jeg skrev mit nummer på indersiden af hans under arm. "Hey, tak for hjælpen", sagde jeg og smilte til ham. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene.

Pludselig så jeg Collin komme inde fra skoven af. Han kom gående hen mod os men stoppede et stykke fra os. Han så meget overrasket ud. Jeg kiggede over på Connor. Han så mindst ligeså overrasket ud som ham. Collin begyndte at gå hen til os igen. "Jeg må nok hellere smutte", sagde han, og kyssede min kind. "Men hvor har du tænkt dig at gå hen?", spurgte jeg bekymret. "Det finder jeg ud af!", Sagde han og kyssede mig på kinden igen. "Vi ses", sagde han og løb. "Der var du!", sagde Collin, som stadig prøvede at få vejret. "Vi havde let over alt efter dig! Ved skolen, hos Dig, ved lejeren, inde i byen..", Jeg afbrød ham. Hans øjne var stadig gyldne. "Har du været hjemme hos mig!", Udbrød jeg, og løb min vej.

Da jeg kom hjem, ville mine forældre have en snak med mig. "Der kom to vareulve drenge hjem til os tidligere idag, og ledte efter dig. Kan du forklare det?", Spurgte min far alvorligt. "Ja. Vi ledte efter Collin eftersom han nogle gange har problemer med at komme tilbage i menneskeform. Da vi så fandt ham, fik jeg ham i menneskeform igen, og så begyndte de at diskutere. Jeg blev sur og løb min vej. Jeg mødte en anden ulv. Han var blevet smidt ud da hans forældre fandt ud af at han var en af os. Så nu har han Intet sted at være. Han har heller ikke gået i skole siden han blev smidt ud", det sidste kom bare ud af min mund. Jeg havde ingen grund til at fortælle om den del. "Så der er tre andre ulve? Du sagde kun at der var en? Og du fortalte ikke at det var en dreng? hvorfor har du ikke fortalt det?"' Spurgte min far skuffet. "Jeg vidste ikke at Casper også var ulv. Jeg har lige mødt Connor!", sagde jeg uskyldigt. "Tom, kan vi lige få to minutter alene?", Spurgte mor. Far rejste sig, og gik ud af køkkenet. Det er noget helt specielt at være varulv. Især når man er en pige. Det er sjældent at der bliver født pige varulve. Da jeg var på din alder, var alle varulve drenge over mig. For hvem vil ikke helst have et barn som en selv. Det bliver jo under alle omstændigheder en varulv hvis begge forældre er varulve. Men hvis det bliver en pige, er der stor chance for at det bliver et menneske. Du har været heldig. Varulve drenge begynder at tænke på det tidligt. Det er vigtigt for dem at de har deres varulve børn er fødte varulve. Ikke revne eller bidte. Hvis altså det bliver varulve. Det er en del af deres stolthed. Det er vigtigt at du bedømmer hvem der tænker på stolthed, og hvem der ikke gør. Okay?" Jeg nikkede.
<><><><><><><><><><><><><><><><><>
Det var endnu et kapitel af "Eyes of a wolf"!😁
Husk nu at tjekke simo902p , og hendes fantastiske bog 'en ballerinas kærlighedshistorie ' ud!💕👌