Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 2

Vangmarksskolen var en skole, hvor der gik omkring 400 elever. Størstedelen boede i Vangmarken, resten kom fra de omkringliggende landsbyer og opland. Da der var terminsprøve, skulle de først møde ind klokken 8.30, så de kunne få stillet an med bærbar og få de sidste informationer inden terminsprøverne begyndte klokken 9. Den stod på matematik, hvilket var et af Najas yndlingsfag. Selvom skolen ikke var så stor, som den hun gik på i Aalborg, så føltes den stor, fordi den var ny og hun vidste ikke hvor de forskellige lokaler lå.

Hun skulle indfinde sig på kontoret og blev derefter introduceret til sin klasselærer, som fulgte hende hen til gymnastiksalen, hvor alle 9. klasserne skulle være under prøven. Der var heldigvis sat navne på bordene, så hun fandt sit navn, satte sig ned, hvorefter hun begyndte at finde sin bærbar frem, penalhus med mere. Hendes klassekammerater begyndte at dukke op, nogle sagde hej til hende, andre gav hende bare nysgerrige blikke, men lod være med at snakke til hende. Philip og Kian dukkede op, de kom begge hen og sagde godmorgen og ønskede hende held og lykke, før de fandt deres egne pladser.

Matematiklæreren kom også hen til hende og gav hende nogle hurtige informationer, som klassen havde fået om fredagen, så hun vidste det samme som dem. Det var en mærkelig dag at starte i den nye skole. Det var ikke før efter prøven og hun forlod gymnastiksalen, at hun faktisk fik mulighed for at tale med nogle af dem fra klassen.

Ude i skolegården stod blandt andet Philip, Kian og Marie sammen med nogle andre og snakkede sammen, da de fik øje på Naja, kaldte de hende hen. Naja blev hurtigt introduceret for de øvrige i gruppen.

"Dette er Naja, hun er flyttet til Vangmarksbro," fortalte Marie.

"Er det den gamle Skovmarksgård, du er flyttet ind?" spurgte en pige, som hed Mia.

"Ja, hvordan vidste du det?" spurgte Naja forbløffet.

"Der sker ikke en skid heromkring, så hvis der flytter nogen til området, så ved alle det inden ugen er omme," forklarede Mia.

"Når Gamle Pede slår en fis, så ved alle det," medgav Philip.

Alle de andre lo, imens Naja bare nøjedes med at trække på smilebåndet. Hun havde ingen anelse om hvem Gamle Pede var eller hvor han boede, men han var højst sandsynlig en, som alle kendte heromkring.

"Nå, hvordan gik prøven? Nok ikke den bedste måde at starte på en ny skole," kom det fra Kian.

"Det gik, på den anden side så er det ikke så galt at starte ud på denne måde. Der er ikke helt så mange mennesker at forholde sig til på samme måde, som hvis det havde været almindelig undervisning," svarede Naja.

"Nå, men nogle af os tager over i Brugsen for at købe, inden bussen kommer, vil du med?" spurgte Marie.

Naja gik med til at følge de andre over til Brugsen, som lå nede ad gaden. Der gik mindst en halv time før bussen kom og det var alligevel for koldt at sidde i busskuret og vente.

"Har du set spøgelset endnu?" lød det pludseligt fra Marie, som gik ved siden af Naja, på vej ned til Brugsen.

"Spøgelset? Hvor henne?" spurgte Naja mistroisk.

"Det holder til på engene omkring Vangmarksgaard, der siges også at den bor på herregården."

"Det tror jeg ikke," kom det tøvende fra Naja.

Der havde været skikkelsen, hun havde set dagen før på en af markerne, men det kunne lige så godt være disen, der havde spillet hende et puds.

"Hvad er det for et spøgelse?" spurgte Naja nysgerrigt.

"Nogle siger det er en gammel mand, som arbejdede på herregården tilbage i tiden og led en frygtelig død ved at drukne i Vangmarkså. Andre mener, at det er et barn, som endte i mosen og nu ikke kan finde hjem," forklarede Marie.

Det var ikke et barn, hun havde set dagen før, det var sikkert og vist, så det var højst sandsynligt ikke noget spøgelse.

"Har du set spøgelset?" spurgte Naja med et let smil.

"Et par gange, men så snart jeg fik øje på det, så vendte jeg om og løb den anden vej. Ingen har nogensinde forsøgt at komme i kontakt med det. Det går bare hvileløst rundt ude i engene," forklarede Marie.

"Nu skal du ikke begynde på din spøgelsessnak," begyndte Philip opgivende, da han overhørte hvad Naja og Marie snakkede om.

"Bare fordi du ikke har set det, betyder ikke at det ikke findes. Der er mange, der har sagt, de har set en eller anden gå rundt nede i engene, som ingen kender," forklarede hun.

"Det er bare en skrøne, desuden findes der ikke spøgelser," fortsatte Philip.

"Fint hvis du ikke tror på mig, så skulle vi tage ud og lede efter det," sagde Marie selvsikkert.

"Jeg troede, at du løb din vej, hver gang du så den," sagde Naja.

Philip brød ud i et brøl af latter, imens Marie så fornærmet på Naja.

"Pas du på," sagde Marie og viftede en pegefinger lige op i ansigtet på Naja. "Ellers bliver dette venskab meget kort."

"Men det er sandt, Marie," svarede Philip med et grin.

"Hold din kæft, spade," svarede Marie surt.

"Men hvis du gerne vil gå på spøgelsesjagt, så fint med mig. Vi kan gøre det fredag aften, hvis du vil. Vi kan tage nogle øl med, det kan være, det kan hjælpe lidt på synet," svarede Philip.

Sådan blev det, de fik hurtigt nogle af de øvrige med på idéen. Der lå en skov ikke langt fra hvor Naja boede, der skulle de mødes. Naja tvivlede på, at de vil se et spøgelse, men i det mindste vil hun komme til at være sammen med nogle af sine klassekammerater og forhåbentlig komme til at lære dem bedre at kende.