Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 3

Tirsdag var der også terminsprøve og da Naja endelig kunne sætte sig i bussen hjem, var hun bare glad for, at det var overstået. Hendes hoved var ør, og en spirende hovedpine begyndte at melde sin ankomst, så hun så frem til at komme hjem.

Da hun kom hjem, besluttede hun sig for at gå sig en tur. Der gik en cykelsti langs den store hovedvej, så efter hun havde smidt sin taske, spist en bolle med syltetøj og drukket et glas mælk, gik hun ned ad grusvejen, indtil hun kunne træde ind på cykelstien. Turen gik ned mod skoven, hvor hun skulle mødes med sine klassekammerater fredag aften. Det var måske en god idé at gå en tur rundt, for at gøre sig bekendt med den, imens det stadig var lyst.

Hun havde ikke taget mange skridt ind ad skovstien, før roen bevægede sig ind over hende. Størstedelen af skoven bestod af fyrtræer, men der var også bøgetræer rundt omkring, især i udkanten af skoven. Standfuglene kvidrede i træerne. Hun måtte dog give sine forældre ret, der var meget fredfyldt herude på landet, selvom hun savnede Aalborg og sine gamle venner, så var det ikke helt skidt.

Ved en lysning standsede hun, da hun fik øje på nogle rådyr. Hun havde ikke været så tæt på nogen før, og hun stod bare og stirrede måbende på dem. Da lyden af en gren, der knækkede, hævede de hovederne og kikkede sig agtpågivende omkring. Endnu en gren knækkede og de løb væk. Naja kikkede sig omkring, for det var ikke hende, der havde lavet larm, så rådyrene var blevet bange. Ud fra en anden sti kom en ung fyr. Hans hår var halvlangt, let krøllet og brunt, han var høj og langlemmet. Da han fik øje på Naja, standsede han.

"Du er ny," udbrød han.

"Du er også ny for mig," svarede Naja.

Sådan stod de og så vurderende på hinanden. Fyren var iført en grøn dynejakke, der passede meget godt med skovens vegetation, brune bukser og et par ruskindsstøvler, der så umådelig lune og rare ud.

"Så hvem er du?" spurgte han og så mistænksomt på hende.

"Naja, jeg er lige flyttet ind på Skovmarksgård," svarede hun.

Fyren nikkede tavst, før han begyndte at gå over mod en anden sti, der førte væk fra hende.

"Hey, du har ikke sagt, hvem du er?" kaldte Naja efter ham.

"Det rager ikke dig," svarede han og fortsatte hen ad stien.

Naja stod og stirrede lamslået efter ham, som han forsvandt ind mellem træerne.

"Idiot," mumlede hun for sig selv, før hun selv gik videre.

Hvem den unge fyr var, vidste hun ikke, og hun var ragende ligeglad, når han opførte sig på den måde. Naja endte ude ved cykelstien igen, dog et helt andet sted end hvor hun var gået fra. For en stund var hun usikker på, hvordan hun kom hjem igen. Da var det, at hun så den. Herregården, der gemte sig bag nogle høje egetræer. Hvis der stadig havde været blade på træerne, havde hun sikkert misset den. Langsomt begyndte hun at gå nærmere, hun var ikke blevet klog på, om der egentlig boede nogen derinde, det var et museum eller brugt som en administrationsbygning, for hun kunne se lader og staldbygninger rundt om, marker med dyr, som måtte tilhøre herregården.

Det var ikke før hun kom til en høj smedejernslåge, hvor der var et våbenskjold på, at hun standsede. Herregården var bygget ud af røde mursten, der var tre etager. Herregården så imponerende ud udefra og hun kunne kun forestille sig, hvordan den så ud indenfor. Pludselig hørte hun en hund, der gøede og kort efter, så hun en kæmpe Newfoundlænder galopere lige ned mod hende. Hun tog et par skridt tilbage og stødte ind i noget bagved hende, hvilket fik hende til at skrige og vendte rundt, imens hun trådte væk fra både låge, hund og hvem end, der havde stået bag hende.

Det var fyren fra skoven.

"Spionerer du?" vil han vide og skulede ad hende.

"Nej," sagde hun.

Hunden gøede som en gal, da den var nået ned til lågen. Det rungede i luften.

"Stille Bumle," sagde fyren bestemt og hunden stoppede med det samme, imens den logrede med halen.

"Bumle?" spurgte Naja og kikkede på den store hund.

"Hvorfor ikke? Jeg var ti da vi fik den," sagde fyren.

"Vent, bor du derinde?"

"Du er klog," svarede han med et løftet øjenbryn.

Naja rullede med øjnene. Han havde stadig ikke fortalt hvad han hed, men i det mindste vidste hun, hvad hunden hed.

"Så hvad laver du her?" spurgte han.

"Jeg var nysgerrig, jeg har aldrig set stedet før, kun hørt om det," svarede Naja.

"Whatever," mumlede fyren.

"Hvad er der galt med dig, du er så ubehøvlet," udbrød Naja fortørnet.

"Dette er privat grund og medmindre du har et ærinde her, så er du nødt til at gå," svarede han.

"Whatever," mumlede Naja og havde lyst til at række tunge af fyren, men afholdt sig fra det og i stedet begyndte hun at gå tilbage.

Der gik dog ikke længe, før hun hørte fyren råbe op.

"Nej Bumle!"

Da Naja vendte sig rundt, kom Bumle løbende hen mod hende og et øjeblik frygtede hun, at den vil løbe hende ned, men den standsede i tide og begyndte at snuse til hende. Hun lagde sin ene hånd ovenpå dens hoved og kløede den snart bag øret, hvilket fik dens hale til at logre endnu mere. Fyren kom løbende hen til dem og tog fat i halsbåndet på hunden.

"Fy Bumle," sagde fyren og begyndte at trække den tilbage til lågen.

Naja kikkede bare efter den store bamsebjørn, som tydeligvis ikke vil med tilbage. Den var nu nuttet og virkede helt tilforladelig. Fyren og hunden forsvandt gennem lågen og fulgte vejen ned til herregården, imens gik Naja tilbage mod sit nye hjem, lettere forvirret over mødet med den unge fyr, som hun ikke brød sig synderligt om.