Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 10

Efter morgenmaden tog Naja afsted. Hun vil cykle ned til Mølledammen, som lå omkring 15 minutters kørsel fra hvor hun boede. Forhåbentlig vil det ikke tage lang tid at finde Tristan, hvis han opholdt sig, hvor han sagde han vil være. Det var koldt, heldigvis var cykelstien ryddet og fået en omgang sand. Det var lige omkring frysepunktet og selvom hun havde vanter på, så kunne hun mærke kulden gennem de sort og hvid ternede vanter.

Da hun nåede frem til svinget, standsede hun og kikkede sig omkring.

"Tristan?" kaldte hun, men ingen dukkede op.

Hun stillede cyklen fra sig og gik over til et skilt der viste at vejen vil dreje skarpt. Der lå en buket tulipaner ved foden af en træstub, hvor et træ engang havde stået. Naja kikkede sig søgende omkring.

"Du fortalte ham," lød det pludseligt bag hende.

Naja snurrede rundt og der stod han, Tristan. Der var et sørgmodigt blik i hans øjne.

"Hvem?" spurgte hun forvirret.

"Louis. Han dukkede op i går, han snakkede til mig, selvom han ikke kunne se eller høre mig. Det er derfor, jeg bad dig om ikke at sige noget til ham. Ved du hvor hårdt det er at se min familie og venner komme her, tale til mig som om jeg stadig er i live, alt imens de ikke kan høre mig svare?"

Naja sank en klump, det havde hun ikke tænkt over, hvordan det måtte være at se dem man havde kær på den måde.

"Hvad sagde han?" spurgte hun forsigtigt.

"Det er lige meget. Har du fundet ud af, hvor min kæreste er?" ville han vide.

Naja fiskede sedlen op med adressen og telefonnummeret.

"Hvad vil du gøre med det? Du kan vel ikke besøge hende eller ringe til hende," sagde hun og holdt sedlen op, så han kunne se.

"Nej, men det kan du," sagde han, efter han havde studeret sedlen.

Naja så chokeret på ham.

"MIG?! Næh, nej, det var aldrig aftalen. Jeg ville gøre et forsøg at finde ud af, hvor hun var, men direkte tale med hende. Hun vil bare tro, jeg er skør," udbrød Naja.

"Kom nu, jeg har ikke andre, der kan hjælpe mig."

"Hvad regner du med at få ud af det? Du kan ikke ligefrem være kæreste med hende længere."

Tristans ansigt blev stift.

"Det ved jeg, men jeg vil bare sikre mig, at hun har det godt, det er alt."

Naja iagttog ham, hun var ikke sikker på dette, vil være en god idé, på den anden side, var hun også nysgerrig. Både hvem pigen var, men også grunden til at Tristan vil finde frem til hende. Naja bed sig selv i læben, imens hun tænkte sig om.

"Fint, jeg kan prøve at ringe til hende, men det bliver ikke nu, for jeg skal i skole. Jeg gør et forsøg i morgen, der har jeg almindelig skolegang og er færdig ved to tiden. Skal jeg komme her?" spurgte hun.

"Nej, jeg kommer hen til Skovmarksgård," svarede Tristan.

Naja nikkede og stak sedlen tilbage i jakkelommen og gik hen til sin cykel.

"Hvad med Louis? Måske han kan hjælpe, selvom han ikke kan se og høre dig, så kan han se og høre mig," spurgte Naja og kikkede over på Tristan, der stod og iagttog tulipanerne, der lå på jorden ved træstuppen.

Han kikkede over på hende med et tøvende ansigtsudtryk, men endte med at nikke. Naja nikkede forstående og satte sig på cyklen igen og tog turen hen til skolen, hvor en fransk eksamen ventede. Hendes tanker var dog langt fra den sidste eksamen og mere på, at hun skulle ringe til en pige, hun aldrig havde mødt før og høre til, om hun havde det godt. Ja, det vil slet ikke være underligt overhovedet. Naja var sikker på, at pigen vil smække røret på, når hun fandt ud af grunden til, at Naja ringede.