Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 11

Onsdag var første rigtige almindelig skoledag for Naja. Selvom hun havde været på skolen i over en uge nu, var det første gang, hvor skoledagen var helt almindelig med almindeligt skema. Der blev dog snakket terminsprøver i nogle af fagene og den sædvanlige plagen om, hvornår de kunne regne med at få karaktererne. Det var dog ikke det, som Naja tænkte på, hendes tanker cirkulerede om den telefonsamtale, som hun skulle have senere på dagen, når hun kom hjem.

Over middag begyndte nervøsiteten at indfinde sig. Der var noget grænseoverskridende ved at ringe til en person, man ikke kendte. Hun havde aftalt med Louis, at han skulle kikke forbi omkring klokken 16, så kunne de tage samtalen med Tristans kæreste.

Naja var hjemme omkring klokken 15, så hun havde tid til lige at få noget i maven og slappe lidt af, før Louis kom. Hun begyndte dog at spekulere på, om Tristan var i stand til at komme ind i huset. Pludselig ringede det på døren. Naja undrede sig over, hvem det kunne være, for klokken var kun halv. Naja rejste sig og gik ud i entréen, hvor hun åbnede døren. Udenfor stod Tristan. Havde han lige ringet på døren?

"Hvorfor ringer du på, jeg troede, at du kunne gå gennem vægge og sådan," udbrød Naja.

"Det kan jeg også, men jeg har da ikke glemt alle mine manerer efter jeg er død," svarede Tristan med et skævt smil.

Naja gik til side, så han kunne gå ind i huset, før hun lukkede døren igen.

"Hvad med din jakke?" spurgte hun, da han ikke tog initiativ til at tage den af.

"Temperaturer påvirker mig ikke. Jeg har det på, som jeg havde på den dag jeg døde, så jeg kan ikke ligefrem skifte tøj eller tage det af og på, som det behager mig," svarede han.

Det måtte være irriterende, at han skulle gå i det samme tøj i al evigheder, eller hvor længe han nu kom til at vandre rundt. Måske vil alt med hans kæreste, få ham til at gå til det hinsides.

"Jeg tænkte, at vi lige kunne få styr på nogle af de ting, som jeg gerne vil have svar på," foreslog Tristan.

De gik ovenpå til stuen, hvor de satte sig ned. Naja fandt noget papir og en kuglepen, hvor hun kunne skrive diverse ned.

"Lad os starte med hendes navn," sagde Naja.

"Lærke, jeg har hendes mobilnummer."

Naja kikkede op fra papiret efter hun havde skrevet Lærkes navn ned.

"Hvorfor vil du så have hendes nye adresse, hvis du har hendes mobilnummer?"

"Det ved jeg ikke, måske for at vide om hun boede tæt på. Måske hun kan komme her, jeg vil gerne se hende en sidste gang," svarede Tristan.

Naja observerede ham, han så fjernt ud i luften, men vendte til sidst tilbage og gav hende nummeret, hun kunne ringe på. Endnu en gang ringede det på døren og Naja skulle til at rejse sig, da Tristan rystede på hovedet, lavede en bevægelse med den ene hånd og hun hørte døren gik op nedenunder.

"Hallo?" lød det usikkert nede fra entréen.

"Kom bare ind, vi er ovenpå i stuen," råbte Naja, imens hun stirrede på Tristan, der havde et skævt smil på læben. "Husk at lukke hoveddøren!"

Døren lukkede og fodtrin på trappen, som Louis kom ovenpå. Kort efter trådte han ind i stuen og så mistænksomt omkring.

"Er han her?" spurgte han nervøst.

Naja nikkede og pegede på Tristan, der sad på hendes højre side i sofaen. Louis satte sig på hendes venstre side.

"Jeg bider ikke," kom det fra Tristan, hvilket fik Naja til at le.

"Han siger, at han ikke bider."

"Det er meget muligt, men det er altså virkelig mærkeligt at tænke på, der er et spøgelse i rummet, når man ikke kan se det," svarede Louis afmålt.

Naja rystede opgivende på hovedet.

"Nå, skal vi få det gjort. Tristan har givet mig Lærkes nummer," sagde hun.

Naja tog sin telefon og begyndte at taste numrene ind, før hun ringede op og satte den på medhør, så Tristan og Louis kunne høre med.

"Det er Lærke," lød det pludselig.

Najas mave gjorde kolbøtter og hun måtte rømme sig et par gange.

"Hej, det er Naja, jeg er lige flyttet ind i Skovmarksgård," begyndte hun.

"Nej, hvor sjovt," lød det overrasket fra Lærke.

Naja vekslede blikke med Tristan og Louis.

"Du undrer dig sikkert over, hvorfor jeg ringer og hvor jeg har fået dit nummer, men jeg er nemlig ikke alene. Louis er her også."

"Hej Lærke, det er Louis," sagde Louis.

"Hej Louis, nu er jeg nysgerrig, hvorfor har I ringet?" ville hun vide.

"Jo ser du, efter jeg er flyttet hertil, så er der skete nogle meget mærkelig ting og de peger alle mod dig," svarede Naja.

Dette var svært, hun vejede sine ord omhyggeligt, i håb om at Lærke ikke vil smække på.

"Det lyder mystisk, hvad er det for mærkelige ting?"

"Jeg mødte en ret højrøvet fyr ude i skoven i sidste uge," sagde Naja, imens Tristan råbte ad hende og skulede ad hende. "Jeg så ham med en hund, som han kaldte Bumle og senere stødte jeg ind i ham her på Skovmarksgård."

Der blev stille i den anden ende.

"Han var iført en grøn dynejakke, høj, med mørkebrunt hår og blå øjne," fortsatte Naja. "Og han sidder tilfældigvis her ved siden af mig."

Der var stadig stilhed i den anden ende.

"Jeg ved, hvordan det lyder, men han bad mig om at ringe. Han vil gerne se dig en sidste gang."

Stadig ingenting i den modsatte ende. Naja blev nervøs og kikkede først på Tristan og derefter på Louis.

"Vi har julemarked her i weekend, så hvis du har tid, så kik forbi. Jeg er sikker på, der er andre som gerne vil sige hej," kom det fra Louis.

Der lød et suk i den anden ende.

"Jeg er nødt til at gå," kom det fra Lærke og kort efter lagde hun på.

Stilheden bredte sig i stuen. Naja kikkede på Tristan, der stirrede på hendes mobil, som lå på sofabordet foran dem.

"Hvis hun ikke kommer i løbet af weekenden, kan vi prøve at ringe igen," foreslog Naja.

Tristan nikkede tavst, rejste sig og forsvandt ud i det blå. Naja kikkede rundt i stuen, men han var væk.

"Hvad er der?" spurgte Louis.

"Tristan forsvandt bare," sagde Naja bekymret.

"Lad og tage ud til Mølledammen i morgen. Hvornår har du fri?" spurgte Louis.

"Jeg er hjemme omkring klokken 15."

"Stå af bussen nede hos os, så kan vi gå ned til Mølledammen sammen, det tager fem minutter max."

Naja nikkede, imens tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun kunne slet ikke sætte sig i Lærkes sted og hvordan hun måtte have det nu efter sådan et opkald. Louis tog hjem, imens Naja krøllede sig sammen på sofaen og tændte for fjernsynet, hvor en genudsendelse af Tinka fra dagen før var i fjernsynet. Ikke at hun fulgte med i julekalenderen, det var mere noget hun havde gået op i da hun var yngre. Selvom nervøsiteten havde lettet lidt, så var der bekymringerne for om Lærke vil dukke op i løbet af weekenden.