Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 13

Naja havde fri allerede klokken et, så hun var hjemme ved to-tiden. Luciaoptoget begyndte klokken 17, hvor folk samledes på Vangmarksgaard til gløgg, æbleskiver og luciabrød og på slaget 18, gik luciaoptoget i gang. Hendes venner, som også var kommet til arrangementet, havde fortalt hende, at det var frivillige børn og unge, som udgjorde luciaoptoget. Mia havde gået i optoget for et par år siden, det samme havde Marie. Størstedelen var piger, men der var også enkelte drenge med, det var også første gang, at det var en dreng, som gik forrest. En luciagom, drengen var omkring de 11, havde lyst hår og lignede en engel i ansigtet, eller hvordan Naja forestillede sig en engel ville se ud, hvis de var virkelige (men igen spøgelser fandtes, så hvorfor skulle der ikke også findes engle). Najas opfattelse af det uforklarlige, havde de seneste par uger ændret sig.

I det samme fik hun øje på Tristan, som stod bagved alle de andre tilskuere, som stod ude langs siderne på gangene og i stuerne, som var åbnet op for arrangementet. Pludselig mærkede hun en tage hendes hånd, da hun kikkede, var det Louis.

"Er det en god idé med Mia?" spurgte hun og så over på Mia, som ikke stod langt fra ham.

"Jeg har fortalt hende, hvad der er sket," hviskede han, imens han kikkede over på Tristan, der fulgte optoget med øjnene.

"Ja, men andre folk begynder at kikke," hviskede Naja tilbage.

Kort efter slap Louis hendes hånd, men hun forstod ham godt. Det måtte være en mærkelig følelse, at hans afdøde fætter gik igen og ved at se ham, skulle han røre en pige, som lige var flyttet til området. Naja var stadig usikker på, hvorfor det var lige hende, som kunne se Tristan og Bumle. Udover at hun lige var flyttet til området, var der ikke sket noget særligt i hendes liv. Hun havde ikke været på randen af livet eller på andre måde oplevet noget særpræget. Hun turde i hvert fald ikke spørge sine forældre, for hun var overbevist om, at de bare vil tro, at hun var ved at miste forstanden.

Efter luciaoptoget gik folk rundt og snakkede på kryds og tværs, imens de kunne nyde forfriskningerne, der var sat op inde i spisestuen. Naja stod og overvejede, om hun kunne spise flere æbleskiver, da hun mærkede noget køligt ved sin side.

"Jeg vil ønske, jeg stadig kunne spise æbleskiver," lød det dystert.

Tristan stod og stirrede længselsfuldt på den store skål med æbleskiver.

"Så jeg går ud fra, du ikke spiser," sagde Naja stille, så folk omkring hende ikke kunne høre hende.

"Ikke så meget som en krumme. Jeg elskede julen her på Vangmarksgaard, hele familien var samlet," kom det sagte fra Tristan.

"Kommer du her stadig, selvom du er død?"

"Jeg gjorde det første år, men jeg måtte erkende, at det var for hårdt, plus alle var så fortvivlet efter hvad der skete," svarede han og stak en hånd hen til æbleskiverne, men han kunne ikke tage en.

"Du kan røre mig, så jeg kan mærke det, men du kan ikke samle en æbleskive op?" spurgte Naja forbløffet.

"Jeg har ikke forstået denne verden endnu, jeg kan ikke samle ting op, som jeg ikke fysisk har behov for, åbenbart," svarede han og sukkede.

Naja klappede ham på ryggen, selvom det var en kold oplevelse. Tristan gav hende et trist smil, hvor vil hun ønske, at hun kunne hjælpe ham.

"Har du tænkt på weekenden?" spurgte Naja.

"Hvornår regner du med at komme i morgen?" spurgte Tristan.

"Altså jeg regner med engang over middag, men Louis har lovet, at han vil give mig besked, hvis Lærke dukker op før, så bare rolig, hvis hun kommer, så skal jeg nok være der," svarede Naja beroligende.

"Tak."

"Det er så lidt."