Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 19

Torsdag blev Naja hentet af sin mor, hvorefter de kørte til Aalborg. For det første skulle de aflevere småkager til Najas mormor, som boede i Nørresundby. Først var de inde for at købe julegaver, hvorefter det var hjem til Najas mormor, hvor de skulle spise til aften.

Najas morfar havde lavet flæskesteg og det var det man duftede, inden de overhovedet trådte ind ad hoveddøren. Mormorens arm var stadig i gips, men det afholdt hende ikke fra af give Naja en maga krammer.

"Hvordan går det?" spurgte Janni, som var mormorens navn.

"Godt. Jeg kan se spøgelser," begyndte Naja.

Janni stirrede med et løftet øjenbryn og skød et hurtigt blik over på Najas mor.

"Jamen, så må det overnaturlige løbe i generne," svarede hun.

Naja så chokeret på sin mormor.

"Vent, hvad? Kan du da også se spøgelser?"

"Ikke rigtig, men jeg kan fornemme, når noget ikke er helt, som det skal være. Det er ikke noget vi snakker så højt om, men vi er ikke helt normale," fortalte Janni.

Nu var Naja virkelig nysgerrig. Så det var derfor, alt dette var helt nyt for hende.

"Jamen hvordan?" spurgte hun nysgerrigt.

"Hvor skulle jeg vide det fra. Før i tiden talte man ikke højt om sådan noget, det kunne jo blive betragtet som noget dårligt og ja, så bliver der ikke fortalt så åbent om det, ikke selv mellem familiemedlemmer."

Naja var paf over den fortælling.

"Det er noget, der ligger i den kvindelig gren af familien. Før din mormor og mig, så var det hendes mor og hendes mor før hende og så videre," fortalte Najas mor.

Pludselig dukkede Najas morfar op ude i entréen, iført et forklæde, hvor der stod 'kys kokken'.

"Hvad står I herude og konfererer om? Maden står klar på bordet," sagde han og Naja skyndte sig over for at give sin morfar et kram.

Najas morfar Bent var en pensioneret kok, nu var det familien, der fik glæde af hans kulinariske talenter. Især hans flæskesteg, som var en gudespise, hvis man spurgte Naja.

"Naja fortæller bare, at hun kan se spøgelser," forklarede Janni, imens de gik ind i spisestuen, hvor bordet var dækket og maden stod klar på fadene.

"Ja, du skal ikke forvente for meget fra min side. Jeg har aldrig helt forstået alt det hurlumhej," sagde Najas morfar og satte sig ned.

"Når vi har spist, så finder jeg din oldemors dagbøger, måske de kan kaste lidt lys over dine evner," sagde Janni.

"Vent, hvad. Har min oldemor skrevet dagbøger?" udbrød Naja.

"Ja, hun kunne faktisk se spøgelser lige som dig. Hun havde forsøgt at tage sit eget liv, ved at gå i branddammen, men hun blev redet. Derefter kunne hun se spøgelser, det hjalp dog ikke på hendes sindsstemning. Hun endte på en anstalt til sidst, jeg var 15 år," fortalte Janni.

Naja stirrede chokeret, hun havde ikke forventet, der var så meget familiedrama indover eller at hendes oldemor endte på et sindssygehospital. Hvad hvis det også vil ske for hende. Angsten begyndte at vælde ind over hende, ved tanken om alt dette.

"Skat, du skal ikke bekymre dig. Tiderne er anderledes, din oldemor vidste ikke, hvad der foregik og hun var allerede et dårligt sted, så hjælper det ikke, at spøgelser pludselig dukker op midt i det hele," forsikrede Najas mor.

Naja nikkede tavst, imens fadene blev sendt rundt, så de kunne komme til at spise. Selvom der ikke blev snakket mere om hendes oldemors psykiske sygdom, så blev der snakket en del flere familiehistorier, som var lige så fascinerende og ikke helt så afskrækkende, som historien om hendes oldemor.