Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 18

Efter skole tog Naja med Marie og Kian hjem. Kian blev dog ikke i huset længe, da han skulle på arbejde. Han var fejedreng på et lager. Så snart han havde spist og skiftet tøj var han ude af døren igen. Hvilket betød, at Marie og Naja havde hele huset for dem selv. Marie fik snart sat noget musik på og inden længe kunne de synge med på Tobias Rahim. Naja havde ikke noget imod musikken, men hun var mere til rock end pop. Især gammel rock, noget hun havde fra sin far af. Han var vild med rock fra 70'erne og 80'erne. Så hun lyttede til en del Metallica, Europe og hvad de nu ellers hed.

Naja og Marie stod inde på Maries værelse og gennemgik hendes klædeskab. Marie kunne ikke beslutte sig for, om hun skulle have kjole eller bukser på til festen.

"Er den her for fin?" spurgte hun og hev en fin lyserød kjole ud med blonder på overdelen.

"Har du haft den på til et bryllup?" spurgte Naja.

"Ja, hvordan vidste du det?"

"Fordi den ser fin ud, som en kjole man har på til et bryllup," svarede Naja med et skævt smil.

"Åh."

Marie kikkede på kjolen en ekstra gang, før hun hængte den ind i skabet igen med et suk, før hun gik igennem det øvrige tøj.

"Så har du set noget til Tristan?" spurgte Marie, imens hun gik gennem sit tøjskab.

"Ikke siden i mandags, da jeg tog ned til Mølledammen. Jeg har overvejet om jeg måske skal opsøge hans forældre på Tristans vegne," svarede Naja.

"Hvorfor det? Vil det ikke bare gøre dem kede af det?" spurgte Marie tøvende.

"Muligvis, men da jeg snakkede med min mor om det i søndags, så er jeg overbevist om at han ikke kan krydse over før hans familie har accepteret at han er død."

Marie standsede hvad hun var i gang med og stod nu og stirrede lettere forvirret på Naja. Hun havde fuldstændig glemt, hvad Naja havde fortalt dagen før. Denne gang fortalte hun dog alt, hvad hun havde snakket med sin mor om. Naja begyndte fra begyndelse, alt fra sine tidligere oplevelser med spøgelser, da hun var lille og hendes mors forklaring på hvorfor Tristan sad fast hos dem. Marie sagde ikke noget i rigtig lang tid, men stod bare og stirrede på Naja med åben mund og polypper.

"Hold da kæft!" udbrød hun lige pludselig.

"Hvad?"

"Du er ligesom hende fra den serie," udbrød Marie.

Naja så forvirret på hende.

"Hvilken serie?" spurgte Naja.

"Min mor var så forhippet på at vise mig en serie, som hun så, dengang hun var gravid med mig. Men den handler om denne her kvinde, som kan se og kommunikere med spøgelser. Du er en spøgelseshvisker."

Naja stirrede forbløffet på sin veninde, før hun brød ud i grin og rystede på hovedet.

"Jeg tvivler, at der rent faktisk er noget der hedder en spøgelseshvisker, men dette er i hvert fald ikke som i en serie, det føles meget virkelig og rent ud sagt noget creepy, hvis du spørger mig."

"Ja, ja, selvfølgelig, men du må da indrømme, at det ikke er helt normalt og hvis der er spøgelser, hvem ved hvad der ellers gemmer sig derude," svarede Marie og kikkede over mod vinduet.

"Mit fokus lige nu er Tristan, så må vi finde ud af hvad eller hvem jeg er på et andet tidspunkt," sagde Naja.

"Selvfølgelig. Hvis du har brug for noget, så bare sig til, så længe jeg ikke skal besættes af et spøgelse, for det skete nemlig i et af de afsnit, som min mor viste mig," sagde Marie og gøs en smule.

Marie vendte blikket tilbage mod sit tøj og trak en rød trøje med glimmer på ud af skabet og viste den frem for Naja, der nikkede ivrigt.