Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 9

Det havde sneet i løbet af natten og der lå et fint tæppe hen over gårdspladsen. Naja tog skolebussen om morgenen, da hendes eksamen begyndte klokken ni. Heldigvis gik der også en bus tilbage igen en halv time efter hun var færdig, så hun skulle ikke vente særlig længe. Da klokken var et stod hun af bussen nede ved vejen, der gik op til gården, hvor hun boede. Hendes hoved føltes ør, efter hun havde koncentreret sig i tre timer. Dog kunne hun ikke lade være med at kikke sig omkring, men heldigvis fik hun ikke øje på noget, så hun gik op ad grusvejen, imens hendes tanker vandrede.

Da var det, at han trådte direkte ud foran hende. Tristan. Naja fik et chok og holdt hænderne op til hjertet. Bumle var ingen steder at se og Tristan, ja han nedstirrede hende med sit mørke blik, som om hun var den, som gik i vejen for ham.

"Hej... Tristan," sagde Naja prøvende.

Tristan løftede et øjenbryn, da han hørte hende sige hans navn.

"Hvor har du fået det at vide?" spurgte han mørkt.

"Din fætter, Louis," svarede Naja.

Tristan sagde ikke noget med det samme, men hun så en mørk skygge bevæge sig hen over ansigtet på ham. Naja kikkede ham op og ned, han så massiv ud. Langsomt begyndt hun at gå rundt om ham, som fik ham til at se forvirret på hende, da hun atter endte i hans synsvinkel.

"Hvad laver du?"

"Du ligner ikke et spøgelse," sagde hun og rørte hans arm.

Tristan hev armen til sig, lige som Naja hev hånden til sig. Armen havde føltes mærkelig, ja massiv, som hvis det havde været et almindeligt menneske. Alligevel var det som om, hun havde stukket hånden gennem et eller andet usynligt slør. Der havde været koldt på den anden side, klam og koldt.

"Du ved godt, du er død ikke?"

"Selvfølgelig ved jeg, at jeg er død," bed Tristan hende af.

"Hvorfor opsøger du mig og ikke din fætter og hvad med Bumle, han er også et spøgelse."

Tristan svarede ikke med det samme og kikkede væk et øjeblik, før han kikkede på hendes igen med sit intense blik.

"Jeg ved ikke, hvorfor du kan se mig. Jeg har forsøgt at komme i kontakt med min fætter, med hele min familie, men de kan ikke se eller høre mig. Du er den første, som faktisk har set mig og hørt mig."

Naja så eftertænksom ud og hev derefter sin mobil frem fra sin jakkelomme.

"Hvad laver du?" spurgte Tristan nervøst.

"Jeg skriver til Louis. Jeg lovede, at jeg vil, når jeg så dig igen," svarede Naja.

Tristan greb fat om hendes hånd, så den blev iskold.

"Nej."

"Hvorfor ikke?"

"Fordi..."

Naja studerede Tristan, han så bange ud, som om han var bange for hvad der vil ske. Forsigtigt trak hun hånden til sig og han gav slip.

"Hvad er det du vil?" spurgte Naja.

Tristan så ikke så arrogant ud længere, faktisk så han ud til at være nervøs.

"Ved du hvor familien, der boede her før, er flyttet hen?" spurgte han.

"Mener du din kæreste?" spurgte Naja.

Tristan studerede Naja et øjeblik, før han nikkede tavst.

"Jeg kan spørge mine forældre, om de ved det."

"Tak," sagde han og vendte om for at gå.

"Vent. Hvor kan jeg finde dig, hvis jeg finder ud af noget?"

"Svinget nede ved Mølledammen," sagde han og forsvandt ind mellem træerne og fortonede sig, sådan som man ser i filmene, når spøgelser forsvinder.

Naja stod som i en trance og kikkede i retningen af hvor Tristan var forsvundet. Hvorfor kunne hun se ham? Søgte han sin kæreste og det var grunden til, at han ikke havde krydset over eller hvad man nu gjorde, når man døde.

Til sidst tog hun sig sammen og gik op ad vejen, indtil hun kunne træde ind på gårdspladsen og ind ad bagdøren. Hendes forældre var ikke kommet hjem endnu, i stedet gik hun op på sit værelse og smed sig på sengen med sin telefon. Hun sendte en besked til Louis og hvad der var sket og kort efter tikkede en besked ind.

*vent hvad?!*

*han spurgte til hvor hans kæreste var flyttet hen*

*jeg ved ikke om jeg skal føle mig stødt eller ej*

*han sagde, jeg kunne finde ham i svinget nede ved Mølledammen*

Der blev tavst fra Louis' side, men efter et par minutter tikkede endnu en besked ind.

*tak, vi snakkes*

Naja vidste ikke, om hun skulle svare eller bare lade det være ved det. Hendes tanker løb atter af med hende, imens hun funderede over sin samtale med Tristan. Til sidst satte hun sig op og fandt sin fars nummer og ringede til det. Det tog et par ring, før han tog telefonen.

"Hvad så, skat?"

"Jeg vil bare høre, om du ved, hvor familien, der har boet på gården før os, er flyttet hen?" spurgte hun tøvende.

"De flyttede til Randers, hvor præcist ved jeg ikke. Jeg har deres adresse inde på mit kontor i kontaktbogen. Kik under Jesper Jørgensen," svarede han.

"Tak," sagde Naja og sluttede opkaldet.

Hun skyndte sig ind ved siden af, hvor hun gik over til skrivebordet og fandt sin fars kontaktbog og bladrede om til J, hvor hun fandt en Jesper Jørgensen. Hun tog et post-it og skrev adressen og telefonnummeret ned. Måske hun kunne nå ned til Mølledammen i morgen formiddag inden hun skulle i skole om eftermiddagen til den sidste eksamen. Hun vil i hvert fald gøre et forsøg.