Spøgelset på Vangmarksgaard

Kapitel 23

Naja var ikke til meget nytte for hendes mor, så Naja besluttede sig for at tage ind til købmanden for at købe nogle blomster, derefter cyklede hun ned til Mølledammen. Der var ikke dukket nogen op endnu. I stedet lagde hun de røde tulipaner ved træstubben, før hun tog stien, der gik rundt om Mølledammen. Den var forholdsvis stor. Det havde været nattefrost de sidste mange nætter. De seneste par dage havde temperaturen knapt sneget sig over frysepunktet, så vandet var så småt ved at fryse. Et par ænder svømmede rundt. Der stod en bænk, som Naja satte sig på, heldigvis havde hun taget de uldne underbukser på, ellers vil hun have frosset rumpen.

Da hun havde siddet der i et stykke tid, hørte hun stemmer henne fra svinget. Hun fik en klump i halsen. Var det Tristans forældre der var dukket op, eller var det nogle andre familiemedlemmer, som var kommet for at mindes Tristan? Naja tog en dyb indånding og åndede langsomt ud, før hun rejste sig og begav sig tilbage til svinget.

Da hun kom tæt nok på, til at hun kunne se, hvem det var, stod der ikke bare to, men hele ti personer. Selv Lærke og Louis stod der. Da de fik øje på Naja, vinkede de hende over. Naja følte, at hun afbrød noget meget privat. Knap var hun nået frem til Lærke og Louis, blev hun bombarderet med spørgsmål.

"Er han her?" ville Lærke vide.

"Ikke endnu," svarede Naja og kikkede sig omkring, men der var intet syn af Tristan nogen steder.

"Jeg håber ikke, det gør noget, at jeg bad Lærke om at komme i dag, jeg tænkte, at det var bedre, hvis vi var to, som kunne bekræfte, hvad du kan gøre," sagde Louis og så tøvende på Naja.

"Tak, det er svært nok i forvejen, men lidt ekstra hjælp vil ikke være af vejen," svarede hun og gav Louis et beroligende smil.

Louis åndede lettet op.

"Nå, men derovre står Tristans forældre sammen med mine. Min søster kender du og de tre derovre var hans nærmeste venner," forklarede Louis og pegede rundt på de forskellige mennesker, der var troppet op.

Naja kikkede rundt på dem alle sammen. Pludselig tog Louis hendes hånd og trak hende over til Tristans forældre og hans egne. Naja strittede lidt imod til at begynde med, men det nyttede ikke noget.

"Far, mor, I husker Naja, der er flyttet ind på Skovmarksgård," introducerede Louis.

"Selvfølgelig, hej Naja. Hvad laver du her?" spurgte Louis' far venligt.

"Tristan inviterede hende," sagde Louis bramfrit.

Naja så chokeret på Louis. Dette var ikke lige måden at komme ind på emnet.

"A-hva'-for-noget," kom det med det samme fra Tristans far.

"Jo, ser I, siden Naja flyttede hertil, har Tristan gået hende på nerverne og han vil gerne snakke med jer, i håb om at han kan komme videre. Ser I, han er fanget her og kan ikke finde hvile," fortsatte Louis, imens Naja prøvede at hviske til ham, at han skulle tie stille, men han kunne ikke stoppe.

"Louis," hviskede Tristans mor fortvivlet.

"Det er sandt nok, jeg snakkede med ham for en uge side, Tristan altså," lød det bag Naja og Louis.

Lærke var kommet hen til dem. Tristans mor så helt chokeret på Lærke. Dette gik ikke helt så gnidningsfrit, som hun havde håbet.

"Jeg tror hellere I må gå væk, dette hjælper ikke," brød Louis' mor ind, der havde set, hvordan Tristans mor så ud i ansigtet, imens en skuffelse viste sig i Louis' mors.