My New Brothers

New home

Claires synsvinkel

Jeg klemte Calums hånd. Han måtte have det så forfærdeligt. En lille dreng kunne da slet ikke forholde sig til sådan noget, og jeg hadede mine forældre for at gøre det mod os

Lige pludselig en dag kom de bare fulde hjem, og det gentog sig. Der vi havde levet sådan i en måned kunne jeg ikke mere, og kontaktede politiet som fjernede os. Og nu var vi her. Ude foran vores nye hus, vores nye familie. Vi var i det mindste så heldige at nogen ville have os. Jeg ville for intet i verden på børnehjem, og det kom jeg jo så heller ikke.

"Tror du de er søde?" Spurgte Calum, og kiggede op på mig. "De er helt sikkert søde" Svarede jeg. Og så bankede jeg på.
"Gud Hej!" Udbrød en kvinde. "Kommer i allerede?" Jeg nikkede. "Det var da dejligt at jeg kunne nå at se jer. Jeg er nød til at tage på forretningsrejse i Orlando, men jeg kommer hjem om et par uger" Sagde hun og storsmilede. Hun er da lidt hyper, nåede jeg at tænke før hun trak os med indenfor.
Hun sagde farvel til sin familie, og skyndte sig ud.
Og det var enlig først der jeg kiggede op. Der stod 5 drenge og kiggede på os.
"Hej, jeg er Albert, og det er mine sønner; Cameron, Luke, Jake og Patrick" Sagde den voksne, som så hed Albert. "Jeg hedder Claire, og det er min lillebror Calum" Sagde jeg og prøvede ikke at lyde genert (eller skrækslagen).
"Drenge, kan i ikke sætte jer ind i stuen, og fortælle Claire og Calum et par ting?" Spurgte Albert og så lidt anstrengt ud. De nikkede, og vi gik ind i stuen.

"Sååeh, hvem er hvem?" Spurgte jeg for at bryde stilheden.
"Jeg hedder Cameron og jeg er 17 år" Sagde en af dem. Jeg gik ud fra at han så var den ældste. "Jeg hedder Luke, og det er min tvillingebror Jake. Vi er 16 år" "jeg hedder Patrick, og er 10 år" Sagde den yngste. Jeg åndede lettet ud. Calum var også 10 år så det var jo perfekt.
De viste os rundt i huset, og viste os vores værelser. "Calum, du deler værelse med Patrick" Sagde Cameron. "Og Claire; efter som jeg skal flytte hjemmefra om 4 måneder deler vi to værelse" øv, tænkte jeg. Jeg havde håbet på at få mit eget værelse, men der ville det jo også blive om 4 måneder. Så det var egentlig fint nok.