My New Brothers

This is like bye to everything

Claires synsvinkel

"Calum?" Spørger jeg og lægger en hånd på hans skulder. "Der er noget vi bliver nød til at tale om... Du og jeg har muligheden... muligheden for at komme hjem til mor og far, altså de rigtige mor og far. Du kan jo besøge Patrick så tit du vil og vi bor jo kun 15 minutter fra dem. Tænk lidt over det. Jeg vil ikke presse dig til noget" Afslutter jeg. Calum sidder og kigger mærkeligt på mig. "Kan jeg komme hjem? For så vil jeg gerne hjem nu" Siger han med tårer i øjnene. "Årh, kom her" Udbryder jeg og krammer ham. "Skal jeg sige til Albert og Sannah at vi gerne vil hjem, eller skal jeg vente lidt?" Calum nikker bare og siger: "sige". Jeg nikker og tager ham i hånden. "Vil du med?" Han rejser sig op og går med mig ud. Jeg har det virkelig dårligt, men det her føles bare som det rigtige. På
"Albert og Sannah... Øhm vi holder rigtig meget af jer, men både mig og Calum er blevet enige om at det vi ønsker aller mest lige nu, er at komme hjem" Mumler jeg, da vi står overfor dem. "Det er helt okay. Vi tager en snak med dem og får det hele ordnet. I kan bare begynde at pakke jeres ting" Siger Sannah og krammer os derefter på skift. Albert gør det samme. "Tak, fordi i er så forstående" Siger jeg og går hen mod værelset igen. Calum går ind på sit værelse og jeg ind på mit. Alle drengene sidder pludselig derinde. Jeg ved faktisk ikke hvor de har været hele dagen. Men jeg vælger at ignorere dem og gå over til min kuffert. Jeg begynder at lægge mit makeup osv i den, da jeg ser et brev.
"Til Claire - Fra din elskede" Underligt. Jeg sidder lidt og tænker da jeg komme i tanke om at Daniel gav mig det for lang tid siden. På vores 1 års dag faktisk. "Åbn det hvis du bliver i tvivl om vores kærlighed" Sagde han. Jeg havde vel aldrig været mere i tvivl end nu. Jeg åbnede det forsigtigt og læste det:
"Kære Claire. Jeg ved ikke hvorfor du nu er i tvivl om min kærlighed til dig og om vores forhold. Måske har grunden en stor betydning i mig. Måske slog jeg op. Måske gjorde jeg noget forfærdeligt dumt. Men du skal vide nu, at du ikke behøver at sørge over mig. Jeg var måske aldrig rigtigt forelsket i dig. Du er nød til at vide, at du har den bedste krop i verden. Før vi blev kærester snakkede alle drengene om dig og at du var jomfru og sådan. De snakker vel stadig om dig men alligevel. Du lød fantastisk, og jeg ville mere end noget andet være sammen med dig og tage din mødom. Efter det, da jeg lærte dig at kende, kunne jeg ikke få mig selv til at slog op. Både fordi du var en fantastisk sød pige, men... Du har nok forstået alt det her. Mit bedste råd er at glemme mig
-Din Daniel"

Jeg forstår overhovedet ikke det brev. Hvad mente han med alt det? Var han kun sammen med mig for at få sex? Det der får mig jo nærmest til at kaste op. Jeg river hurtigt brevet i stykket og smider det i skraldespanden.
"Claire? Hvad er set egentlig du laver?" Spørger Luke pludselig. Jeg havde helt glemt at de var der. "Jeg skal hjem. Rigtigt hjem" Svarer jeg bare."Hvordan rigtigt hjem?"  "Jeg vil ikke rigtig tale om det" Forsvarer jeg hurtigt og kan mærke tårerne presse på.