My New Brothers

Big problems

Claires synsvinkel

Jeg vågner op, og har det forfærdeligt. Både fysisk og psykisk. Jeg har aldrig haft "sammenleje" med nogen andre end Daniel. Men det er jo over en måned siden. Burde jeg ikke have mærket noget før? Min menstruation er jo kommet. Måske burde jeg gå til en læge, men jeg gider bare ikke, når Calum endelig kommer tilbage. Og kan mexicanere overhovedet finde ud af sådan noget? Jeg har overhovedet ikke lyst til at fortælle Albert og Sannah at jeg er gravid. Hvis jeg overhovedet er det. Jeg kan ikke særlig godt lide det. Kan man ikke bare få en abort, uden at være sikker på at man er gravid?
Jeg har bare ligget og overtænkt hele morgnen. Det kan umuligt være specielt sundt. Og selvom jeg ligger på et krydstogt i Mexico, har jeg aldrig haft det værre.
Jeg kigger på min telefon. Jeg fik min mors nummer af Albert, da vi sad på hospitalet. Jeg har allermest bare lyst til at ringe til hende. Selvom jeg ved at hun forrådte mig og Calum.
'Bib bib' lyder det inden hun tager den. "Det er Maryanne" Siger hun. Hun lyder hverken glad eller ked af det. "Hej, det er ... Claire" Siger jeg, men det ender med at blive en mumlen. "Jeg kender ingen Claire" "Er det rigtigt? For jeg mente nemlig at du havde en datter der hed Claire, engang" Mumler jeg. "Ja, men desværre blev hun frataget mig på grund af hendes mangel på dømmekraft, og en stor misforståelse" Det gør mig ked af det at hun siger det. Hun ved jo ude ærmet godt at det er mig hun taler med. "Mor, jeg gjorde det for at hjælpe Calum. I hørte jo slet ikke på mig" Forklare jeg, mens jeg kommer op i et højere toneleje. "Jeg er ikke længere din mor. Tal med din nye mor. Hun er sikkert fantastisk" "Du er den eneste mor jeg har! Og hvis du ikke kan forstå det, har du sikkert ret! Du er ikke min mor længere" "Du skal ikke prøve at kontakte mig igen" Siger hun bare. "Nej! Og du skal aldrig nogensinde kontakte mig ELLER mit barn! Din so" Skriger jeg ind i telefonen. Jeg når lige at høre, at hun mumler: "hvad" inden jeg smækker røret på. Jeg begynder at tude mega højt. Det et bare heldigt at de andre er nede i buffeten. Der er stadig ca. 2 uger tilbage af ferien, men jeg vil ikke andet end hjem.

Jeg tørrer det sidste løbende mascara væk fra mine øjne, og lægger hurtigt noget nyt. Det er nok den bedste idé at gå ned til de andre. Jeg tager mit nøglekort og går ud mod elevatoren. Der går en dreng, på vej ned af trapperne men da han ser mig, går han hurtigt over til elevatoren. Han er nok 3 år ældre end mig og 1000 gange højere. Irriterende nok er jeg lige gået ind i elevatoren og han spærrer ligesom for vejen. Jeg skynder mig at trykke, at jeg skal af på næste etage. Jeg kan virkelig ikke lide ham der. Jeg står helt klemt op i hjørnet, og han står bare henne ved døren. Da elevatoren endelig stopper, efter ca. 10 sekunders skrækslagenshed, er jeg vildt lettet. Alt for lettet faktisk. For døren åbner slet ikke, men lyset i elevatoren slukkes. Jeg skriger mega højt. Så højt jeg overhovedet kan for at nogen skal høre mig. Og så spurter jeg over til knapperne og trykker 'Help'. Jeg smadrer min hånd ind i den op til flere gange, inden ham drengen tager fat i mig og siger: "Hvad har du gang i babe?" Så åndssvag og fraværende som jeg nu er, skriger jeg: "Hvorfor er der så mange danskere på det her skib!" Jeg slår mig selv i hovedet mentalt, og overvejer lige et kort øjeblik at jeg bliver angrebet lige i dette sekund. Inden han skubber mig op af muren og river min trøje af. Jeg skriger bare. Indtil det går op for mig at det måske er en dårlig taktik. Jeg er fandme ved at blive voldtaget, og så står jeg bare og skriger.
"Så hold dog kæft kælling!" Mumler drengen. "Kun for dig" Siger jeg og sparker ham lige i nosserne. Ham skal fandme ikke komme og overfalde mig. Han rejser sig hurtigt op og rive mine og hans egne bukser af. Han når bare ikke at opdage at elevatoren køre igen. Jeg skriger igen, så højt som jeg kan, så ingen kan være i tvivl om situationen. Døren åbner sig og Aiden står der. Han løber ind i elevatoren og begynder en fight med ham den klamme stodder. Jeg trækker lynhurtigt mine bukser op, og min bluse over hovedet. Så spurter jeg ud af elevatoren, og lægger mine sko, sådan så døren ikke kan lukkes. Jeg spurter hen og henter en sikkerhedsmand. Forklarer ham lynhurtigt situationen, og spæner tilbage med ham igen. De to drenge står stadig og slås. Ham manden jeg hentede tager fat i voldtægtsmandens arme og går udled ham. Jeg ved ikke hvad de gør ved ham, men jeg håber at det er noget slemt.
Hvordan skete det her lige? Jeg gik fra at være ked af det på grund af en åndssvag mor og en baby inde i min mave. Til næsten at blive voldtaget i en elevator.
Jeg løber hen og krammer Aiden. "Du er virkelig fantastisk" Mumler jeg i hans øre. "Selv tak" Griner han. "Der er da ingen der skal røre dig. Og slet ikke på den måde" Jeg griner lidt over hvor sød han faktisk er. "Øhm.." Siger han så og klør sig i nakken. "Jeg tænker at du har brug for at snakke med din familie... og sine brødre og sådan. Men her er mit nummer, hvis du nu ikke kan huske mit værelsesnummer" Jeg tager imod den lille seddel, og krammer ham igen. "Tak! Vi ses" Jeg tager mine sko op i hånden og løber hurtigt op på 12. etage igen. Jeg havde ingen idé om at alt ligepludselig skulle udvikle sig til det her. Og selvom man skulle tro, at det her ødelagde mig endnu mere mentalt. Men faktisk føler jeg mig lidt stærkere. Der skete jo ikke noget. Jeg nåede at gøre noget, og det før mig rigtig glad. Jeg føler mig helt som en superhelt.