Det der med kendte (5SOS fanfiktion)

Alvorlig snak...

Jeg vågnede da døren gik op og der hørtes fodtrin.
Luke og jeg lå stadig i ske.
Jeg smilede for mig selv og slog øjnene op.
Jeg blev næsten blændet af det hvide lys og de hvide væge.

Jeg bevægede mig forsigtigt. Han vågnede ik' af det så jeg vendte mig om mod ham, lagde mit hovede i min hånd (albuen støttet mod sengen) og studerede hans ansigt.

Han var fuldstændig, helt og aldeles... Dissideret smuk at se på.
Hans uglede, mørkblonde hår, munden der stod lidt åben, hans tydelige makerede kindben og kinder som havde en svag rødlig farve.
Hans næse var ik' som min. Den var mere... Spids i det?? Lad os bare være enige om at hans næse var meget pænere end min...!!
Og tilsidst hans læber... Der har altid været noget over hans læber jeg ik' har kunnet stå for, og stadigvæk ik' kan.
De ser så bløde ud... Så fine... Og når han smiler eller griner... Mhhh...

Jeg lagde mit hovede på skrå og strøg noget af hans hår væk fra hans ansigt og lænede mig længere ned til ham. Ham og hans perfekte ansigt...

"For fanden da, hvis du vil kysse han så gør det dog!!", udbrød Michael.
Det gav et sæt i mig og jeg rykkede mig hurtigt væk fra Luke.
"Det ville jeg da ik'!!", svarede jeg ham igen. 
Calum, Michael og Ashton stod inde i rummet.
Det var nok dem der havde vækket mig ved at åbne døren.
"Hvad f*ck lavede du så??", spurgte Michael grinede.
Ashton sendte ham et stop-så-med-at-bande-blik.

Det havde jeg ingen anelse om. Jeg blev bare fanget af stemningen tror jeg. Vendt... Hvad fanden havde jeg gang i!? Hvorfor f*ck tænkte jeg mig ik' om!? Michael havde jo ret... Havde de ik' sagt noget havde jeg kysset ham!! Nok på panden... Men alligevel!? Jeg må simpelthen få styr på mig selv... Jeg havde jo Matt!!

"Lad os nu vægge ham", sagde Calum.
"Nej!!", udbrød jeg. "Lad ham sove... Han skal nok vågne".
Jeg så ned på ham igen. Hans perfekte....
Okay nu stopper du kraft edme!!

"Cherry, vi bliver nødt til det", sagde Ashton stille. "Der er noget meget vigtigt vi skal have talt om...".
Jeg så bange op på ham.
"Fint", mumlede jeg og vendte mig opmærksomhed mod Luke igen.

Jeg strøg forsigtig hans hår og hviskede: "Luke??".
Han svarede ik'.
Jeg kunne ik' lade vær med at smile.
"Luke!!", råbte Calum højt.
Det vågnede han til gengæld af. Og jeg fik et chok.
"Calum!!", udbrød vi begge bebrejdende i kor.
Jeg sukkede og Luke lagde sig ned igen.

"Du skal ik' sove mere", sagde jeg.
"Mhhh", svarede han bare.
Jeg prikkede ham på næsen. "Luke kom op nu", sagde jeg bestemt.
"Jaja", svarede han. "Skal nok".

Jeg satte mig op i sengen og blev mødt af tre par alvorlige øjne.
"Hvad??", spurgte jeg forvirret.
De så skiftevis på hinanden.

Ashton sendte Luke et vær-klar-blik.
Sengen bevægede sig så jeg gætter på at Luke satte sig op.

"Ser du...", begyndte Michael. "Nej jeg kan ik' fortælle sådan noget", sagde han og så på Ashton som himlede med øjnene.

"Kirstine". Okay når han kaldte mig for mit rigtige navn var det meget alvorligt.
"Din far er kommer i fængsel og når han kommer ud igen skal han på et hospital for folk der ik' er helt raske psysisk", han holdte en lille pause så jeg kunne få det helt ind.

Luke lagde en hånd på mig skulder og Ashton fortsatte: "Din mor vil få hjælp så hun kan komme sig. Det vil tage noget tid".
"Hvor lang tid??", spurgte jeg stille.
"Mindst et halvt år", svarede Calum.
"Og i den tid kan hun... MÅ hun ik' passe børn...".

Jeg fangede den ik' lige med det samme.
Først efter et par minutter i stilhed gik det op for mig havd han hentydede til.
"JEG VIL IK' PÅ BØRNEHJEM!!", skreg jeg bange.
Drengene blev forskrækket over mit lille 'anfald'.

"Slap af Kisser", sagde Luke beroligende og prøvede at holde om mig men jeg skubbede ham hårdt væk og rejste mig.
"NEJ!! JEG VIL IK'!!". Jeg kunne ik' bære tanken om at skulle på børnehjem... Miste min mor... Miste drengene... Miste alt hvad jeg kendte og havde kært.

Calum gik med hurtige skridt hen mod mig og tog fat om mine håndled.
"Kirse, du bliver nødt til at tage det roligt!!", sagde han bestemt.
Jeg prøvede at slippe fri. Tilsidst gav han op med en suk og slap mig.
Ikke fordi at han ik' kunne holde mig mere, for det kunne han sagtens have gjordt. Mere fordi han vidste at jeg ik' ville falde til ro så længe han holdte mig fast.

Jeg gik fuldstændig amok. Jeg tænkte ik' klart.
Jeg slog løs på Calum's mave, så hårdt jeg kunne. Tårerne løb ned over mine kinder men jeg tørrede dem hidsigt væk.
Han sagde ik' en lyd, eller flyttede sig en millimeter. Han ventede bare på at jeg stoppede og kom til mig selv.

Pludselig stoppede jeg op.
Hvad havde jeg gang i?? Jeg slog på min f*cking bedste ven!?
Jeg så forskrækket op og mødte hans gennemborende blik.

Jeg følte mig pludselig så lille. Som om alting blev større. Jeg så rundt på de andre drenge og mødte deres blikke. De var fulde af bekymring og smerte over at se mig sådan her.

Jeg så igen op på Calum og trådte et skridt tilbage med en hånd for munden.
"Undskyld", gispede jeg. "Undskyld". Jeg gentog mig selv flere gange før jeg gemte mig ansigt i hænderne og hulkede.

Efter få sekunder greb Calum's stærke arme omkring mig og holdte mig tæt. Han tog mig op og satte sig ovre i sengen med mig på sit skød.
Han vuggede mig frem og tilbage mens han tyssede på mig.
Tilsidst sad jeg bare og følte mig Tom inden i.

De sad alle tre nede på gulvet foran mig og Calum.
"Cherry, du kommer ik' på børnehjem...", sagde Michael stille.
"Jeg er 21 år, så jeg er myndig...", sagde Ashton.
"Vi tager os af dig", sagde Luke forsigtigt.
Jeg rynkede brynene. Kunne de virkelig det?? Jeg kan jo ik' andet end at håbe.

"Okay??", spurgte Calum.
Jeg nikkede. "Okay".
Godt nok ville jeg ik' se min mor i noget tid, den kvinde der betød mest for mig i hele verden, den kvinde der er skyld i at jeg er her i dag, den kvinde der altid har været der for mig, den kvinde jeg kalder mor...

Men jeg havde drengene, og jeg vidste at de ville støtte mig 24/7, at de ville være med mig i medgang og modgang, at de ville passe på mig, som var jeg deres egen lillesøster, hvilket jeg jo også er... Eller... Jeg er Ashton's troldelillesøster...
Pointen er at de ville være hos mig når jeg havde brug for det... Og jeg ville være der for dem.

Hoii folk❤️
Sådan kan det jo gå. Men kan de overhovedet tage Kirstine til sig?? 😜😱 Hvad gør de med skole og hendes liv når drengene ik' kan blive i Danmark resten af deres liv??🙈😘
Følg med og se hvad der sker😏❤️

Kh miiiigg💕