Life saving | 2 | S.H

3

Lauritz synsvinkel

Jeg løber ind til Stella og tager hendes hånd i min. Den er alt for kold. Jeg kigger hen på Stefan som står for fodenden af sengen. Han kigger ned på hende med et fortvivlet blik.

"Er det seriøst mellem jer?" Spørger jeg ham. Han kigger fortsat på Stella med et fjernt blik og trækker langsomt på skulderne. Han blinker og kigger over på mig.

"Jeg ved det ikke. Jeg har ikke spurgt endnu," mumler han og kigger tilbage på Stella med det fortvivlede blik. "Jeg elsker hende mere end noget andet."

Jeg håber, at han mener det, ellers for han med mig at bestille. Jeg bliver revet ud af mine tanker af lægen.

"Hvis hun ikke vågner før klokken 18 i aften, vågner hun ikke," siger han, mens han kigger i en mappe. Tårerne vælter ud af mine øjne, og jeg har svært ved at styre det.

Hvorfor hende? Hvorfor lige den person jeg elsker mest? Hun er min lille søster, og jeg elsker hende meget end noget andet. Jeg er bare ikke sikker på, om hun ved det.

"Pelle?" Spørger Stefan. Pelle siger en lyd der indikere, at han lytter efter. "Hvad betyder Stella for dig?" Pelle tænker lidt, før han svare.

"Hun er den lillesøster, jeg ikke fik," svare han med et lille smil.

"Det er hun også for mig," tilføjer Jonas og nikker.

"Hvis I holder så meget af hende, hvorfor hjalp I hende så ikke?" Råber jeg rasende. Pelle og Jonas kigger kort på hinanden.

"Vi vidste ikke, at hun ville tage en overdosis!" Mumler de i munden på hinanden.

**

Stellas synsvinkel

Jeg kan høre alt, hvad de siger, men jeg kan hverken bevæge mig, sige noget, eller åbne mine øjne. Alt jeg kan gøre er at lytte og få det dårligere og dårligere med mig selv.

Jeg forsøger forgæves at bevæge mig, men selvfølgelig kan jeg ikke. Jeg fokusere virkelig hårdt på at klemme den hånd det ligger i min, men uden held.

Hvad er jeg for er menneske, at udsætte dem for det her? Jeg er ikke engang det hver...

Det eneste der køre i mit hoved er 'Sommer' på replay. Det er det eneste, der kan berolige mig i selv de sværeste tider. Det er en lang og mærk vej, jeg går på nu, gadvide om jeg når at vågne? Og hvis jeg vågne, hvad vil der så ske? Lauritz vil nok skælde mig ud over det, jeg har gjort mod dem og migselv, men det er jo forståeligt.

Jeg elsker virkelig alle de drenge på hver deres måde. Jeg vil aldrig kunne fortælle dem det, det er for svært at sige.

**

Tredje persons synsvinkel

Tiden er ved at være gået. Klokken er 17:53 og Stella har endnu ikke udtrykket et tegn på, om hun vågner eller ej.

Pelle og Jonas siddet i et hjørne for sig selv og snakker. De forsøger desperat på at overvise dem selv om, at hun nok skal vågne. Hun er en stærk pige, hun skal vågne.

Stefan står stadig ved fodenden af sengen og stirre intenst ned på den pige, han elsker. Han har mumler den samme ting til ham selv den sidste time; 'du må ikke dø på mig Stella. Du må ikke.'

Lauritz er et rod for at sige det mildt. Røde øjne, tårer fyldte kinder, rodet hår og et frustreret blik. Men hvem kan bebrejde ham? - Hans lillesøsters respirator bliver slukket om 2 minutter og 34 sekunder. 33-32-31...

Alle fire fyre venter og håber desperat på, at Stella vågner.

Lægen kommer ind. "Klokken er seks er hun vågnet?" Spørger han og går hen til maskinerne. Han kigger på dem og rynker brynene. Han føler medlidenhed for de stakkels drenge. Han ønskede virkelig for dem, at hun vågnede.

"Nej," mumler Lauritz og bryder sammen. Lægen sukker og rækker ud efter sluk knappen. Med sorg i sindet slukker han for pigens respirator. De rytmiske bip bliver hurtigt til en flad kurve og et endeligt tinnitus hyl.

**

Puha det er noget trist noget. :(

VÆR IKKE EN STILLE LÆSER

Kommenter, fan, stem, etc

-Stelle