Life saving | 2 | S.H

25

Stefan og jeg går ind til de andre i stuen hånd i hånd. Alle kigger op idet, vi træder ind af døren. 

"Vi har noget, vi gerne vil sige," siger Stefan og smiler som en lalleglad idiot. "Vi skal have en baby!" Råber han begejstret. 

"Du har tænkt på at få en abort, ik'?" Spørger Emily bekymret. 

"Nej, det vil jeg ikke," svarer jeg med en klump i halsen. 

"Nej, hvad? Ikke min lillesøster! Du er ikke gammel nok, og hvad vil du gøre, hvis Stefan skrider?" Spørger Lauritz bekymret. 

"Det vil jeg aldrig kunne finde på. Nok har jeg gjort mange dumme ting, men nej," forsvare Stefan og kigger ned på mig med et lille smil. Jeg kigger væk og mærker tårerne slippe ud af mine øjne. Stefan trækker mig ind til sig og prøver at trøste mig. 

"Se nu Lauritz nu græder hun! Det var nok dig, vi havde regnet med bedst forstod det!" 

"Det var ikke sådan ment! Selvfølgelig vil jeg støtte jer, men I har bare haft mange problemer på det sidste," siger han og går hen i mod os. 

"Tillykke! Jeg vil være onkel!" Indskyder Jonas med et kæmpe smil. Vi griner lidt alle sammen. 

"Selvfølgelig. Det må du også gerne," svarer Stefan. 

"Stella? Kan vi ikke lige snakke, bare os to?" Spørger Lauritz og prøver at få øjenkontakt med mig. 

"Jo selvfølgelig," svarer jeg med en lille stemme og går ud af Stefans arme. Jonas, Pelle, Stefan og Emily forlader stuen, så det kun er Lauritz og mig tilbage. Vi sætter i sofaen, og Lauritz tager en dyb indånding. 

"Stella selvfølgelig vil jeg støtte jer. Jeg forlanger bare, at I bor her til at starte med," siger han og kigger på mig. 

"Det havde jeg også tænkt mig," svarer jeg. "Lauritz jeg har et andet spørgsmål." 

"Spørg løs." 

"Vil du med til den første scanning?" Spørger jeg ængstelig. 

"Øh, ja, men jeg havde ikke regnet med, at du ville spørge," svarer han og laver grimasser. 

"Du er verdens bedste storebror, det ved du godt ik'?" 

"Nu gør jeg," svarer han bare med et stort smil. "Hold nu kæft, mand, jeg skal være onkel. Jeg havde sgu ikke regnet med, at du får børn før mig," tilføjer han med et lille grin. 

"Nå, men det gør jeg altså," svarer jeg tilbage og griner. Jeg trækker vejret og ligger en hånd på mig mave. "Jeg er sulten," siger jeg og rynker panden. 

"Selvfølgelig er du det," siger Lauritz grinene og ryster på hovedet. Jeg rejser mig fra sofaen og går ud i køkkenet. Jeg åbner køleskabet og rynker panden. 

"Lauritz vi har ikke noget godt her hjemme!" Råber jeg. 

"Vi har chips i skabet," råber han bare tilbage. 

Jeg hviner og råber, "Chips!" Stefan kommer løbende ud i køkkenet. 

"Hvad sker der?" Spørger han bekymret. 

"Jeg er bare sulten," svarer jeg og finder en chips pose fra skabet. 

"Du er lige ved at tage livet af mig, mand," siger han. Jeg åbner posen og æder en chip. Jeg kigger så op på ham. 

"Det er da ikke min skyld?" Svarer jeg. 

"Hvor er du sød, når du er sulten," siger han. Jeg kigger på ham med et løftet øjenbryn. 

"Klamt. Jeg skal brække mig," svarer jeg bare og går. 

"Toilettet er den anden vej!" Råber han efter mig. 

"Lige præcis!" Råber jeg tilbage til ham.