Life saving | 2 | S.H

14

Jeg vågner med rynket pande. Jeg er der hjemme, men jeg er meget ked af det. Min bror og de andre tager af sted i aften, men de tror, at jeg er sur på dem. 

Jeg har låst døren til mit værelse, jeg magter ikke at snakke med dem. Jeg følger, at Lauritz hader mig, siden han ikke kom og fortalte mig det i god tid. Jeg tager min mobil op af lommen og ringer til Mikkel.

"Hej, det er Mikkel," siger en stemme i mobilen.

"Hej Mikkel, det er Stella, jeg har brug for noget."

"Du ved, hvor jeg er," siger han og afslutter opkaldet. 

Jeg går ud og tager sko og jakke på. Jeg går ud af døren, og jeg hører musik, imens jeg går hen til Mikkel. Jeg er nået der hen, og jeg banker på hans dør. Der går ikke lang tid, før den åbner, og der står han.

"Hej, kom ind og se hvad jeg har. Jeg håber ikke, at Lauritz blev alt for sur, sidste gang du skulle have købt noget," siger Mikkel.

"Nej det var ikke så slemt," svarer jeg. "Bare det samme som sidste gang jeg købet noget," tilføjer jeg.

"Okay du kender jo prisen," siger Mikkel. Denne gang skal jeg nok ikke tage så meget, de skal ikke finde ud af det. Jeg orker virkelig ikke mere ballade med Lauritz lige nu. Han må jo forstå, at man ikke bare kan stoppe.

Jeg betaler og går igen.  Jeg bliver revet ud af mine tanker, da jeg går ind i døren. Den bliver åbnet, og der står Stefan. 

"Hvor har du været Stella?" Spørger Stefan.

"Ude og få noget luft," svarer jeg og kysser ham på munden. Han kysser tilbage og trækker mig helt ind til sig.

"I to er bare for meget!" Råber Lauritz. Jeg trækker tilbage fra kysset og kigger hen på ham. 

"Undskyld at jeg er forelsket i ham!" Svarer jeg og går ind på mit værelse igen. Jeg finder mine ting frem og tager den første bane.  

****

Lauritz's synsvinkel

Vi sidder i vores tur bus. Pelle og Jonas snakker om et eller andet, og Stefan og jeg er på vores mobiler. Min mobil ringer pludseligt, og jeg kigger på navnet. 

Søs ringer...

"Hva' så Stump?" Spørger jeg, idet jeg svarer opkaldet. 

"Du skal komme hjem," siger hun grædende. 

"Det kan jeg jo ikke," svarer jeg trist. 

"Jo for du kommer sikkert ikke tilbage ligesom mor og far." Mit hjerte falder til min fødder, og jeg kan mærke tårerne presse på. 

"Jamen Stella jeg forlader dig ikke," siger jeg med knækket stemme. Stefan kigger op fra sin mobil og kigger på mig. 

"Lau hvad sker der?" Spørger han. 

"Det har du jo gjort!" Svarer hun. 

"Stella jeg kommer jo hjem igen!" Svarer jeg, og tårerne løber om kap ned ad mine kinder. 

"Ja det siger du jo nu," mumler hun fortabt. Min mobil bliver fjerne fra min hånd, og jeg falder sammen i mine egne tårer. 

"Jeg er verdens værste storebror," mumler jeg fortabt, trist og frustreret. 

"Lauritz nu stopper du!" Råber Stefan ad mig. 

"I to er vidst ikke van til at være væk fra hinanden i længere tid," kommentere Jonas. 

"Hva' så Joker! Hvad laver du?" Spørger Pelle lalleglad. 

"Det kan du ikke komme til!" Svare Pelle igen efter lidt tid. Jeg rejser mig fra sofaen og tager mobilen ud af Pelles hånd igen. 

"Stella jeg ringer i morgen, det lover jeg," siger jeg ind i mikrofonen. 

"Men du ved jo, at jeg ikke kan sove, når du ikke er hjemme," svarer hun. Jeg trækker vejret dybt og afslutter opkaldet med rystende hænder.