Life saving | 2 | S.H

17

Lauritz's synsvinkel

"Jeg ved det godt Pelle, men I skal ikke bore mere i det. Det er min søster, og jeg elsker hende," siger jeg med en lidt hård tone.

"Stille! Stella sover," hvisker Pelle.

Turen derhenne går relativt roligt. Stella sover stadig i Pelle arme, og Emily fortsætter med at brokke sig. Stefan og Jonas trækker afsted med hende i et fast greb. Vi får vækket Stella, som ikke ligefrem er den nemmeste opgave nogensinde.

"Helt ærligt tror I selv, at jeg går der ind frivilligt?" Råber Stella som det første, da hun endelig vågner.

"Nej det er derfor, jeg har tænkt mig at bære dig derind," svarer Pelle og fortsætter mod døren og ind i bygningen.

"Hej. Hvad kan jeg så hjælpe jer med?" Spørger receptionisten.

"Ja vi er såmænd bare kommet for at handle ind. Hvad tror du selv?" Siger Jonas irriteret.

"Jeg kunne også spørge på en anden måde; hvem drejer det sig så om?"

"De to tøser?" Svarer Pelle, som om det burde være indlysende og signalere mindre diskret til Stella i hans arme. Damen bag disken ruller med øjnene og kigger tilbage på sin computer.

"Så skal vi starte med at tage nogle stikprøver."

"Jeg skal fandme give dig et stik, skal jeg!" Råber Stella og knuger sig fast om Pelles hals. Det er tydeligt at se, at han har svært ved at få vejret.

"Rører du Stella med en nål, så stikke jeg den ind i dig bagefter!" Kommentere Emily bag os.

"Emily!" Råber Jonas.

"Ja hva' så? Mangler du et stykke tyggegummi eller hvad?" Spørger hun flabet og kigger op på ham.

"Ikke for at afbryde jer, men nu kan jeg se, hvor problemet er," siger damen bag disken.

"Ja det er flot! Men lige én ting. Jeg må gerne gå med ind, når min søster skal stikkes, ik'?" Spørger jeg.

"Nej desværre. Det er ikke en mulighed," svarer damen, jeg stadig ikke kender navnet på. Jeg griner kort og hånligt.

"Ja held og lykke med det!" Svarer jeg bare og tager armene over kors. Damen kigger op på mig.

"Hvad skal det betyde?" Spørger hun med rynket pande.

"Det betyder såmænd, at I ikke kan stikke i hende, uden at I selv bliver stukket," svarer Jonas. Damens øjne bliver store, og hun taster voldsomt på tastaturet. Så kigger hun endelig op på os igen.

"Måske kan vi gøre en enkel undtagelse," svarer hun. Jeg smiler triumferende til mig selv. To sygeplejesker kommer ind ad en dør og beder os om at følge med. Jeg tager Stella fra Pelles arme, og han trækker vejret dybt et par gange. Jonas og Stefan slipper Emily, og hun følger efter sygeplejerskerne, sammen med Stella og jeg, med armene over kors. Stella og jeg kommer ind i et separat rum fra Emily, og døren bliver lukker i bag os.

Lægen kommer ind og kigger hen på mig med et lille smil. Han kigger så på Stella som sidder i mit skød og rynker panden. 

"Du skal ikke være bange, det gør kun lidt ondt," siger lægen forsigtigt. Han prøver på at berolige hende med ord, hvilket tydeligvis ikke virker, da jeg kan mærke på Stella, at hun ikke er tryg ved situation. Hun klemmer sig ind til mig. Da lægen stikker hende, skriger hun op, som om hun er ved at blive slået ihjel.

"Rolig Stella det er overstået nu," siger jeg og prøver at berolige hende. 

"Det gør så ondt," svarer Stella med en tåre rullende ned ad hendes kind. Læge fyren forlader hurtigt lokalet med blodprøven i hænderne. Han kommer ind igen et kvarter senere og går hen til os. Han kigger ned på Stella og giver hende en juice.  

"Drik det her, jeg skal lige snakke med din bror," siger lægen. Jeg følger efter ham ud af lokalet og lukker døren efter mig. Han kigger lidt trist på mig. Hvad sker der med Stella? -Hvor galt er det lige?Jeg bliver revet ud af mine tanker, da han begynder at snakke til mig. 

"Hendes jernmangel er meget slemt, hvilket vil sige, at hun ikke vil være nem at vække. Hun skal have nogle piller for det, som I kan købe på apoteket," siger han.

"Okay tak," svarer jeg roligt og nikker forstående. 

Stella og jeg går ud til de andre, og vi forlader bygningen for at tage på apoteket. 

"Jeg er træt! -Jeg gider ikke at gå mere!" Brokker Stella sig med armene over kors med halv lukket øjne. 

"Jamen det skal du Stella," svarer jeg og fortsætter med at gå. Hun sukker træt og opgivende, men hun fortsætter alligevel med at gå. 

Vi når til apoteket og får fat i pillerne til Stella. Hun tager en af dem med noget vand, og fem minutter senere er hun åbenbart ikke træt mere.

Sikken en dag, og den bliver sikkert ikke bedre i morgen.