Allison's synsvinkel:
Vi havde siddet der i et par timer, da en læge endelig kom ud til os. "Juliet er stabil nu - det var godt du ringede", Sagde hun.
Jeg gav et nik med hovedet. "Juliet forsøgte at begå selvmord - hvorfor, ved vi ikke" Jeg kiggede overrasket på Harry.
"Okay, tak... Kan vi se hende?" Hun nikkede. Jeg skyndt mig ind på stuen, hvor Juliet i en seng med slanger over det hele.
Gemma sad ved siden af hende, i en stol. Vi satte os lidt længere væk fra Juliet's seng.
"Har I ikke noget andet at gi' jer til? I er jo så ligeglade med alle andre - bare I selv kan komme til!" Gemma svinede os begge til.
Tilsidst fik jeg nok.
"Stop så! Jeg bliver vanvittig af at du sviner os til, får et møgfald hver gang jeg prøver at snakke med dig, og at du ikke siger hvad fanden der er galt!"
Jeg plejede aldrig at bande, da det er uforskammet og ikke grammatisk korrekt!
Gemma så helt chokkeret ud i ansigtet. "Okay, jeg giver dig et hint; har du ikke glemt noget? Eller skulle jeg sige nogen?" Jeg rystede på hovedet.
"Jo, du har! Du har glemt mig!" Jeg rystede på hovedet igen.
"Min eneste betingelse for at du kunne date min bror, og du brød den!" Jeg kiggede på Harry.
"Gemma, jeg har ikke glemt dig - tværtimod har jeg været vildt bekymret for dig" Hun kiggede i jorden.
"Ved du hvad ? Jeg er gået" Hun tog sin jakke og gik derefter. Jeg vendt mig om mod Harry.
"Hvad vil hun ha' at jeg skal gøre?" Han kiggede i jorden.
"Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det virkelig ikke, Allison... Hun opfører sig virkelig mærkeligt!"
Jeg sukkede dybt og satte mig, der hvor Gemma sad. Jeg tog Juliet i hånden og aede den.
"Vi kommer igennem det, Juliet", Hviskede jeg. "Det gør vi altid", Mumlede jeg og kiggede ned i sengen.
ВЫ ЧИТАЕТЕ
Remember Me? || h.s
ФанфикAllison har længe været venner med Harry og Gemma. Siden før de kan huske, men Harry er blevet berømt og har glemt alt Allison. Eller det troede hun...
