Remember Me? || h.s

Kapitel 13: One of your victims

Allison's synsvinkel:

Dagen var idag skulle blive fantastisk! Eller du skulle den være blevet, men man kan ikke rigtig fejre noget, når man ved at solen ikke skinner...

I den her situation er Harry solen. "Gemma, er du nervøs?" Spurgte jeg spændt og kiggede på hende. Hun nikkede ivrigt.

"Hvor er dine forældre?" Spurgte hun og kiggede rundt. "Øhm? De kunne ikke komme..." Svarede jeg trist. Hun nikkede forstående.

"Allison Knightley. Stipendium til Stanford." Jeg gik ud imens folk klappede. Harry sad nede blandt publikum sammen med Anne, Des og Rob.

Jeg fik mit diplom og gik ned derefter ned igen.

(Næste dag)

Gemma's synsvinkel:

"Harry, hun vil jo ikke snakke med dig?" Gentog jeg og kiggede irriteret på ham, da han havde fulgt efter mig hele vejen hen til Allison's lejlighed.

"Jo, hun skal bare ikke vide at jeg kommer" Jeg sukkede og rullede øjne imens jeg låste døren op. "Hej, det er mig" Råbte jeg igennem rummet.

"Jeg er lige i bad. Bare gå ind i stuen" Svarede hun hurtigt. Man kunne høre vandet slukke.

Jeg lagde mine bilnøgler på bordet, men idet jeg flyttede min hånd, væltede jeg en stak papir ned på gulvet.

Jeg tog noget af det op og læste det. Det var avisudklip fra en ulykke i USA. "Harry?" Jeg tog flere af dem op og gav nogle af dem til ham.

Allison kom ned af trappen. Hun drønede hen og samlede det hele op og lagde det på bordet imens hun så bange ud.

"Allison? Hvad er alt det her?" Spurgte Harry undrende. "Ikke noget!" Svarede hun hårdt. "Det var derfor de ikke kom?" Hun kiggede i jorden. "Dine forældre døde i ulykken?"

En af hendes tårer ramte gulvet. "Hvorfor har du ikke fortalt det?" Spurgte Harry medfølende. "Fordi jeg godt kan klare mig selv!" Råbte hun pludselig.

"Men Allison, du skal da ikke gå med det her alene?" Svarede jeg chokeret. "Jo" Hun blev ved med at protestere imod vores hjælp?

"Harry, jeg tror det er bedst du går" Han kiggede undrende på mig. Jeg rystede bare hovedet og mimede at han skulle forsvinde.

Han sukkede og gik ud i bilen. "Alli, er du okay?" Hun nikkede og tørrede øjenene. "Hvad skete der?" Spurgte jeg chokeret.

"Det kan jeg ikke fortælle dig..." Svarede hun stille. Jeg nikkede forstående. "Har du lyst til at sidde ned?" Spurgte jeg medfølende.

Hun nikkede og satte sig ned på gulvet. "Det var så ikke det jeg mente, men okay" Svarede jeg og satte mig ved siden.

•••

Harry var blevet utålmodig og var derfor gået hjem fra Allison. Da jeg trådte ind i min mors hus, kom Harry styrtende.

Ham lignede en, der havde fået stjålet sin mobil og jeg var tyven. "Hvorfor bad du mig om at gå?!" Spurgte han vredt og uforstående.

"Fordi hun ikke havde brug for at se på dit fjæs lige nu?" Svarede jeg koldt. "Du ejer hende ikke!" Sagde han så. "Nej, men det gør du heller ikke!" Svarede jeg vredt.

"Harry, hun er en pige med rigtige følelser! Ikke endnu en af dine ofre?" Hans øjne slog lyn. "Hun er ikke mit offer. Hun er mere offer for dig!" Hviskede han rasende og gik ovenpå.

Allison's synsvinkel:

Harry havde lagt en besked på min telefonsvarer, og jeg havde endelig taget modet til mig og lyttet til den.

H: Allison, jeg er så ked af det! Jeg anede ikke det med ulykken... Du ved at min dør altid står åben og... Også mine arme... Jeg håber du kan tilgive mig for det jeg har gjort? Jeg havde aldrig glemt dig og det vil jeg aldrig gøre...

Jeg var begyndt at græde igen. Jeg har gjort mig selv sindsyg? Jeg kan ikke engang holde fast på mine venner mere?!