Remember Me? || h.s

Kapitel 8: To be honest...

Alison's synsvinkel:

"Men skal vi være sammen imorgen?" Spurgte han, da jeg stod i døren og skulle til at gå. "Imorgen formiddag er fint, for Gemma og Juliet kommer klokken 7" Han nikkede.

"Så siger vi klokken 12?" Jeg nikkede. "Klokken 12" Svarede jeg og gik hen til min bil.

(Næste dag)

Harry og jeg var taget ud og skøjte. Han beundrede meget de professionelle skøjteløbere, som fløj rundt på isen.

Han kiggede bedende på mig. "Niks, Harry! Jeg skal ikke til at skrabe dig af isen fordi du har lavet et eller andet stunt!" Sagde jeg til ham og grinede lidt af ham.

Han sukkede og lavede et skuffet ansigtsudtryk. "Harry, du kan jo knap nok stå på skøjter uden at falde?" Sagde jeg. Han rystede på hovedet.

"Godt at du kan være mit gangstativ!" Sagde han og lod vores arme flette sammen. Vi skøjtede stille rundt indtil Harry væltede og trak mig med ned.

Jeg grinede ved synet af hans hår, der lå fuldstændig rodet ned i hans ansigt. "Haha, meget morsomt!" Han kom op på benene igen, men fordi det jo var is. Ja, så væltede han igen...

"Harry, skal vi ikke hoppe af isen før du kommer slemt til skade?" Han sukkede og nikkede.

•••

Vi gik en tur i parken med en kop kaffe og snakkede. "Tænk at milioner af piger skriger dit navn på nogle af verdens største stadioner!" Han grinede og rødmede lidt.

"Prøv at tænk på da vi gik i skole? Vi var en lille gruppe på fem, som ikke var dissideret populære? Og nu har du fået dig en ny gruppe... En perfekt ny gruppe..."

Jeg kiggede stille i jorden, men hurtigt op på Harry igen. "Er det da dårligt?" Spurgte han undrende. "Nej, nej! Jeg er glad på dine vegne!" Svarede jeg overvældet.

"Nå men, hvornår skal du til eksamen?" Spurgte han. "I overmorgen... For at være ærlig, havde jeg ingen anelse om, at jeg ville nå så langt med uddannelse?"

Han kiggede undrende på mig. "Men du er jo et geni? Du fik rene 12 taler i folkeskolen?! Hvorfor skulle du ikke komme så langt?" Svarede han.

"Men jeg... Jeg snakker ikke om karaktererne, jeg snakker om min vilje til at gøre det..." Forklarede jeg og kiggede trist på ham.

"Du var meget ked af det, da dine forældre ikke lod dig blive hos os..." Jeg nikkede.

"Jeg pjækkede fra skole i Minnesota, jeg ville hjem!" Én tårer gled ned af min kind. "Men du er hjemme nu! Og jeg vil ikke lade nogen tag dig væk igen!" Han holdt om mig i et kram.

"Hvad er klokken?" Spurgte jeg ivrigt. "Halv syv?" Jeg tog mig til hovedet. "Shit! Gemma og Juliet kommer om en halv time og jeg har ikke lavet maden endnu?!" Harry gik ligeså meget i panik, som jeg.

"Okay, hen til bilen! Jeg hjælper dig mad maden!" Han skubbede mig hen mod hans bil. Han kørte rigtig hurtigt hjem, men det så ud som om han havde styr på det?

••••••••••••••••••••••••••••••••
Tusind tak for alle de søde beskeder og støtten!❤️ Jeg elsker jeg virkelig og jeres små selvtillidsboostere!❤️

-Louis' Girl xx