Remember Me? || h.s

Kapitel 14: Does she need to know?

(Én uge efter)

Allison's synsvinkel:

Jeg kiggede ud af vinduet igen. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg skulle ta' chancen eller om jeg bare skulle sætte mig hen i hjørnet igen.

"Kom nu, Allison! Tag hen til Harry!" Sagde jeg til mig selv flere gange. Min hjerne var indstillet på at tage over til Harry, men mine ben ville ikke lytte til min hjerne.

Jeg tog fat i bilnøglerne og fik langsomt mine ben til at gå hen mod døren. Jeg tog mine sko på og udenfor. Det var lunt, en lille smule lummert selvom der var en let brise.

Jeg satte mig ind i min bil, drejede nøglen og bakkede forsigtigt ud af indkørslen.

Da jeg nåede hen til Harry's hus, hvor jeg kunne se at han var hjemme, DS hans bil holdt der og Harry går normalt ikke hen til steder.

Jeg parkerede min bil og gik op til døren. Jeg tog en dyb indånding og bankede så på. Jeg havde oplevet det her før, så hvorfor var jeg så nervøs?

Der gik ikke længe før en morgentræt Harry åbnede døren. "Allison?" Han skyndt sig at gemme sin krop bag døren, da han stod i underbukser.

"Hej Harry..." Svarede jeg stille. Han rødmede lidt. "Jeg er lidt flov lige nu... Kan jeg tage noget tøj på?" Jeg nikkede inden han spurtede op i soveværelset.

"Bare gå ind i stuen!" Råbte han ud til mig, som stadig stod udenfor. Jeg gik stille ind og tog mine sko af.

Harry kom hurtigt ned igen. Han satte sig ned ved siden af mig på en stol. "Hva så?" Spurgte han muntert. Jeg kiggede nedtrykt på mine egne fingre.

"Hey, er du okay?" Spurgte han og kiggede bekymret på mig. "Nej, jeg er overhovedet ikke okay..." Svarede jeg vredt og kiggede på ham.

Jeg rejste mig fra stolen og tog mig selv til hovedet. "Undskyld" Sagde jeg trist. "Jeg kom for at fortælle dig sandheden om ulykken" Sagde jeg hurtigt.

Han nikkede forstående. "Du behøver ikke, hvis du ikke har lyst" Svarede han beroligende. "Jo! Du er nødt til at vide det! Jeg kan ikke gå med det alene mere!" Han rejste sig og stille hen til mig.

"Okay, så sig frem" Sagde han betryggende og tog min hånd. "Mine forældre blev dræbt på åben gade og jeg... Jeg kan ikke huske noget af det selvom jeg var der? Og ingen kunne huske mig?"

Min stemme knækkede og jeg brød sammen så imens Harry holdt rundt om mig. "Det skal nok gå... Jeg er lige her" Trøstede Harry imens han aede mig på ryggen.

•••

"Hvorfor har du ikke fortalt Gemma det?" Spurgte han imens han gav mig en kop te. "Fordi jeg ikke ville irretere hende med mine problemer, men da du gik, følte jeg mig ikke stærk nok til at sige noget?"

"Ikke uden dig" Han smilede stille. "Allison, der er noget du burde vide..." Jeg nikkede langsomt. "Jeg tog kun til USA for at finde dig" Jeg måbede.

"Jeg troede du ikke ville se mig efter at jeg forlod jer? Du virkede så skuffet?" Han rystede på hovedet. "Ingen ting var det samme uden dig... Du gav mig modet til at stille op i X-Factor"

Jeg smilede ned mod mine fødder imens jeg rødmede. "Jeg må hellere komme hen til Gemma... Hun skal også ha' det af vide" Jeg rejste mig fra sofaen.

"Behøver hun at vide det?" Spurgte Harry og kom tættere på det. Hans hovede kom tættere på mit. "Helt bestemt" Svarede jeg hurtigt og rykkede mig væk fra ham.

"Hvorfor?" Spurgte han og fulgte efter mig ud i gangen. "Helt teoretisk er hun min bedste veninde og, og, og hun er din søster, så jeg burde fortælle hende det? Og jeg har integretet, så jeg går nu!"

Jeg snakkede så hurtigt, at jeg ikke nåede at trække vejret. Jeg begyndte også at snakke nørdesnak fordi jeg blev nervøs.

Jeg gik ud til min bil imens Harry stod i døren. Jeg greb fat i bildørhåndtaget, men overvejede så hvad jeg havde gang i. Jeg kiggede tilbage på Harry og løb derefter hen og kyssede ham.