Picture This

Kapitel 7

"Jeg fatter ikke vi allerede har klaret dag nummer to i butikken" siger Chloe og låser døren til butikken.
"Så mangler vi bare flere tusinde" griner jeg.
"Du tror vi klare det ik?" Spørger hun.
"Jo selvfølge gør vi det, men jeg har en ide" svare jeg.
"Kom med den" siger hun, og begynder at gå.
"Hvad med at vi ansætter nogle flere? Det kan bare være to, men jeg tror vi får brug for hjælp til at have butikken. Det er ti timer, seks dage om ugen" siger jeg, og følger efter hende.
"Jeg kan se hvad du mener, men hvem skulle det være?" Spørger hun.
"Vi kunne sætte en seddel op på ruden i butikken?" Siger jeg.
"Men hvad hvis ingen vil?" Siger hun og stopper op.
"Chloe, søde skat. Vi har en instagram med flere tusinde følger? Måske nogle af dem vil?" Siger jeg og griner.
Chloe løber efter mig, og siger;
"Så hvor mange ansætter vi?"
"Jeg tænker to eller tre?" Siger jeg.
"Okay, den er jeg med på" siger hun.
-
Jeg ligger mig ned i min seng, efter at have taget min flotte grå nattrøje på, børstet tænder, og sagt godnat til Chloe. Jeg glæder mig til at få nogle kortere arbejdsdage. Både Chloe og jeg er totalt smadret når vi kommer hjem, så vi ligger bare og dovner den foran tv'et. Og det var bestemt ikke det vi ville med at bo i London!
Det er som om alt vores fritid er blevet revet væk fra os, og jeg tror vi vil gå ned med stress hvis det skulle fortsætte sådan.
Heldigvis har jeg mit kamera og min notesbog. Den afstresser mig mere end noget andet, billedet af den brunhårede dreng der tager et billede, er blevet færdigt. Jeg kan selv utrolig godt lide det, det er inspirerende, farverigt, og lige som jeg kan lide det. Rent faktisk er jeg så glad for det, at jeg har hængt det op, sammen med et billede af min farmor, et billede af Chloe, og mit første natur billede.
Jeg har det på en væg som er fuldkommen tom, bortset fra vinduet og vindueskarmen. Så jeg har plads til alle de tegninger jeg vil have hængt op. Eller ikke kun tegninger, men også billeder. Jeg ser det som min inspirations væg, og jeg glæder mig til det bliver mere fyldt!
Jeg vender mig under dynen, og får øje på mit klædeskab der står åbent, med tøj hængende ud af den. Jep Maja, du er virkelig en gris. Jeg roder virkelig, men det tror jeg alle gør? Det dårlige er bare at jeg hader rod, jeg kan ikke holde ud at se på det. Da jeg var mindre, havde jeg en rigtig god veninde, Caroline. Hun rodede som et monster! Hver gang jeg var på hendes værelse, blev jeg nødt til at rydde det op. Kald mig mærkelig, men sådan var det bare.
Derfor er det virkelig provokerende når jeg nu lever med Chloe, som først rydder op dagen efter, hun har ryddet ud. Men nu er jeg jo blevet som hende! Jeg mener se mit skab! Jeg bliver nødt til at ryde det op, også selvom klokken er mange.
Jeg kravler stille ud af min seng, og mærker en kulde over min bare ben. Jeg kan mærke gåsehuden helt nede fra fødderne, op til mine kinder. Jeg ryster de kolde tanker af mig, og træder ned i min sutsko der ligger ved siden af min seng.
Jeg lister hen over gulvet og hen til mit åbne skab, og begynder at samle tøj op fra gulvet. Da alt tøjet er inde i skabet, og jeg har lukket det, beslutter jeg mig for at åbne det igen. Jeg vil finde tøj til imorgen, så jeg kan sove ti minutter ekstra. Måske er det ikke meget, men jo mere jo bedre.
Jeg finder en hvid skjorte, en grå sweater, og mine sorte jeans frem, som bliver mit outfit imorgen.
Jeg går stille hen til min seng igen, smider sutskoene, og ligger mig ned under dynen igen. En hurtig kulegysning kommer igen, men hurtigt bliver det trygt og varmt.
Det undre mig egentlig, hvordan køer på en mark må have det. De har næsten ingen pels, og ligger bare udenfor. De må jo fryse. Den kolde tanke gør mig kold, så jeg tænker på noget andet.
Okay Maja, tænk på noget varmt. Jeg lukker øjnene, og forstiller mig alle de varme ting jeg kan komme i tanke om.
Jeg sidder i en stor, varm, rød, lænestol, med et stort tæppe omkring mig. Foran mig er der et lille bord, med en kop kakao. Rundt omkring mig i rummet, er der julepynt, og et juletræ der fylder meget af gulvet. Tasha og far sidder i en sofa overfor mig, Chloe og Daniel sidder i en anden sofa ved siden af, og Filipa ligger i Chloe's skød. Jeg smiler stort, da jeg ser min inspirations væg også er i rummet, men det eneste billede jeg kan se er billedet af den brunhårede fyr, for det er det største af dem alle. Jeg rejser mig op fra den varme stol, men stadig med tæppet om mig, går jeg over til væggen, for at kigge på de andre billeder. For forskellen på denne væg, og min, er at denne er færdig. Eller næsten, der er plads til et mere.
Der er et billede af mig bag et kamera, med Tasha og Chloe bag mig. Jeg genkender straks stedet. Mit første natur billede, det er det sted vi tog det! Men hvem tog dette billede?
Jeg kigger videre, og ser et billede af mig som tegner, billedet er taget i lejligheden her i London. Jeg kniber øjnene sammen for at se om jeg kan se hvad jeg tegner, jeg kan lige nøjagtigt skimme den brunhårede fyr på det lille papir i notes bogen. Men jeg var alene hjemme da jeg tegnede det billede? Hvem har taget dette billede af mig?
Jeg kigger igen videre, og får øje på mig som lille pige, jeg har fundet min fars kamera og er gået rundt for at tage billeder af ALTING! Jeg husker igen den mindeværdige dag, og smiler for mig selv. Men hvem har taget billedet? Far og farmor var ikke hjemme? Jeg husker tydeligt, at jeg var alene.
Jeg mærker en hånd på min skulder, og vender mig om, for at se hvem det er.
"Det er en flot væg" smiler Daniel.
"Daniel hvem har taget disse billeder?" Spørger jeg.
"Det er dine minder. Dem allesammen" svare han.
"Men hvordan er de endt her?" Spørger jeg.
"Det er din inspirations væg, du har valgt hvad der inspirere dig" siger han, og går væk fra mig.
"Chloe, er det her en joke?" Spørger jeg, og kigger over på sofaen. Men hun sidder der ikke, heller ikke Daniel, eller Filipa.
"Tasha og far, hvad sker der?" Spørger jeg.
"Hvad mener du? Er du ikke glad for gaven?" Siger Far.
"Den der?" Spørger jeg og peger på væggen.
"Nej fjolle, kjolen" siger Far,
Jeg kigger ned af mig selv, og tæppet er forsvundet. Istedet har jeg en lang flot blå kjole på.
"Hvor kom den fra, far?!" Spørger jeg, og kigger op. Men han er der ikke, eller Tasha. Jeg kigger hele rummet igennem, men der er ikke nogle, heller ikke juletræet. Jeg sætter mig ned, som om jeg har mistet alt.
"Smil" siger en stemme, og en stor blitz kommer frem. Da billedet er taget, toner en skikkelse frem.
"Hvem er du? Hvad vil du mig!" Råber jeg.
"Søde pus, jeg er da din mor" siger skikkelsen, og går hen mod mig. Jeg kniber øjnene sammen, for at se om det er hende, og ganske rigtigt, står min mor foran mig. Jeg rejser mig forsigtigt op, og kigger forvirret på hende.
"Kan du lide væggen?" Spørger hun.
"Har du lavet den?!" Siger jeg.
"Ja" smiler hun.
"Har du taget billederne?" Spørger jeg.
Hun nikker, og kigger over på væggen.
"Har du været her hele tiden?" Siger jeg stille.
"Ja da, jeg ville da ikke gå glip af mit barn der vokser op. Jeg har gemt hvert et minde. Dette er min favorit" siger hun og peger på et lille billede af mig, der sidder ved siden af min mor.
"Hvorfor forlod du os så?" Spørger jeg vredt.
"Hov hov, ikke den hårde tone. Jeg er din mor" siger hun.
"Svar mig, hvorfor skred du?!" Råber jeg.
"Hvorfor tror du?!" Råber hun tilbage.
Jeg kigger ned på mine fødder, og stiller mig selv spørgsmålet. Hvorfor tror du?.
"Fordi du var skuffet over os" siger jeg stille.
"Hvem har bildt dig det ind?! Far?" Spørger hun.
"Nej" svare jeg.
"Hvem så?" siger hun.
"Det har jeg. Jeg har sagt det til mig selv, flere gange! Men hvorfor tror du?! Du skred for en fem årig pige, og hendes far! Uden at forklare hvorfor. Dig og far var jo perfekte sammen! Men du skred okay! Du skred.." Siger jeg, og tårer baner sig vej ud af mig.
"Er det virkelig sådan du ser det hele?" Spørger hun stille.
Jeg nikker stille, og flere tårer kommer ud.
"Hvis jeg var skuffet over dig, hvorfor skulle jeg så have lavet denne væg?" Spørger hun.
"Fordi du.." Jeg lukker kort øjenene, og lader tårerne få frit løb.
"Jeg lavede den, så jeg kunne være sikker på jeg ikke glip af noget, også selvom vi ikke var sammen" forklarer hun.
"Forklar mig så hvorfor du startede med at gå!" Siger jeg.
"Vent nej, jeg gider ikke engang høre det. Du har ingen grund til at være her, du har ingen grund til at følge efter mig. Du giver mig myrekryb! Okay?! Det er klamt at du har fuldt efter mig i så mange år. Jeg er kommet videre okay! Jeg har ikke brug for dig i mit liv! Tasha og far er lykkelig sammen! Min far har aldrig været mere lykkelig! Ikke engang med dig! Daniel er en fantastisk bror! Og Filipa er en vidunderlig søster! Chloe og jeg har det skønt sammen! Og jeg behøver dig ikke. Lad mig være" siger jeg, og begynder at løbe.
"MAJA" råber hun.
"MAJA"
"MAJA" jeg åbner mine øjne, og ser Chloe med sit hoved over mig.
"Er du okay Maja?" Spørger hun.
Jeg ryster på hovedet. Hun lægger en hånd på min pande, og den anden på hendes.
"Tøs du har feber! Hvad skete der i den drøm?" Spørger hun.
"Min mor.." Siger jeg.

Heeej! Jeg vil virkelig gerne vide hvad i synes om bogen indtil videre! Så kom med din mening hvis du vil :))