Picture This

Kapitel 8

"Jeg tager afsted nu!" råber Chloe, og døren smækker i. Chloe har sagt at jeg skal blive hjemme idag. Efter jeg fortalte om min drøm, fandt jeg ud af at klokken var seks, og at jeg havde vækket hende. Men at det var okay, fordi hun alligevel snart skulle op.
Jeg er stadig i chok over drømmen. Jeg har aldrig haft sådan en drøm før. Min mor har aldrig været i en drøm før. Jeg prøver at komme med ideer til, hvad den dog skal betyde, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Jeg undre mig over hvorfor jeg ikke ville vide hvorfor hun skred fra os. Jeg mener det var måske den eneste gang jeg vil få lov til at snakke med hende. Ikke fordi jeg vil, men hvis hun foran mig lige nu, ville det være det jeg ville spørge hende om.

Jeg går forsigtig ud af min seng, og ned i mine sutsko. Jeg har valgt at lave morgenmad, da min mave er ved at eksplodere af sult! Hvad mon vi har i køleskabet? Jeg håber lidt på noget så simpelt som smør. Jeg ved ikke om det er klamt at spise smør på brød? Jeg ved heller ikke om jeg kan lide det særlig godt, men jeg har bare ikke lyst til noget andet lige nu. Selv tanken om kage gør mig syg.

Jeg sætter mig ned i sofaen og tænder tv'et, for at sætte en film på. Jeg har ingen ide om hvilken film det skal være, jeg ved bare at denne dag bliver lang hvis jeg ikke ser en.
Jeg tager den sidste bid af min mad, og går ud i køkkenet for at stille min tallerken på bordet. Jeg kigger kort ud af vinduet, og ser det regnende efterårs vejr. Det er sjovt hvordan vejret er det samme som i Danmark, men alting er bedre her. Dog er det lidt trist jeg allerede er syg i min første arbejds uge. Det er det er det gode ved at vi selv ejer firmaet, så har vi meget mere kontrol over tingene selv. Jeg håber bare at Chloe kan klare den alene indtil Manda kommer.
Måske blev jeg syg pga. drømmen? Eller så kan det være jeg fik drømmen fordi jeg var syg? I don't know. Jeg ved bare, at jeg nu har brug for en kop te. Så jeg åbner skabet med Chloe's lager af te, og prøver at finde en som kunne være god til mig. Den dame har seriøst alt te?! Honning te, jordbær te, kamille te, grøn te, hvid te, sort te, jule te, bjørne te? Okay hvad er bjørne te? Jeg tager pakken ud af skabet og læser hvad der er i den. Fedt, det står på italiensk. Chloe hvorfor køber du italiensk te?! Jeg mener du kan ikke engang sproget. Når men pakken ser ret fristende ud. En bjørn pakket ind i et tæppe, med en te kop i hånden. Sådan ville jeg gerne være lige nu, tryg og varm. Jeg sætter noget vand over, og finder den te kop frem som Chloe har givet mig. Ja hun har givet mig en te kop, men jeg tror mest det var for sjov. På koppen står der tea is the same as life, og det kan diskuteres om det er rigtigt.
Kedlen siger klik, og jeg kan nu allerede forestille mig teen foran mig.

Okay så jeg ved ikke om jeg er sær? Men jeg har lige set fem afsnit af gossip girl? Jeg kan ikke engang lide den serie! Jeg må seriøst være syg. Hvad med at se en børnefilm? Jeg ved ikke om det bare er mig, som elsker at se børnefilm når jeg er syg? Never mind, jeg har så mange sære vaner, jeg behøver ikke undre mig om dem alle. Så hvilke gode børnefilm har Netflix? Uh jeg har det! Arthurs julegaveræs, måske er det ikke en børnefilm børnefilm, men hallo der er en måned til jul!
Jeg bliver hurtigt enig med mig selv om, at det er den mest perfekte film jeg kan se.
-
Jeg ELSKER jul. Virkelig. Nu kan jeg bare ikke vente til december?! Vent skal Chloe og jeg egentlig hjem til jul? Det håber jeg ikke, jeg vil rigtig gerne have en jul i London, det lyder bare så spændende! Hov vent, hvad skal jeg købe til Chloe i julegave? Jeg må bare finde noget perfekt. Hun giver mig altid så gode gaver, det eneste jeg har givet hende har været penge? Til mit forsvar, er det også det eneste hun ønsker sig. Hun gør altid jul så kedelig, men sådan skal det ikke være i år! Det har bare at være den bedste jul ever!
Med det i mine tanker falder jeg langsomt i søvn...

Jeg åbner mine øjne, og ser intet er forandret. Andet end at klokken er blevet lidt i tolv. Jeg har meget det bedre nu. Jeg tror det eneste jeg behøvede var en god nattesøvn, uden min mor ville forstyrre.
Jg rejser mig fra sofaen, og går op på mit værelse. Jeg tager min taske med mit kamera og notesbog, for jeg tager ud og fotograferer nu. Jeg ved der ligger en park tæt på her, måske kan jeg få de sidste efterårsbilleder i år? Efteråret er virkelig smukt synes jeg. Måske er det koldt, men jeg er bare helt forelsket i de smukke efterårsfarver.
-
Jeg kan lige nøjagtig se parken, og jeg fortryder allerede kraftigt at jeg ingen vanter har med. Mine fingre fryser snart til is.
Efter at have gået og gået, hele vejen ned til parken, med et par stop for at tage billeder, er jeg endelig nået til parken.
Der er ikke frygtelig mange mennekser, men det er jo også midt i arbejdstiden. Jeg sætter mig hen på en bænk, for at tage mit kamera ud af tasken. Okay, hvad skal jeg så fotografere? Dum start Maja, dum start.
Jeg ved ikke om andre har det sådan, men når jeg prøver at tænke over noget jeg skal fotografere, så kan jeg intet finde. Jeg skal bare sidde, kigge og vente, og så skal billederne nok komme til mig. Så det er vel hvad jeg gør?

To små børn løber forbi mig, efter fulgt af to voksne, kvinden er gravid, og faren holder en hund i en snor. Jeg tror den familie har travlt. Jeg mener to 4-5 årige børn, snart en nyfødt baby, og en lille hund? Nogle familier kan godt klare presset, men jeg tror ikke jeg ville kunne tage det.
De to små børn løber forbi mig igen, efter en bold. Pigen går virkelig til den, og ser ud til at være ældst. Drengen er lidt mindre, og ligner en som bare vil være som sin søster.
Jeg tager forsigtig kameraet op til mit hoved, og venter, og der kommer de igen, løbende efter bolden, når jeg at tage et billede, inden de er væk. Billedet blev faktisk okay. Ikke fordi jeg føler mig stolt over det, men som mange andre billeder, finder jeg dette billede utrolig inspirerende, dog ikke nok til at blive tegnet.
En lille sød hundehvalp kommer snussene hen til mig, den er for kær til ikke at klappe den. Jeg smiler til ejeren, og lader hunden gå videre, da jeg opdager at jeg nu ikke sidder alene ved bænken. Jeg drejer mig forsigtigt rundt, for at se om det er en som jeg kan falde i snak med, eller en jeg bare burde lade være.
Det er ham, jeg er hunderede. Den brunhårede dreng, sidder ved siden af mig. Han følger ikke efter mig, gør han? Det håber jeg ikke for ham. Jeg skal lige til at spørge ham, men hvorfor skulle jeg egentlig? Jeg tror virkelig det her er tilfældigt. Men på en eller anden måde, kan jeg lide at jeg ser ham så ofte. Jeg mener, han er jo ikke grim? Han ser faktisk ret godt ud. Jeg vender hovedet igen, og ser foran mig mine flotte slidte Vans. Waow, jeg burde få et par nye sko. Jeg skuer over landskabet omkring mig, og får øje på en lille vandpyt på en grusstig tæt på. Jeg rejser mig op, og går hen til vandpytten. Der er små efterårs blade i vandpytten, og da jeg kigger ned i den, ser jeg mit spejlbillede. Jeg putter forsigtigt mine slidte sko ned i vandpytten, og gør kameraet klar til at tage et billede, da jeg opdager at to andre sko kommer hen til mine. Jeg kigger op, og ser den brunhårede fyr, kigge ned i vandpytten. Jeg lades som ingenting, og tager billedet, med de fire sko i vandpytten. Hans sko er magen til mine, dog ikke helt lige så slidte, men sorte Vans er de ihvertfald.
Jeg tager mine fødder ud af vandpytten, og kigger hen på den brunhårede fyr. Han kigger sig forsigtigt op, og hans flotte øjne når mine. Jeg kan ikke bestemme mig for, om hans øjne er blå, eller grønne. De ser mest blå ud, men når jeg siger det til mig selv, begynder det grønne at komme mere frem.
Han rækker sin hånd frem til mig, og jeg tror han vil have jeg skal gå med ham. But, jeg kender ham ikke. Altså på en måde kender jeg ham jo, men da ikke nok til at følge med ham? Maja stop dine tåbelige tanker, han vil ikke skade dig jo. Desuden mister du måske noget, hvis du ikke gør det. Kom så Maja! Tag imod hans hånd.
Jeg kigger væk fra hånden og op på hans ansigt, han smiler til mig. Jeg smiler tilbage, og tager hånden.
Han føre mig videre ind i parken, uden at sige noget til mig eller noget, han går bare. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre hans stemme. Men det fact at jeg ikke kender den, gør det hele meget mere spændende.
Omgivelserne omkring os flyver forbi os, men jeg har ikke brug for at stoppe op. Jeg vil virkelig gerne se, hvor han tager mig hen.

Han stopper op, lige foran en metro station. Han giver tegn til at jeg skal vente, så det gør jeg. Han løber væk, og der er så mange mennekser, at jeg ikke kan se ham længere. Jeg håber ikke at alt dette var for sjov, at der slet ikke var noget sted vi skulle hen. Men den måde han løb på, lignede ikke en der flygtede, mere en som havde travlt med et eller andet. Jeg kigger mig lidt rundt for at se på omgivelserne. Det ville nok ikke være lige præcis her, jeg ville tage billeder.
Jeg giver op, han lavede sjov med mig. Jeg vender mig om, for at gå tilbage til parken, da en hånd griber min skulder. Jeg får hurtigt drejet mig rundt, og der står han og smiler. Han stikker sin ene hånd i vejret, og viser to metro billetter. Han rækker sin anden hånd frem igen, og jeg tager den og følger med ham.
-
Er det her? Her han vil have mig hen? Jeg kigger mig rundt omkring, her er smukt. Virkelig smukt. Vi har gået og gået, og gået lidt mere, og gået. Men det var det hele værd. Vi står oppe på en høj bakke, og man kan se ud over SÅ meget af London. Waow. Jeg kigger over på ham, men han kigger bare ud over London, og smiler for sig selv.
Jeg tror ikke der er noget andet sted, på denne jord, jeg heller ville være end her, med ham.

200 visninger?! Tusind tusind tusind tak! Håber i bliver ved med at læse :) Hvis i kan lide bogen eller vil have jeg ændre noget, må du meget gerne smide en kommentar <3