Helt perfekt

Kapitel tolv Et navn

Jeg ved ikke helt hvad jeg har tænkt mig at sige til Matheus, når han kommer, men jeg ved at jeg er nød til at tale med ham. 

Et par timer går, og jeg får mig lidt søvn på sofaen, men jeg står op da jeg har ligget uroligt i et stykke tid. Kjolen er blevet meget krøllet, så jeg tager den af og smider den på sengen, så den kan komme til vask og presning senere.
Jeg leder i kommoden efter noget at tage på, da det banker på døren.
"Hvem der?" Spørger jeg, og håber at det ikke er Matheus, men snehvide eller Helena. Mit håb forsvinder som dug for solen da jeg høre en varm og blød stemme svare.
"Det er Matheus Strauss. De bad mig komme."
Jeg leder febrilsk efter noget tøj, og springer i en let lyserød kjole med stropper og blonder.
"Deres Majestæt?" Matheus stemme lyder forvirret, sikkert over mit manglende svar.
"Øh, ja kom bare ind." Jeg rømmer mig sagte og skynder at sætte mig i sofaen.
Matheus træder ind og lukker forsigtigt døren efter sig. Han bliver stående ved døren, indtil jeg gør tegn til, at han kan tage plads i sofaen ved siden af mig.
"Ja. Jeg ville spørge om hvad dine planer er nu." Jeg kigger ned på hænderne og begynder at pille ved mine negle.
"Der er intet for mig hjemme i Landsbyen, kun støv og tab." Hans stemme bliver en anelse ru og hård, og jeg fornemmer hans blik på mig. "Jeg tænkte på, om jeg kunne blive her for et stykke tid." Hans krop bevæger sig umærkeligt nærmere.
"Jeg vil gerne hjælpe dig." Han sidder lige ved siden af mig, og stryger mig over kinden. "Det må være frygteligt for dig." Hans fingre bevæger sig ned mod mine læber, og under min hage. Han løfter mit ansigt op, så jeg ikke kan undgå at se ham lige i øjnene.
"Lad mig hjælpe dig. Karma."
Jeg springer op af sofaen, og væk fra ham, så han sidder måbende tilbage.
"Jeg synes at vi skal have et par ting på det rene." Min krop føles varmere, selvom jeg ikke troede det muligt for en lamia.
"Jeg kalder dig for du, din, og hvad jeg nu end vil, men DU kalder KUN mig for Deres, Dem, De og andre passende tiltalninger til en dronning!" Jeg ville sådan ønske jeg havde en vifte lige nu, som jeg kunne slå ud for at understrege mine ord.
"Er det forstået Matheus Strauss." Jeg falder ned igen, og koncentrerer mig nu fuldt om at lyde nedladende og mægtig.
"Øhh, javel. Deres Majestæt."
"Godt så." Jeg vender mig væk fra ham og går lidt rundt i værelset. "Så Strauss, jeg kan godt bruge en troldmand ved hoffet." Jeg holder en pause for at se, om han har noget at sige.
"Javel mi lady, og vil De være så venlig at kalde mig magiker." Jeg spekulerer ikke videre over Matheus ord og vender mig ej heller om for at se ham i øjnene.
"Jeg skal sørge for at der bliver fundet et værelse til Dem Strauss. De må gå." Jeg hører, at han rejser sig, så hans faste skridt mod gulvet og til sidst døren, der lukkes bag ham.

***

Et par timer senere sidder jeg stadig i sofaen, og glaner ud i luften. Jeg ved ikke hvad jeg skal give mig til. Slottet virker så tomt og forladt uden Fran. Det forbavser mig, at jeg han så hurtigt er blevet en så stor en del af mit liv, måske den største ting i mit liv. Jeg traver hvileløst rundt og kigger på værelsets indretning. Et par malerier hænger hist og her og bringer bløde farver ind i rummet. Efter et stykke tid beslutter jeg mig for at gøre noget. Bare et eller andet, som kan få mine tanker væk fra Frans og tomheden. Jeg går ud af værelset, og videre ned af nogle forskellige gange. Til højre, så til venstre, til højre et par gange, og nogle gange til venstre. På min vej møder jeg flere tjenestefolk, de stopper alle sammen op, og nejer eller bukker for mig, som jeg går forbi dem. Jeg giver dem et lille nik til gengæld.

Det er mærkeligt så hurtigt jeg har vænnet mig til slottets rutiner, etiketter og normer. Det føles som om det altid har været en del af mig.

Efter at have gået rundt i slottet i et stykke tid, begynder det at blive sjældnere og sjældnere, at jeg støder på tjenestefolk, og til sidst kommer jeg til en stor vindeltrappe. Jeg lader mig betage af dens fantastiske træudskæringer og trappens marmortrins smukke overflade. Jeg løber op ad trappen, lader mine sko hoppe på marmortrinene, til sidst stopper trappen.