Helt perfekt

Kapitel elleve En talens prøvelse

Jeg vågen en time før midnat. Frans og jeg har fået et fælles værelse, og det er der jeg befinder mig. Dronnings værelse er kun i brug, når kongen er bortrejst, og så insisterede jeg på at sove herinde. Det minder mig om ham. Jeg ved godt, at det lyder tåbeligt og naivt, men ikke destomindre er jeg allerede begyndt at holde meget af ham.
Jeg stiger ud af den bløde seng ,med broderede mønstre på pude og dyne betræk, og går over til et stort mahognitræsskrivebord dækket af smukke træudskæringer. Jeg tager bogen lamia og andre væsner frem fra den skuffe, jeg lagde den i og finder det sted, hvor jeg kom til.

Jeg opgiver snart håbet. Det er umuligt at finde en pige, som kan gøre sig fortjent til at blive min dronning. Hun skal være stærk nok til at kunne regere et land ved min side. Elskværdig nok til at alle i landet vil elske hende, og se hende som hele landets moder. Klog nok til altid at tage de rette beslutninger. Modig nok til at turde blive dronning, med alt hvad det indebærer. Der er dog en ting, der må være vigtigst af alt, hun skal være en god mor og en god hustru.
Jeg har nu søgt i 100 år eller mere, jeg holder ikke så godt styr på tiden. Jeg ved dog at det ikke må blive for sent. Rundt regnet er jeg cirka 270 år, så jeg har forhåbentlig stadig et årtusind mere at leve i.
I disse hundrede år jeg har søgt efter en hustru har jeg ledt over hele verden efter den perfekte lamia, desværre måtte jeg gøre mig den opdagelse, at vi er endnu færre end jeg havde regnet med. Jeg har kun mødt 20 stykker, og kun 7 af disse var voksne kvinder. Alle gift.
Jeg må søge min hustru i menneskenes verden, skønt jeg hader at rejse gennem de såkaldte "tidshuller" eller "afgrunde" som de også bliver kaldt, så ser jeg ingen anden udvej. Det er dog ikke kun rejsen jeg hader ved denne ide, jeg bliver også nød til at opsøge Alinge Frugtkedel.

Jeg kan høre lyden af lette små fodtrin ude på gangen, så jeg skynder mig at lægge bogen tilbage i skuffen og rejser mig op. Fire små bank lyder mod min dør, og jeg smiler. Det er kun snehvide der banker helt på den måde.
"Kom bare ind." Siger jeg, og den brune dør, med små linjer af guld maling åbner sig. Snehvide og Helena træder indenfor.
"Goddag deres majestæt, vi kommer for at hjælpe dem at blive klar til midnat." Snehvide og Helena står begge to overlæsset med kjoler og tilbehør.
"Det er fint piger, kan i ikke bare ligge tøjet på sengen i første omgang?"
Helena og snehvide lægger kjolerne på sengen, ni stykker ialt.
"Jeg synes at den der er den pæneste." Helena hopper glædesstrålende over til en lang gul, orange kjole med lange ærmer. Den bliver hold oppe af to stropper, skuldrene er blottede og fra livet og ned udfolder kjolen sig i flere lag, og falder som en blomst ned af siden.
"Den er i sandhed smuk Helena, men jeg tror den er lidt for munter." Jeg tager et kig på de andre kjoler, og en helt perfekt kjole stråler lige op i øjnene af mig.
"Vil i hjælpe mig i den her piger?" Jeg lægger kjolen tilbage på sengen, og tager mit tøj af.
"Her deres majestæt." Snehvide hjælper mit hoved igennem kjolen, og Helena retter den til.
Kjolen er både mørkelilla, violet og pastelfarvet. En trekantsformet guldplade holder sammen på kjolen, og dækker både halsen og skuldrene. Et par stykker stof hænger fra guldpladen som to små sjaler om overarmene. Kjolen går helt ned til gulvet og længere, så man skal passe på ikke at træde på den, hvis man går bagved. Foran går deler kjolen sig næsten i to, så den går til lige over knæene og videre ned til gulvet.
"Nå, hvad synes i piger?" Jeg smiler, og kigger på dem.
"Du er smuk Karma." Helena går et par gange rundt om mig og beundrer kjolen.
"Her deres majestæt." Siger Snehvide, og hjælper mig skoene på. De er lige så smukke som kjolen, og så matcher de. Derefter kommer et par store øreringe, med violetlilla rubiner. Snehvide sætter mit hår op i en knold, og går så to skridt tilbage for at beundre sit værk.
"Der mangler noget, kronen." Snehvide går over til et smukt skab, og smiler til mig. "Hvis de vil deres majestæt, så bare tag hånden op foran skabet."
Jeg føler mig lidt dum, men jeg gør som snehvide siger, og skabet åbner sig.
"Her deres majestæt. Deres krone." Snehvide peger på kronen og træder til side.
Den ligner noget fra en Disney film, fuld af rubiner, smaragder, safirer og perler, guld og sølv og smukt håndværk. Jeg tager kronen på, og pludselig begynder de smukke sten at ændre farve, så de matcher mit tøj.
Jeg kigger mig måbende i spejlet, hvilken fantastisk krone.
"Tak for hjælpen piger, i er de bedste." Jeg giver dem en stor krammer. "Skal vi komme ned, jeg tror klokken er tæt på midnat.