Helt perfekt

Kapitel femten Et eventyr

Helena, Matheus og jeg besluttede i fællesskab, at delingen ville tage af sted en fire timer før daggry næste dag. Helena mente at det ville være bedre at vente mindst en dag mere, for at forberede mig på kampe, og andre fysisk krævende situationer, men jeg pressede på og sagde, at det kunne jeg sagtens klare.

Matheus begyndte straks at lære mig hvordan jeg brugte mine forskellige våben. Specielt bruger han meget tid på det korte sværd jeg har udvalgt. De grundlæggende teknikker, og forskellige nemme bevægelser, især de manøvrer som tilgodeser min hurtighed og snilde, men som ikke behøver meget styrke. Matheus siger, at jeg kan opøve alle mine færdigheder, og at den form jeg var i før jeg blev forvandlet til lamia har meget at sige med den form jeg er i nu som lamia. Han komplimenterer mig flere gange for hvor meget tid jeg må have brugt på at løbe, da jeg var menneske. Han siger at der er tydeligt i mine flydende, hurtige bevægelser.

Jeg er ikke videre glad for at tilbringe så meget tid sammen med ham, men det giver mig en chance for at lære ham bedre at kende. For som man siger, holder din venner tæt, men dine fjender endnu tættere. Jeg vil gøre mit bedste til at lade ham tro, at alt er fint mellem os to igen, måske endda lade ham tro, at han har en chance for at vinde mit hjerte. Det vil blot gøre hævnen endnu sødere. Jeg er overbevist om at jeg kan gøre det, da jeg selv anser mig for lidt af en skuespiller.

Jeg ændrede mig ikke så lidt, da jeg mødte Frans. Faktisk forbløffer det mig hvor meget jeg har ændret mig nu hvor jeg tænker over det. I det øjeblik jeg mødte ham vendte en del af min personlighed sig 180 grader. På en eller anden måde har Frans ændret mig, og klart til det bedre. Jeg kan godt lide den nye mig, men jeg må ændre mig endnu en gang for at få Frans tilbage. En kriger? En agent på en hemmelig mission? Ha. Jeg griner af mig selv, og fortsætter forberedelserne.

***

Den næste dag tager vi afsted, i ly af mørket, så ingen vil opdage, at dronningen forlader slottet. Vi har alle fået en hest. Et par stykker er valnøddebrune, nogle er kastanjebrune, en er chokoladebrun, andre er en blanding af brun og hvid. Min hest er derimod sin helt egen. Dronningens hest er altid en frieser ravnesort som natten selv, men rundt om dens øjne er en glitrende, guldhvid cirkel. Helena fortalte mig, at det er kun dronningens hest som har dette kendetegn, og derfor fik min hest et par mærkelige klapper rundt om øjnene. Vi har alle taget en kappe på og Hætterne, som vi alle har trukket op, dækker næsten fuldstændig vores ansigter for forbipasserende. Kapperne er sorte, så de kan gå i et med natten og skyggerne, og med fine gule syninger, der følger kappens sving og krumninger. Matheus kender vejen, så det er ham, der rider forrest og viser os andre vej. Helena satte også mig ind i kortene, så jeg altid ville kunne finde vej tilbage til slottet. Landet må jo ikke miste sin kostbare dronning.

Vi rider i den modsatte retning af den anden deling, så vi får søgt alle tænkelige steder i landet. De første mange kilometer støder vi dog ikke på andet end et par gårde hist og her. Vi gør holdt ved den første, da solen bryder frem på himlen. Vi leder efter noget som helst mistænkeligt, men finder kun en ganske almindelig familie, et varulvepar med mindst 9 børn. Det står slemt til hos dem. Børnene er beskidte og udmagrede, og deres vilde hår stritter ud til alle sider, uglet og fyldt med lus og lopper.

Jeg skæver over til Snehvide, som blot står og stirre ned i jorden. Det er tydeligt at se, at hun er meget ked af dette. Skønt hun ikke voksede op hos sin rigtige familie, er hun stadigvæk en varulv, og må føler deres smerte på en måde jeg ikke kan forstå.

På trods af deres elendighed er de meget flinke, og giver os en lille rundtur på gården. Nogle af mændene giver en hånd med arbejdet i marken, men vi må snart videre, og afslår høfligt tilbuddet om en bid mad og så går turen langs landevejen.