Helt perfekt

Kapitel fem Et bryllup i vendte

Det er ved at blive lyst udenfor, og snehvide som jeg nu kalder hende går over for at trække gardinerne fra. Jeg sidder foran glasset ved sminkebordet, det virker præcis som et spejl. Min hud er helt hvid. Snehvide fortalte mig, at det er fordi, jeg er en helt ny vampyr. Med tiden vil min hud blive mere gul, og tilsidst ligesom Frans's der er helt normal hudfarvet. Det er dog kun hvis jeg får sol. Hvis jeg ikke får sol vil min hud forblive hvid. Jeg kan egenligt godt lide den hvide farve, men hvis jeg forbliver så snehvid som jeg er, vil jeg aldrig kunne være ude blandt mennesker. Hele natten har snehvide og jeg arbejdet. Og det har virkelig taget hele natten, men nu har mig og snehvide endelig fundet en frisure, og et par sko som passer til kjolen. Det undrede mig virkelig hvordan skoene kunne passe til kjolen. Skoene er lidt gennemsigtige, og de har sølv sort glimmer over det hele. De skinner. Helt glad det er den følelse jeg får når jeg kigger på dem. Jeg har ikke set kjolen, men snehvide har fortalt mig om den. Hun var ved at blive skør af at høre mig plage hele natten om lov at se den. Jeg vil jo bare have et lille kig. Nu er solen så stået op, og snehvide har lovet mig at jeg snart får lov til at se kjolen. Syerskenderne skal bare lige få lov at lægge sidste hånd på værket.
"Hvordan kom du egenligt til at arbejde her på slottet snehvide?" Jeg drejer rundt på stolen og kigger på hende. Hun forsætter med at folde lagnerne sammen, mens hun taler.
"Jeg blev jo som jeg har fortalt fundet i sneen, og blev ført til mine egne, hvor jeg blev opfostret. Da jeg blev 12 måneår skulle jeg ud for at tjene til føden." Hun stopper med at folde sammen, og en skygge går for hendes ansigt, men da hun forsætter med som fortælling bliver det langsomt gladere. "Til at begynde med arbejde jeg på en kro i byen, men så blev jeg hentet. Jeg var ikke blevet glemt. Jeg blev ført til slottet og anbragt i køkkenet. Det gik okay, men folk mente at sådan en sød lille pige ville blive en fantastisk kammerpige." Jeg stopper hende - måske lidt uhøfligt - men jeg har et vigtigt spørgsmål.
"Vendt vendt vendt snehvide. Siger du at du næsten helt skulle sørge for dig selv da du blev 12?" Jeg kigger på hende med åben mund.
"Nej frøken, som 12 årig skulle jeg helt sørge for mig selv. Indtil jeg kom til slottet. Her er folk så søde og rare. Men altså jeg blev hurtig sat i lære som kammerpige. Alle de andre kammerpige og stuepiger hjalp til med at oplære mig, og nu er jeg så kammerpige. Frøken." Hun sænker ærbødigt hovedet, som før kiggede op, og smilte så gladeligt til mig. Jeg beslutter mig for at stille et spørgsmål mere, men så vil jeg ikke snage mere.
"Hvad mente du da du sagde at du blev opfostret hos dine egne?" Hun stivner og gør en lille bevægelse med hovedet. Det er som om der er noget hun ikke vil fortælle mig.
"Undskyld frøken, men jeg tror det vil være bedst hvis kongen forklarer dig det alt sammen." Jeg rynker panden. Hvad taler hun om? Snehvide begynder at gøre mine til at gå, men jeg stopper hende.
"Vendt hvad snakker du om? Hvilken konge?" Jeg rejser mig op. "Svar mig snehvide." Hun står helt mundlam og forvirret.
"Jeg har sagt for meget." Hun løber over mod døren, men jeg stiller mig i vejen.
"Svar mig snehvide. Nu." Jeg snerrer af hende, men hun virker ikke særlig bange.
"Undskyld frøken, men jeg har andre ordre." Hun tager fat i mig og kaster mig over på sengen. Derefter spurter hun ud af døren, og jeg hører hende løbe videre ned ad gangen. Hun nåede ikke nedgang at låse døren. Men hvad vigtigere er. Hvordan kan en lille pige kaste rundt med en vampyr, og hvem er denne konge. Jeg vil have svar og det skal være nu.

***
Jeg går ned ad gangen, derefter drejer jeg til venstre. Det er ikke nemt at finde rundt, og jeg må være gået forkert minst 20 gange. lugten af grød rammer mine næsebor. jeg følger lugten, indtil jeg står foran en dør forenden af en trappe. Døren er af slidt brunt træ, og der sidder løstsiddende jernhængsler på den. jeg lægger roligt og stille min ene hånd på døren, og idet jeg skubber til den, går den op med en knirken. Alles øjne rettes mod mig. Jeg gør ikke andet end at stå helt stille i døråbningen, og alle stopper det de er i færd med, og kigger bare på mig. undtagen en.