Helt perfekt

Kapitel 17 En ulykke

Matheus giver de andre besked om at tage et hvil så vi kan fortsætte senere, imens rådfører Matheus og jeg os med smeden.

"Hvor langt er der til den nærmeste by, med en læge?" Spørger jeg før Matheus eller smeden kan nå at sige noget.

"Den nærmeste by er den samme, som vi alligevel var på vej imod." Smeden klør sig lidt i skægget inden han svarer. "Jeg vil skyde på omkring 40 kilometer."

"Jamen så lad os komme afsted." siger jeg uden tøven.

"Det bliver ikke helt så let desværre." Matheus laver et lille buk, jeg håber at det er et tegn må på underdanighed.

"Hvad er problemerne, for jeg regner ikke med, at der kun er et?" Jeg trækker vejret dybt ind, og ruller med øjnene.

"Først skal vi sikre at Gavroche ikke mister blod når vi flytter ham, og de andre er trætte, vi har tilbragt flere timer i en celle, i kamp og på flugt for flere timer, og nu falder natten snart på." Matheus hæver stemmen for hvert ord han siger.

"Er du færdig?" Spørger jeg irriteret. "Jeg forstår dine argumenter, men ikke desto mindre må vi hen til den by lige meget hvad." Jeg sender ham et olmt blik, og vender mig bort. Jeg skal til at gå, da smeden bryder ind.

"Undskyld mig unge dame. Er De lederen af denne gruppe? Hvis din herre noget respekt." Jeg vender mig langsomt mod smeden, som tilsyneladende mener, at jeg ikke er andet end et barn, men jeg skal vise ham hvor meget han tager fejl.

"Hvad har overbevist Dem om, at De kan tale sådan til mig?" Spørger jeg i et nedladende tonefald. Smeden står stadig med et selvtilfreds smil smørret på ansigtet.

Jeg gør en hurtig bevægelse, og fejer benene væk under ham. Forbavset ligger han og gisper efter vejret, da jeg placerer min ene støvle på hans bryst.

"Tal aldrig sådan til mig igen." Jeg nikker til Matheus, som står med rynkede bryn og stiv som en stenstøtte, og betragter scenen foran ham, så smiler han drillende.

"De har ændret Dem meget siden jeg først mødte Dem deres majestæt." Han griner lidt, og tilføjer så. "Jeg vil ride med Dem og Gavroche til byen. De andre kan følge efter os senere."

***

Snehvide taler beroligende til Gavroche, da jeg kommer tilbage for at se til ham.

"Hvordan har han det?" Spørger jeg Snehvide, og sætter mig på hug ved siden af dem.

"Han blev skudt i ryggen. Jeg ved ikke hvor kuglen sidder, den er for langt inde." Snehvide fugter en klud, og dupper Gavroches svedige pande.

"Hvor meget blod har han mistet?" Spørger jeg, da jeg ser blod pletter på tæppet, hvorpå Gavroche ligger.

"Jeg lagde straks en stram forbinding, men han mister stadig meget blod, skønt Matheus, også lagde en fortryllelse over ham." Snehvide lader sin hånd glide ned over hans ansigt. "Han er en varulv, men han er også meget ung, så han er ikke lige så stærk som han kunne være." Snehvide kigger endelig op på mig, og et kort øjeblik, sporer jeg et glimt af vrede i hendes øjne. Hun kender åbenbart Gavroche bedre end jeg troede, ellers ville hans tilstand ikke have påvirket hende sådan.

"Matheus og jeg tager ham med til byen nu." Jeg skal til at bede hende om at gøre ham klar da hun siger.

"Jeg tager med." Hun rejser sig op, og går over mod sin hest.

"Du kan ikke komme med Snehvide, du og de andre kan følge efter os senere." Jeg forsøger forsigtigt at løfte Gavroche op, for at bære ham over til hestene. Snehvide er henne ved mig på få sekunder, da hun hører Gavroche udstøde en næsten uhørligt lyd af smerte.