Helt perfekt

Kapitel tre En død dag

Jeg ligger på sengen, Frans gik ud for at lade mig få lidt fred. " tænk lidt over tingene " sagde han. Det har jeg gjort, men det giver stadig ingen mening for mig. Da jeg var 13 troede jeg stadig på vampyrer, varulve, og andre overnaturlige ting, men jeg holdt op da alle drillede mig med det. Nu viser det sig så at jeg havde ret. Jeg har lyst til at skriger at jeg havde ret. Lyst til at sige hvad sagde jeg. Jeg er både glad for at jeg havde ret, men også trist. For nu hvor jeg er en vampyr, kan jeg så se min familie igen? Sikkert ikke. Måske ville jeg ikke kunne beherske mig, måske ville jeg gå til angreb på dem. Det kan jeg lige så godt opgive. Jeg må bare glemme dem, og jeg begynder lige nu. Og så svært er det faktisk ikke. Jeg har nemlig tusind andre ting at tænke over. Den første ting er, om jeg kan sove. Jeg føler mig ikke træt, men prøver alligevel. Puderne er bløde og de dufter af rengøring, mine øjne lukker sig langsomt i, og jeg forsøger at falde helt til ro. Glemmer alt det der er sket idag og igår. Det eneste jeg tænker på er søvnen, jeg vil bare have at søvnens fredfyldte udvidenhed overmander mig...

***

Jeg sætter mig op med et ryk, og springer ud af sengen. Der bliver rumsteret lidt rundt på den anden side af døren. En nøgle bliver drejet rundt i nøgle hullet, og døren går langsomt op. En dame, faktisk en pige, træder ind.
" godaften frøken middagen er parat, og greven vil med glæde sig dem ved middagsbordet. Skal jeg hjælpe dem i tøjet frøken." Hun sænker hovedet og jeg kan se og lugte at hun er bange. Jeg opdager at jeg har stået i angrebs position, så jeg retter rykken, og lukker min mund som var klar til at bide.
" øhh hvem er du?" Får jeg sagt.
" jeg er en af tjenestepigerne, og hvis de ønsker det frøken så er jeg også deres kammerpige." Hun kigger tøvende op på mig, men sænker hurtigt hovedet igen.
" øhh ja, okay så, men hvad skal jeg have på?" Jeg kigger rundt i værelset, men jeg kan ikke finde noget skab eller en kommode.
" nu skal jeg finde en kjole til dem frøken." Hun nejer og går over mod en væggen til højre for mig. Hun lægger sin hånd mod en grøn gennemsigtig plade, og en beton væg går op. Før havde jeg ikke opdaget den, men nu da jeg har set den, kan jeg se at der er to døre mere af denne slags i rummet. Pigen går ind, og beton døren lukker efter hende. Der går ikke langtid, før hun kommer tilbage med en kjole i sine hænder. Kjolen er sort og glitre smuk i det svage lys i værelset. Kjolens underdel består af en masse blåsorte lag, og kjolens top er lavet sådan at den ikke dækker skuldrene, men stadig har ærmer.
" greven gav mig besked på, at han gerne ville se dem i denne kjole frøken. Skal jeg hjælp dem med at få den på frøken?" Jeg nikker til hende, og hun går med små skridt over mod mig. Jeg kan hører hendes puls, og blodet der bliver pumpet rundt i hendes krop. Jeg kan næsten smage det, men jeg føler dog ikke en overvældende trang til at kaste mig over hende. Det havde jeg ellers forventet. Hun må dog have set noget i mine øjen eller på mit kropssprog, for hun tøver lidt, men beslutter sig til at jeg ikke vil spise hende. Kjolen er ikke nem at få på, så jeg er glad for at pigen hjælper mig. Efter ti minutters tid er jeg endelig helt nede i kjole. Den er stor og tung, men det tænker min krop ikke over. Jeg drejer rundt, og det giver et sus i mig. Det er sådan en stor prinsesse kjole, lige sådan en jeg gerne ville giftes i da jeg var barn.
" skal jeg sætte deres hår frøken?" Pigen kigger op med et spørgende udtryk, men denne gang sænker hun ikke hovedet.
" ja det må du gerne, hvad hedder du egentligt?" Jeg smiler til hende, men så sænker hun hovedet igen, og fører mig over til et betonbord med et stort glas foran.
" jeg kender ikke mit rigtige navn frøken. Hele det liv jeg kan huske har jeg været her på grevens slot." Hendes stemme sænker sig til en visken, og hun begynder at sætte mit hår op i forskellige frisurer.
" nå, men hvad kalder folk dig så." Hun sætter mit hår op i en knold, og tøver med at svare.
" greven kalder mig snes datter, jeg tror det er fordi greven fandt mig i sneen, men greven har aldrig fortalt mig hele historien. De andre kalder mig forskellige ting." Hun træder tilbage, og trækker stolen ud sådan, at jeg kan komme op at stå. " er der mere de ønsker frøken, eller skal jeg følge dem ned til greven nu?" Jeg fornemmer, at jeg ikke skal spørge mere ind til hvad hun bliver kaldt. Jeg nikker, og vi bevæger os over mod døren. Hun åbner døren for mig, og jeg træder ud i en overdådig gang. Langs væggene hænger der store tykke mørkeblå gardiner lavet af samme stof som min kjole, og gardinerne er bundet sammen med tykke guld snorere. De må være meget gamle, og lugten bekræfter det, for i hele gangen lugter der svagt af mug, støv og indelukkethed. Og skønt der er gardiner er der ingen vinduer, men engang imellem er der en dør istedet. Væggene i gangen er tapetseret med et mørkt mønster med små guldtråde i, og så langt midt øje kan se - hvilket er meget langt - er der en lang tæppeløber, som ligger oven på det mørke trægulv. Tæppet er i de samme farver og næsten samme mønstre som væggene og gardinerne.
" hvis de vil følge efter mig frøken. " pigen nejer, og går ned af gangen til højre. Jeg bliver forbavset over hvor let jeg finder det at gå med højhælede sko, men det er som om jeg har sovet med dem på - hvilket jeg åbenbart har uden at vide det - jeg føler at jeg kan løbe et maraton med dem på. Dog behersker jeg mig, og går i et lige så roligt og adstadigt tempo som pigen.