Helt perfekt

Kapitel syv Et vingesus

Vinden fanger mit hår og blæser det ind foran mine øjne. Det går hastigt nedad, men jeg er ikke bange. Det er som om jeg er en del af luften. Mit syn begynder at sløres, og der opstår en sky omkring mig, mit syn vender heldigvis hurtigt tilbage, og nu falder jeg ikke længere i susende fart. Jeg svæver langsomt og mageligt gennem luften. Jeg slår et par gange mes mine vinger, og jeg stiger to meter. Vendt! Vinger, jeg har ingen vinger! Jeg drømmer, det er jeg helt sikker på, det giver jo slet ingen mening det her. Det føles så virkelig, men arrh! Jeg slår tanken ud af hovedet. Det føles dejligt at hænge stille og roligt i vinden, jeg slår et sving, og flyver over mod det højeste tårn. Det er højt oppe, og jeg bliver blæst rundt et par gange inden jeg når helt op. Der sidder et vindue på siden af tårnet, som jeg kigger ind af. Jeg kan se en seng, som der er blevet sovet i fornylig, og et skrivebord med en stak dokumenter på. Langs væggene står der en masse bogreoler, og helt klemt over i et hjørne står en fryser og en mikroovn. Der ser ikke ud til at være nogen, men jeg er ikke helt sikker, mit syn er ikke lige så godt som normalt. Vinden bider i mine vinger, det er ikke så sjovt, som det var til at begynde med. Nu vil jeg bare gerne ind. Jeg forsøger at skubbe til vinduet, måske sidder det løst, men det er urokkeligt. Der må være en anden indgang udefra, men efter at have fløjet rundt om tårnet i et stykke tid giver jeg op. En bevægelse afbryder mine tanker, noget bevæger sig over af mod vinduet, jeg flyver op foran vinduet, og straks bliver jeg opdaget.

***
Ligeså snart jeg kom tilbage i min vampyr skikkelse fik jeg igen varmen. Manden der lukkede mig ind var Frans, men vi har ikke talt sammen mere end højst nødvendigt. Han forklarede mig hvordan jeg skiftede tilbage, men ellers har vi ikke talt mere sammen. Efter at have fulgt mig ned til mit værelse gik han, så nu er jeg igen alene. Elsker han mig? Eller er jeg blot et lille dresseret dyr som han udnytter?
"Jeg kommer ind!" Frans går lige ind ad døren, og værdiger mig ikke engang et eneste blik. "Følg med, vi må have dig flyttet til dronningens værelse." Frans drejer omkring, og går med rank ryk og stive skridt ud ad værelset.
Han er slet ikke den samme, som jeg troede han var. Han siger heller ikke de og dem om mig, og han er slet ikke så høflig som han var før, og jeg skal helt sikkert ikke vendte, at han tager det første skridt mod venskab. Og kærlighed.

***
Frans og jeg befinder os nu i dronningens værelse, han har sat sig over ved vinduet, så lang væk fra mig som muligt. Jeg prøver at finde på noget at sige, men hans tavshed kvæler de ord jeg forsøger at tvinge ud af min mund. Efter at have siddet sådan et stykke tid rejser han sig og går over mod de store dobbeltdøre.
"Jeg må gå." Han åbner dørene og skal lige til at smække dem efter sig, men så tager jeg en beslutning.
"Nej vendt Frans. Bliv hos mig." Forbavset vender han sig om, og forundring og forvirring gør hans pupiller store og bare endnu smukkere. "Vil du ikke, øhh, lære din hustru at kende." Det virker tamt det jeg siger, og jeg forventer egenligt bare at han vil vende om og gå sin vej. Men i stedet lukker han roligt døren bag sig, og går over mod mig.
"Øhh, jo, min kære." Han smiler et lille nervøst smil, og jeg giver ham et til gengæld. Det ser ud til at han er ved at vinde sin gamle selvtillid tilbage.
"Kom Frans, skal vi ikke sæt os over til kaminen?" Jeg smiler venligt til ham, men pludseligt kommer der noget drilsk over hans ansigt.
"Vent min kærer, jeg kom lige i tanke om en gammel tradition, vi skal have ordnet." Han vinker mig over til sig, og løfter mig op i sine arme. Går ud ad døren og løber som vinden. Ned ad trapper, op af trapper, langs korridorer og igennem sale. Han stopper først da han står foran en enorm port, større end alle de andre i hele slottet, den størst port jeg nogen sinde har set.
"Er De klar til at møde min verden fru Lomuvi dronning af den magiske verden?" Han kigger mig dybt ind i øjnene, og alt vreden og forvirringen er ingen steder at spore i hans øjne.
"Det kan du bande på at jeg er hr. Lomuvi konge af den magiske verden."
Så åbner portene sig, og en fantastisk verden åbner sig for mig.