Helt perfekt

Kapitel 16 Et vovestykke

Fængselscellerne som Jack anbringer os i er beskidte, klamme og fyldt med kakerlakker. Hvilket man til min store ærgelse også har i denne verden. Jeg havde håbet, at visse ting ikke ville eksistere, da jeg opdagede, at jeg befandt mig i en anden dimension - eller hvad man nu kalder sådan noget hokus pokus, når man rejser gennem de såkaldte afgrunde og tidshuller. Jeg må bede Frans forklare mig alt sådan noget senere, eller måske kan Alinge Frugtkedel hjælpe mig.

Jack efterlader os bag tremmerne, men sikrer sig først to gange, at der er låst, før han går ud af døren. En vagt sidder på den anden side, og holder godt øje med os. Han er efter hvad jeg kan bedømme en varulv, som vi efterhånden har set meget til, men han er ikke helt som de andre. Han er større, med store, væmmelige, bizarre tænder. Hans muskler er det dobbelte af, hvad jeg ville have troet muligt. Hans hud er mørk af solens stråler, og han er kun iklædt et par lasede shorts. Han kigger på os, som om vi er hans næste måltid, og jeg bliver en smule bange for, at det kan vi godt blive.

Jeg vender mig om mod Matheus, og hæver øjenbrynene. Han forstår med det samme hvad jeg spørger om, og han nikker som svar.

Matheus går hen mod tremmerne, men i samme nu høres en hosten henne fra hjørnet. Vi vender os alle sammen forskrækket om. Krøbet sammen til en lille kugle sidder en mager mand. Snehvide skynder sig over til ham, og knæler ned ved hans side.

"Ma... Sir Strauss. Jeg har brug for noget vand." Siger Snehvide, og vender sig spørgende mod Matheus.

"Selvfølgelig." Matheus sætter sig ved siden af Snehvide og manden, og begynder at lave nogle fagter i luften, mens han mumler nogle mærkelige ord. Vand samler sig rundt om Matheus' hænder, og Matheus holder sine hænder ned til mandens mund, og lader vandet flyde ned over ham. Meget vand lander på jorden, men det lykkes Snehvide og Matheus at få manden til at drikke noget.

"Det skal nok gå." Hvisker Snehvide beroligende.

"Hvem er du?" Spørger Matheus uden videre, da manden langsomt kommer til kræfterne.

"Jeg er smeden her i byen. Jeg blev smidt ind, fordi han mente jeg var en trussel. Ved ikke hvorfor." Siger manden, som nu sidder og børster det værste snavs af tøjet.

"Smeden?" Spørger Matheus, og kigger over på mig. Vi tænker det samme. "Kan du fortælle os hvor din søster bor?"

Manden kigger forvirret op på Matheus.

"Min søster, hvad vil i dog med min søster?" Han rejser sig langsomt op og stiller sig så han er klar til at slå fra sig.

"Bare rolig. Vi vil hende intet ondt, blot stille hende nogle få spørgsmål." Siger Matheus og sender manden et forsigtigt smil.

"Jeg vil ikke fortælle jer hvor hun bor, men jeg kan vise jer det." Manden sænker sin stemme og hvisker, selvom jeg ved det er ligegyldigt, da vores vagt uden tvivl kan høre os, med sine varulve øre. "Hvis i hjælper mig ud herfra, skal jeg nok vise jer vejen."

Den store vagt ude foran tremmerne springer op og snerrer ad os. Han udstøder et lille hyl, og vi ved, at nu har vi ikke lang tid før Jack og de andre mænd kommer tilbage.

Jeg har ikke tid til at vente på at Matheus låser døren op med sin magi, så i stedet går jeg så langt jeg kan komme tilbage i cellen. Jeg bukker ned i knæene, og gør klar til at springe.

Jeg vil ramme døren, som også består af solid stål, og ikke de umulige tremmer. Jeg tager tilløb, og så springer jeg. Jeg rammer døren, og det giver et brag, da døren rammer bagvæggen på den anden side. Jeg er den første ude af cellen, og jeg hiver mit sværd frem. Jack havde ikke visiteret kvinderne, da han tydeligvis ikke forventede, at de bar våben. Hvilken idiot tænker jeg hånligt. Jeg står foran vores vagt, som knurrer af mig. Han er stor og stærk, og det vil jeg ikke kunne slå ham på. I stedet må jeg tage fordel af min hurtighed og mit sværd.