Soulmates - Anthon Edwards

Kapitel 8

Anna kiggede afventende på mig. "Sig det nu! Hvad sker der mellem dig og Anthon?" spurgte hun efterfulgt af et grin. "Øhhmm, ikke noget," svarede jeg stille. "Er du nu sikker?" grinte hun. Jeg forsikrede hende om, at der ikke var noget mellem mig og Anthon. Ihvertfald ikke endnu.

Klokken var nu ved at blive mange. "Vi ses imorgen, jeg bliver nødt til at tage hjem," sagde Anna trist og gav mig et kram. "Vi ses," råbte jeg, da hun var på vej ud af døren.
I kort tid lå jeg og kiggede ud af vinduet. Jeg havde ingenting at lave.
"Hvad kan man lave?" spurgte jeg mig selv. Det blev det ikke bedre af - jeg kedede mig stadig.

Døren går op. "Hvordan går det med dig?" spurgte sygeplejersken, der lige kom ind. "Det går fint, jeg er bare træt," svarede jeg. "Hvem har du fået chokolade af?" spurgte hun og hentydede til chokoladen, der lå på mit natbord. "Af Anthon og Thor. Altså Citybois," svarede jeg og kunne ikke lade vær med at smile over hele ansigtet. "Uhhh, men tror du ikke, du skal til at sove nu?" Jeg nikkede. Sygeplejersken gik ud og slukkede lyset for mig.

Gad vide om hun overhovedet vidste, hvem Citybois var. Hun prøvede sikkert bare at føre en samtale.

Jeg kunne faktisk ikke sove. Jeg blev ved med at tænke på alt det, der er sket idag. Altså jeg vågnede jo op fra koma, men at Anthon og Thor var der - det var helt vildt. Mine idoler!

Jeg kunne heller ikke lade vær med at tænke på mig og Anthons kys. Hvorfor drejede han hovedet? Ikke at jeg havde noget imod det, men altså - hvorfor?

Til sidst faldt jeg i søvn. Selvfølgelig drømte jeg om Anthon. Drømte om, at det var ligesom en fanfiktion - jeg var kærester med Anthon, og det hele bare var en dans på røde roser. Men sådan er livet ikke. Desværre.

---------------

Der skete ikke noget som helst. Mine forældre ville være væk i omkring en halv måned mere.

Alle dage var bare ens, lige indtil en dag, hvor lægen sagde: "Du kan komme hjem idag."

Jeg blev udskrevet og gik ned til stationen, hvor jeg tog toget hjem.

------

Følelsen af at kunne smide sig i sin egen seng, var fantastisk. Anna havde passet min hund, Zenta. "Kom Zenta!" kaldte jeg gennem huset. Zenta kom løbende med logrende hale. "Skal vi ud at gå?" spurgte jeg, selvom jeg godt vidste, at hun ikke kunne svare mig. Jeg satte den lyserøde snor i hendes halsbånd.

Jeg fandt mine høretelefoner og satte noget musik i ørene. En god gåtur rundt i Ballerup var lige, hvad jeg havde brug for lige nu.

Jeg gik gennem gågaden og fortsatte ned til fodboldbanerne. Fuglene sang. Zenta løb rundt om mig og snuste til nærmest ALT. Jeg kunne ikke lade vær med at smile.

Da jeg næsten var nede ved den store fodboldbane, kunne jeg se en masse mennesker. Der var nok fodboldkamp, så jeg tog Zenta i snor.

"Undskyld, hvem spiller?" spurgte jeg en dame, der kom gående. Hun vendte sig om mod mig. "Gentofte mod Ballerup. Lige nu fører Gentofte," svarede hun og vendte sig om mod kampen igen.

Hey, Gentofte! Jeg kiggede ud på banen. Ledte efter en hel bestemt person. Han var der. Thor var der.

*I har sikkert opdaget det, men jeg har ændret titlen på historien, for den kommer til at passe bedre til*
Stem og kommenter for mere!